Mit ægteskab er som et fængsel

Spørgsmål om usundt ægteskab

Jeg har været gift med min mand i knap 13 år.

Jeg har en datter fra et tidligere forhold, der i dag er fyldt 17, og sammen med min mand har jeg nu to mindre børn.

Da jeg lærte min mand at kende, var han utrolig omsorgsfuld og givende. Han inviterede min datter og mig i Tivoli og ud og spise, han tog os med på ture og var i det hele taget utrolig gavmild og givende.

Det ændrede sig, da vi blev gift. Min mand tjener dobbelt så meget som jeg, vi bor i et dyrt hus, alligevel insisterede han nu på, at jeg skulle betale halvdelen af alle udgifter. Det være sig husleje, mad, benzin, afdrag på hans bil, men også når vi har været ude at spise, har han forlangt, at jeg betaler halvdelen. Selv hvis han skal køre mig eller min datter et sted hen, forlanger han benzinpenge. Gaver, selv til jul og fødselsdag, er det også slut med, jeg må selv sørge for og betale for gaver til børnene.

Jeg har altid haft job og betalt mine regninger, men med de udgifter og levestandard, min mand har, kan jeg slet ikke følge med. Samtidig er det mig, der står med alt derhjemme, det er mig, der køber ind, laver mad, vasker tøj og gør rent. Jeg har foreslået, at vi finder noget billigere at bo i, for jeg kan ikke holde til at betale halvdelen af alle udgifter hver måned, især ikke nu, hvor jeg samtidig forsøger at videreuddanne mig til social- og sundhedsassistent, men beskeden lyder, at jeg bare kan smutte.

Konflikterne imellem os blev på et tidspunkt så voldsomme, at han smed mig ud af huset, som også står i hans navn. Jeg tog på krisecenter, men vendte retur, for jeg kunne ikke overskue at stå alene med tre børn, arbejde og uddannelse oveni. Jeg vil dog meget gerne væk og skilles, men hvordan det skal ske, kan jeg slet ikke overskue. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at bede om hjælp

Det virker til, at din mand er aldeles uden for pædagogisk rækkevidde. For han ser dig åbenlyst ikke som den livspartner, han kærligt skal støtte og lade sig støtte af. Han ser dig som en ulønnet hushjælp, som han ovenikøbet nidkært kræver penge af. Hans opførsel fremstår så følelsesmæssigt afstumpet, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at han har en psykisk brist af en slags. Den type mennesker er døve for al sund fornuft, så forsøg på at tale ham til rette er nytteløst.

Af den grund kan jeg kun støtte dig i, at du skal væk, så du kan blive følelsesmæssigt og økonomisk uafhængig af ham og i stedet stå på dine helt egne fine og stærke ben. Det har du brug for at lære, for det er flot og smukt at kunne hengive sig følelsesmæssigt til et andet menneske, men det er ikke sundt helt at lægge ansvaret for sit liv, heller ikke den økonomiske del, i et andet menneskes hænder. Gør vi det, så umyndiggør vi os selv og bliver alt for let ofre for mænd a la ham, du er havnet i kløerne på her.

Alt det her er let nok for mig at skrive, men svært for dig at føre ud i livet, medmindre du får hjælp. Den hjælp findes heldigvis, også for kvinder, der som du stadigvæk lever i forholdet, men har brug for støtte til at komme fysisk og psykisk hele ud af det. En sød læser af brevkassen, der selv har levet i et forhold som dit, har skrevet og anbefalet en landsdækkende rådgivning ved navn 'Sig det til nogen', (sigdettilnogen.dk).

Her kan du anonymt få psykologisk og juridisk hjælp af professionelle, og du kan anonymt deltage i støttende samtaleforløb – det også selvom du endnu ikke er gået fra din mand. Kontakt dem, og klap så dig selv på skulderen over, at du på trods af din svære situation formår at tage en flot uddannelse og samtidigt være en god mor for dine børn. Det er helt vild godt gået og vidner om, at du på alle måder har fremtiden foran dig.