presset af svigermor
SPONSORERET indhold

Min svigermor vil presse os til at flytte til Jylland

Min svigermor vil have, at vi sælger vores lejlighed og flytter ind i min mands barndomshjem. Min mand er ved at forelske sig i tanken, men jeg er ærkekøbenhavner og har ikke lyst til at flytte væk fra byen, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
02. nov. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om at flytte ud af byen

Min mand og jeg mødtes for snart 11 år siden under et højskoleophold i Jylland. Vi flyttede senere til København, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg i dag elsker at bo sammen med ham og vores to børn på 10 og seks. Min svigerfar døde for tre år siden, og min svigermor har nu fået en alvorlig, men ikke dødelig kronisk sygdom, hvilket har sat os i noget af et dilemma.

LÆS OGSÅ: Mine nye svigerforældre presser min lille datter

Min mands familie er fra Jylland, og nu vil min svigermor have, at vi sælger vores lejlighed og flytter over og overtager hendes hus, som også er min mands barndomshjem. Hun vil så selv finde et mindre hus i nærheden. Min mand arbejder med IT, og kan nok hurtigt få et nyt job, og jeg er selv sygeplejerske, så det er ikke jobbet, der er barrieren, men snarere det at jeg selv er ærkekøbenhavner, at vores børn er det, og at jeg aldrig selv har haft lyst til at flytte væk fra byen. Men min mand er ved at forelske sig i tanken, og han er også begyndt at tale om, hvad der kunne laves om i barndomshjemmet, så det blev til en lækker bolig for os alle fire.

Min svigermor er sød, men hun er også god til at give mig dårlig samvittighed, når jeg forsøger at stå imod hendes mange argumenter for at få os tættere på. Hun rammer lige i hjertekulen, når hun taler om, at hun savner sine børnebørn og ikke ved, hvor lang tid, hun har igen. Selvom hun ikke er dødelig syg, så føler man sig som ondskaben selv, når man alligevel er skeptisk. Er jeg en stor egoist? Hvad tænker du?

Vibeke Dorph om egoisme og behov

Nej, jeg synes absolut ikke, at du er egoistisk, jeg synes snare, at du er realistisk i forhold til din svigermor, som i mine øjne er egoisten her. For jeg kan da sagtens sætte mig ind i, at hun har lyst til at have jer tæt på sig, men jeg savner, at hun også lige kaster blikket på jeres behov. For selvfølgelig er det da ærgerligt for hende, at du ikke har lyst til at flytte til Jylland, men det er nu engang sådan, du har det. En flytning er en kæmpestor ting, især for børn, det er således ikke noget, man bare gør, fordi ens svigermor synes, at det er en skøn idé.

Så drop den dårlige samvittighed og hold fast i, at du og børnene er glade for at bo, hvor I bor og ikke har lyst til at flytte. Hold endelig også op med at lade dig tryne af hendes i mine øjne ret primitive forsøg på at afpresse dig ved at trække offerkortet. Det er decideret tarveligt af hende. For hvad forestiller hun sig egentligt? At hun skal sidde og trone i det jyske, alt imens du og børnene hænger med hovedet og har hjemve?

LÆS OGSÅ: Jeg er SÅ frustreret over min svigermor, der klamrer sig til offerrollen

Hvis hun har så travlt med at få rykket jer sammen, så foreslå hende i stedet, at hun selv sælger sit hus og rykker til storbyen. Om det er den rigtige løsning ved jeg ikke, men det vil i det mindste nok lukke munden på hende.

Anbefalet til dig