Casper Christensen scroll-down
Foto: Franne Voigt Casper Christensen fortæller om de mange ændringer, han har lavet i sit liv, hvilket blandt andet har handlet om en flytning og et skift i kosten.

Casper Christensen: "Jeg har udstillet mig selv som idiot længe nok"

Casper Christensen har lavet sin sidste ”Klovn”-film. Han har solgt natklubberne og er flyttet på landet, hvor han nyder at meditere, spise vegetarisk og være far til fire. Og så er han holdt op med at beskæftige sig med, hvordan hans gravsted skal tage sig ud.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil

Udgangspunkt

– Det første, jeg kommer til at tænke på, er, at det er vigtigt for mig at have det rigtige udgangspunkt for de ting, jeg laver. At have en base, der fungerer for mig. Jeg og min familie er hundrede procent økonomisk afhængig af mig. Og det vil sige, at der hviler noget på mine skuldre. Derfor er det vigtig, at min base – mit udgangspunkt – passer til mig og til de ting, jeg laver. At der er balance. Jeg bliver nødt til at have et udgangspunkt, der er rodfæstet i, hvad jeg selv føler, jeg skal bidrage med i forhold til min familie og i forhold til samfundet. Før havde jeg 40 ansatte i mit firma Douglas Entertainment, og jeg lavede ikke andet end at passe dem. Men på et tidspunkt begyndte jeg at se tegn på, at det ikke interesserede mig at være direktør. Derfor lukkede jeg Douglas Entertainment. Og tv-branchen blev også mindre og mindre spændende for mig. Jeg syntes, jeg havde udtjent min værnepligt. Jeg vil helst lave fiktion, helst film, og det behøver man ikke have så mange mennesker ansat for at lave. Jeg skal fokusere. Det er et privilegie, jeg har, når jeg ikke er fastansat, at jeg kan bruge mit liv på at lave det, jeg godt kan lide at lave. Men det forpligter også. Jeg skal være dygtig til det, for der er ikke noget sikkerhedsnet. Så jeg har ændret mit udgangspunkt så det passer med, hvem jeg er. I dag bor jeg med min familie i Ålsgårde 50 km uden for København. Jeg har et lille kontor derhjemme, hvor der kun er plads til en, det er mig, og med udsigt ud over havet. Det er skønt. Det er der, jeg sidder og kreerer. Det er tæt på min kone, Isabel, og mine to små drenge, Cooper og Jagger, og det har vist sig at være det udgangspunkt, jeg skal bruge nu. Jeg har ikke brug for et udgangspunkt, hvor der er en masse mennesker og en masse, der skal komme med idéer. Tingene skal komme fra mig selv nu.

– Jeg har også solgt alle mine natklubber og går slet ikke ud mere. Der kom et tidspunkt for nogle år siden, hvor jeg følte en vis tomhed i de projekter. Og hvorfor kom den tomhed? Det havde nok noget at gøre med, at jeg fik børn igen. Det er altid et rigtig godt wakeupcall. Og så blev jeg 50. Det er også en milepæl for de fleste mennesker, og det gjorde, at jeg på en eller anden måde hoppede et hak op og fik bedre fat i mig selv. Jeg kunne mærke mig selv mere, og jeg begyndte at stole mere på mig selv, hvis jeg nu skal være rigtigt højtragende. Der kom noget ro på. Det har jeg så dyrket for fuldt tryk sidenhen, og jeg kan uden at blinke sige, at jeg aldrig har være lykkeligere i mit liv. Jeg har haft et ret specielt liv på mange punkter, og når man har fået lov til at gøre, hvad man vil – stort set – i mange år, så er det vigtigt, at man stiller krav til sig selv. Og det begyndte jeg så at gøre.

Vendepunkt

– Jeg har en fast rutine i hverdagen. Jeg kører Cooper i dagpleje, og så kører jeg hjem og mediterer. Hver dag. Derefter arbejder jeg indtil klokken 15, hvor jeg eller min kone henter Cooper, og så er vi sammen som familie. Somme tider arbejder jeg lidt igen om aftenen, og det gør Isabel også.

Hun er egentlig på barsel med den lille, men hun er også i gang med at lave en kogebog, der handler om, hvordan man går fra at være kødspiser til at være ikke-kødspiser. Bogen er bygget på, hvad vi selv gjorde, da vi lagde vores kost om.

I dag spiser vi primært plantebaseret. Når jeg siger ”primært plantebaseret”, så er det fordi, jeg godt kan spise en pizza en gang om måneden med mozzarella på. Og hvis der er æg i salaten, når jeg er ude at spise, spiser jeg det. Men kød rører jeg aldrig. Og stort set aldrig mælkeprodukter.

Det hele startede for sjov. Jeg så en dokumentar, der hed ”What the Health?≠”. Før den film var jeg enig med alle dem, der synes, det er tosset at være vegetar eller veganer, og som i dag kritiserer mig for at spise plantebaseret.

Jeg havde venner, der var vegetarer, og hver gang de kom til middag, serverede jeg kød for dem for at provokere. Alt det lort der.

– Dokumentaren fik mig til at tænke, at det alligevel var satans, så godt folk fik det, når de droppede kødet. Sundhedsmæssigt. Ikke noget med klima. Ikke noget med dyr. REN sundhed. Jeg spurgte Isabel, om vi skulle prøve det i tre uger, og så gjorde vi det hundrede procent som et eksperiment. Pludselig opdagede jeg, at jeg f.eks. ikke kunne spise is, det var jo flødebaseret, så jeg måtte ud og cykle om aftenen for at finde vegansk is. Vi fik det bare bedre og bedre. Mere energi. Hver gang jeg havde spist, følt jeg mig let og bedre tilpas. Da de tre uger var gået, havde vi ikke lyst – fysisk – til at gå tilbage. Og når man først har forstået, hvordan man skal spise, er det ikke så indviklet. Jeg har aldrig sagt til mig selv, at jeg aldrig mere skal spise kød. Det kan man ikke. Det er for voldsomt. Men jeg har taget en dag ad gangen. Og så er der sket det, at jeg pludselig kan se, hvordan dyrene egentlig har det. Før tænkte jeg, at det behøvede jeg ikke forholde mig til, men nu sidder jeg og kigger på det og tænker, at det eddermame er synd for de dyr. Og så kom alt det med klimaet oveni som en kæmpe bølge, og så bliver man jo ekstra glad for, at man ikke spiser kød. Så jeg tror aldrig, at jeg kommer til det igen. Jeg savner det overhovedet ikke. Vi var ovre hos min svigerfar og spise en aften, og han havde købt en blomkålsgratin, som han meget stolt serverede for os. Jeg spiste to bidder, og så kunne jeg mærke, at der var noget galt. Det var fordi, der var et lag af bacon i den. Det havde han ikke tænkt over, men det voksede bare i munden på mig. Og jeg er altså typen, der tidligere har spist bacon som hovedingrediens! Men lige der kunne jeg bare mærke, at savnet af og lysten til kød var helt væk.

Casper Christensen, 51 år

Født 1968

Investor og kreativ konsulent i Simple Feast, der leverer veganske og vegetariske måltidskasser, og
aktuel med sin sidste ”Klovn”-film.

Gift med Isabel Christensen, 33 år, som han har Cooper på 2 og Jagger på 5 måneder med. Far til Cajsa på 22 og Marvin på 20, som han har med sin ekskone, Anette Toftgård.

Bløde punkter

– Jeg kan ikke se en film uden at tude, jeg kan ikke synge med på en sang uden at græde, jeg kan ikke ... altså jeg har så mange bløde punkter. Og måske fordi jeg er så blød, spiller jeg altid en, der ikke er blød. Casper-karakteren i ”Klovn” er iskold. Det er en af de store forskelle, der er på figuren og mig. Han er iskold, han går bare videre. Sådan er jeg slet ikke. Jeg er meget påvirkelig. Engang kunne jeg godt have lyst til at dyrke det med at have en hård skal. Det har jeg ikke mere. Nu sidder jeg bare som et tudende vrag oppe i Ålsgårde, haha. Nej, okay altså, bløde punkter …

– Det er banalt, men mine børn er jo et kæmpe blødt punkt. Jeg har fire. To store og to små. Og det med, at jeg blev far i en moden alder, er da noget, som mange har haft en mening om. Det mest idiotiske ved det er, at jeg faktisk ikke opfattede, at jeg var en gammel far, da det skete. Man segmenterer ikke sig selv sådan. Men jeg kunne mærke det på andre mennesker. Når folk sagde: ”Er det dine børnebørn?”. Eller ”Hva’ så bedstefar?”. I starten var der rigtig mange på de sociale medier, som var ubehagelige. Langt, langt de fleste var kvinder på min egen alder. Som var grove. Rigtig grove faktisk. ”Du er for gammel. Det er ulækkert”. Det var ligesom, da jeg mødte Isabel. Der var jeg pædofil, og hun var en luder. Det er altså voldsomme ting. Men det er sådan, det er. Og når jeg så kigger på billeder af Isabel og mig, da vi mødte hinanden, så kan jeg sgu godt se, at jeg er gammel i forhold til hende. Og jeg kan godt forstå – hvis jeg kigger helt objektivt på det – at det kan provokere. Men problemet er bare, at kærlighed er kærlighed. Der er ikke så meget at gøre. Hvis jeg hver uge stod med en ny ung pige, så kunne jeg forstå, at folk tænkte, okay, det er altså et tema for den mand. Men i virkeligheden har jeg aldrig haft noget med unge piger at gøre. Det er noget, der er foregået i ”Klovn”. Jeg har tidligere været sammen med Anette Toftgård og Iben Hjejle, som er jævnaldrende med mig.

– Jeg er stadig meget, meget forelsket i min kone. Nu har vi været sammen i otte år og har to børn, så kritikken af Isabel og mig er ved at være forstummet. Men da børnene kom, startede det lidt op igen. Men jeg må bare sige, at det er fuldstændig forrygende at blive far igen. Det er det mest fantastiske, jeg har gjort i mange, mange år. Det har simpelthen givet rigtig meget til mine store børn og mig. Det har samlet os alle sammen på en helt ny måde. Og jeg er blevet en bedre far for de store også. Når man får en chance til, så skal man fandeme gribe den, og man skal også have lært af de fejltagelser, man har begået. Nogle fejl kan man selv se, nogle finder man ud af hen ad vejen, og andre fortæller ens store børn en om. Det er aldrig for sent at rette op – heller ikke over for de store. Så mit forhold til mine store børn er blevet endnu bedre.

– Der er en anden ro på en, når man er 50, end når man er 30. Jeg havde to børn som 30-årig, hvor jeg samtidig skulle arbejde en hel masse, se smart ud og møde alle de rigtige mennesker og bla bla. Dengang, når jeg gik med en lille en, der skulle falde i søvn, syntes jeg altid, at jeg gik glip af et eller andet. I dag, når jeg tænker over det, så var det, jeg gik glip af, at være til stede med det barn. Så derfor dyrker jeg det fuldstændig nu. Nærværet med mine børn. Og jeg vil ikke sige, at det gælder for alle mænd, men det er altså ikke usundt for en voksen mand at få et barn. Overhovedet. Indimellem er det klart, at jeg lige kigger på mine jævnaldrende gamle venner og tænker, hold kæft, hvor har I meget tid til jer selv! Hvad fanden skal I lave? Når jeg står med et barn på armen klokken seks om morgenen, kan jeg da også godt tænke, okay, jeg kunne have sovet nu. Og så kunne jeg være stået op og have læst avis. Arbejdet lidt, spillet lidt golf og have spist en stor frokost. Hvad fanden har jeg gang i? Selvfølgelig kommer de tanker. Men så tænker jeg, hvad vil jeg egentlig helst? Helt inde i hjertet? Og så vil jeg jo hellere have det liv, jeg har. Ellers havde jeg ikke gjort det. Selvfølgelig. Og sikke en bonus, det er.

Højdepunkter

– Alting er i konstant bevægelse. Livet går videre hele tiden. Jeg prøver virkelig på at være til stede i nuet og ikke tænke for meget bagud eller fremad. Det vil sige, at højdepunkterne er der i de øjeblikke, hvor de sker, og så er de væk igen. Så det er svært at komme med noget konkret, for det er allerede væk igen, næsten inden man når at tænke over det. Men det er klart, at karrieremæssigt nåede jeg nogle højdepunkter i Los Angeles. Det var sådan en drengedrøm for mig at arbejde i Hollywood. Men er det de bedste ting, jeg har lavet? Næh. Til gengæld synes jeg, at den ”Klovn”-film, vi lige har lavet, er pisse sjov. Jeg synes den er bedre end noget af det, jeg lavede i USA. Så selvom den bare er lavet oppe ved vandet i Ålsgårde, så er den et større højdepunkt for mig rent karrieremæssigt. Filmen starter med Franks 50 års fødselsdag, hvor han kun tænker på at fejre sig selv. Og det er klart, det går ikke ustraffet hen. Så filmen handler om, at Frank skal få hovedet ud af røven. Og kikser. Han er jo socialt handicappet. Casper har fået ny kone, og hun venter barn. Han er holdt op med at gå ud, han synes, han er blevet for gammel til det. Men han er ikke blevet for gammel til stadig at tænke på damer. Jeg er rigtig glad for den film. Vi har truffet et valg om, at der skal være mindre chok-sex-nøgenhed. Det har vi ligesom set. Det er svært at overgå sig selv med det, så vi har skullet finde på noget andet pinligt. Og så er det en rigtig Casper-Frank-film. De er rigtig meget sammen. Og de er gode, når de sammen. Det havde vi lyst til at fokusere på. Det bliver i øvrigt den sidste ”Klovn”-film. Vi har siddet i det her ”Klovn”-univers i 15 år, og vi har fundet på rigtig mange idéer. Vi kunne have lavet ti film med alt det materiale, vi har haft. Så … nu skal der ske noget andet.

– Jeg har jo lagt navn til mig selv helt fra ”Langt fra Las Vegas”, og så har der været alle værtsrollerne. I fiktionen har jeg været mig selv på trods af, at jeg altid spiller en karakter, som jo ikke er som mig. Men det gør, at alle mennesker, jeg har mødt de sidste 20 år, forholder sig til mig, som om jeg var den figur. Og jo mere jeg fjerner sig fra de elementer, jeg trods alt havde til fælles med Casper-figuren, jo mere trættende bliver det. Jeg er stolt af Casper-figuren, men jeg tror ikke, at der er nogen andre i Danmark, der har brugt så mange kræfter på at udstille sig selv som en idiot, som jeg har. Folk tiltaler mig, som om jeg er Casper-figuren, og det er jo en kompliment, men det er også lidt svært at reagere på, når jeg i dag lever et fuldstændig andet liv og er en helt anden type. Jeg synes jo, at det er rart, at folk omkring mig er glade, og den stemning kan man godt komme til at ødelægge, hvis man siger: ”Hey, dæmp dig lige, jeg har faktisk lige mediteret”, ha ha. Så det siger jeg jo ikke. Og hvis jeg i stedet prøver at spille lidt med på det, bliver jeg træt af mig selv. Så altså, jeg synes, at jeg har udstillet mig selv som idiot længe nok.

Endepunkt

– For tre-fire år siden brugte jeg en del tid på at lede efter det perfekte gravsted. Der boede vi på Frederiksberg og havde lige fået Cooper, og jeg gik mange ture med barnevognen på Frederiksberg Kirkegård. Jeg kiggede meget på gravstederne, og så begyndte jeg at tænke over, hvordan min egen gravsten skulle være. Og når man først sætter sig ind i det, så begynder ens smag at spille ind. Hvad kan man egentlig lide? Hvor stor er man egentlig? Hvor stort et eftermæle vil jeg give mig selv? Og jeg var ude i et meget, meget stort gravsted. Et mausoleum nærmest! Hvor hele familien skulle ligge, og som skulle ligge højt, stort og flot, så folk i eftertiden kunne se, at HER ligger Casper Christensen. Jeg fortalte vidt og bredt om det, og jeg snakkede også med Isabel om det. Hun syntes, det var helt til grin, men det stoppede mig ikke.

– Men så en dag, da jeg gik på kirkegården, fik jeg øje på Marguerite Vibys gravsted. Og det var bare forsømt på en eller anden måde med visne blomster og sådan. Og lige der gik det gudskelov op for mig, at når man er død, så går der lidt tid – men ikke ret lang tid – og så er du glemt af alle de mennesker, som kigger på dig nu, og som du ikke er i familie med. Og det var rigtig rart at finde ud af det, ha ha. For så kunne jeg se, jamen for helvede, jeg skal slet ikke have det der mausoleum. Det er en leg, jeg leger, mens jeg er i live. Men når først jeg er død – endepunktet – så skal jeg slet ikke have sådan noget. I stedet for at bruge tid på, hvordan det skal være, når jeg er død, skal jeg bruge tid på at finde ud af, hvordan jeg skal manifestere mig selv i mine børn. Så jeg droppede alt med det gravsted, og jeg er fuldstændig ligeglad med det. Jeg er slet ikke bange for at dø, jeg tænker ikke over det, og jeg bruger min tid i nuet på, at mine børn skal kunne huske mig. At de skal kunne fortælle deres børn og børnebørn om mig. Hvis man føler, at man skal sætte noget som helst aftryk her i verden, så skal det være ad den vej.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte og Serier
Tilbage til toppen