Christel Pixi: "Livet går videre, selv efter den største sorg"

Den første tid

– Jeg levede mine første år i Køge med mor, far og lillesøster. Mine forældre var unge og eventyrlystne, så da jeg var syv år, flyttede vi til Spanien. Jeg kom i en international skole og blev god til både spansk og engelsk, men fem år senere blev mine forældre skilt, og min søster og jeg rejste med min mor tilbage til Danmark.

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard arrangerede Karen Thisteds skilsmisse

– Min far flyttede til USA, så det var år, hvor alt normalitet blev splintret. Jeg følte mig anderledes i den danske skole og var ikke glad for det boglige, men tog alligevel en studentereksamen lidt for min mors skyld. Hun havde stået alene med os børn, så det var sådan en slags bevisførelse for, at hun havde gjort det godt. Mit forhold til min far var i øvrigt også fint, selvom vi kun sås et par gange om året og ellers talte i telefon. Børn har en stor tilpasningsevne, og de giver dem, de elsker, lang elastik.

Tiden lige nu

– Er uhyre spændende og meget travl. Jeg har brugt mange, mange timer på Vild med dans. Og elsket hvert sekund af det. Sideløbende er min seneste dessertbog, Sweetie Pie, udkommet, og det er præcis lige så spændende. Glæden ved at bage går helt tilbage til min barndom. Jeg fremstillede uendelige mængder af sandkager og marmorkager og brugte så mange æg og andre ingredienser, at det trak veksler på min mors tålmodighed – og økonomi.

– Under mine besøg hos min far og hans nye kone i USA opdagede jeg andre typer af kager f.eks. cheesecake, som senere er blevet det område, jeg virkelig boltrer mig i. Før bagning blev min levevej, havde jeg en årrække i modebranchen, og når der var events og opvisninger, manglede der tit lidt lækkert. Jeg bød ind med et tilbud om kager og supplerede med musik, fordi jeg også har været dj i mange år. Konceptet var nok lidt specielt, men det ramte noget rigtigt. Vupti var en ny karrierevej banet, og det, der startede som en smal sti, er nu en firesporet motorvej. Det går stærkt, men jeg kan lide at have travlt.

Min bedste tid på dagen

– Tidligere var jeg helt klart natteravn, for det følger med at være dj, men siden jeg blev mor, har det ændret sig. Nu elsker jeg de tidlige morgener, hvor jeg starter med et havnebad – uanset årstiden, inden jeg gør klar til hygge med Benny. Vi tænder stearinlys og spiser havregrød, scrambled eggs og får smoothie med jordbær og peanutbutter. Jeg har en kæmpehøj forbrænding og skal spise meget. Efter et godt måltid, som vi spiser stille og roligt, er vi begge klar og fyldt med energi til henholdsvis arbejde og børnehave.

Min bedste tid på året

– Foråret et en magisk tid, hvor ikke bare naturen, men også mennesker blomstrer op, når de kommer ud af hulerne efter vinteren. Men egentlig kan jeg også godt lide den mørke årstid med frost eller sådan en novemberdag, hvor det regner og rusker. Måske er det et tegn på, at jeg bliver ældre, for som ung var det som om, sommer var der, alting toppede. Nu glæder jeg mig over hele cyklussen.

Min bedste tid i livet

– Der har været mange bedste tider i livet, men at blive mor overstråler alt. Før jeg blev gravid, arbejdede både jeg og Bennys far som dj’s, så det krævede overvejelser og en del snak om, hvorvidt vi kunne forene det med at være forældre. Når vi spillede rundt omkring på forskellige klubber om natten, gled det jo direkte over i fest, og det var en del af at være dem, vi var. Men så sker der jo det, når der kommer sådan en lille en, at man bliver mere end det, man var før.

LÆS OGSÅ: Eksperter om skilsmisse: Det ER muligt at gå fra hinanden på en god måde

– Livet får nogle andre prioriteter, og for mig har der ikke været noget afsavn ved at skrue ned for nattelivet. Nu er det mit primære job at bage, udvikle opskrifter og lave tv. Jeg er også stadig dj, men spiller sjældent natklubber, og når jeg gør, er det arbejde og ikke en personlig fest.

Den værste tid i livet

– Når der sker noget slemt, prøver jeg at se det som en nødvendig overgang til noget nyt. Som da Bennys far og jeg skiltes i foråret. Vi havde været sammen i 11 år, og det var svært at acceptere, at vi måtte splitte en familie, men til sidst var vi ikke de bedste udgaver af os selv. Heldigvis erkendte vi det tids nok til at bevare venskabet, så vi kan være gode fælles forældre for vores søn.

Hvis jeg havde en tidsmaskine

– Så ville jeg rejse tilbage til 20’ernes og 30’ernes USA. Slentre ind på en snusket bar og lytte til old school jazz og bluegrass spillet af nogle dygtige musikere. Og måske få serveret en drink, selvom der var alkoholforbud. Der er noget ved den tid, der fascinerer mig. En historie om mennesker som søgte sammen om en glæde ved musik, dans, flirt, fest og sådan en ”fuck i morgen, det er nu, vi lever-mentalitet”.

Om biddet fra tidens tand

– Jeg er ikke bange for at ældes rent visuelt, men det er vigtigt for mig at holde min krop stærk og sund. Af samme grund – og fordi jeg er vild med det – træner jeg flere gange om ugen, blandt andet crossfit, yoga og roning. Motionen plus en genetisk høj forbrænding giver mig frikort til at spise kager hver dag.

– Jeg har også en forkærlighed for morgenmadsprodukter som f.eks. Cheerios. Sådan en portion skal jeg have hver aften, men jeg spiser altså også bunker af sund mad. Og prøver at få min nattesøvn, men hvis jeg lige er i gang med at bage en kage, overhører jeg nemt den godnat-reminder, jeg har som app på min mobil. Så har jeg vist mit eget ”fuck i morgen, det er nu jeg lever-moment”.

Man siger, tid er penge

– Joh, det er vel sandt nok, og det mærker man især som selvstændig. Men jeg er så privilegeret, at jeg har gjort mine hobbyer til min levevej; kager og musik, så alting glider sammen. Med penge er det i øvrigt sådan, at jeg er tilpas ansvarlig til at få betalt faste udgifter, forsikringer og den slags, men jeg tænker ikke en hel masse på pensionsopsparinger og sikring af alderdom.

– Jeg vil rejse og se verden, mens kroppen kan klare det, og jeg har en drømmerejse-liste, hvor der f.eks. står Chile, Fransk Polynesien og Australien. Benny skal med, og vi har allerede været på rundrejse til små landsbyer i Mexico og løbet på løbehjul i New York. Rejser er helt sikkert det, jeg bruger flest penge på. Sammen med bageingredienser. Jeg går aldrig ned på mel, sukker, æg, nødder og smør.

Tiden læger alle sår?

– Det gør den uden tvivl. Livet går jo videre selv efter den største sorg. Jeg så engang et interview med en af de overlevende fra Utøya i Norge. Mens det forfærdelige mareridt stod på, prøvede hun at gemme sig i noget tæt bevoksning, og mens hun sad der og fuldstændig panisk krøb sammen, fik hun øje på en snegl, der stille og roligt mavede sig frem. Fuldstændig upåvirket af skyderier og terror.

LÆS OGSÅ: Silas Holst: "Jeg blev overrasket over mange af reaktionerne på, at jeg skulle danse med Jakob Fauerby"

– Sneglen var en form for normalitet, der gav hende håb. Hendes fortælling gjorde stort indtryk på mig, og jeg tænkte på det, da jeg – uden sammenligning i øvrigt selvfølgelig – blev skilt i maj i år. Det var en slags orkanens øje, men det skulle nok blive fint igen. Og det er det blevet. Jeg har det ok, og næste år ved denne tid har jeg det endnu bedre.

Den sidste tid

– Det er svært at forholde sig til, når man kun er 34 år, men der er ingen, der ved, hvor lang tid, vi får. Hele festen kan jo rinde ud i morgen. Pyh, det håber jeg ikke, for der er meget, jeg skal se og opleve. Først og fremmest skal jeg sætte mit præg på mit barns personlighed og fylde ham med kærlighed og rummelighed, som han kan give videre. Mere prosaisk vil jeg gerne skrive flere kage- og dessertbøger, lave workshops, hvor jeg bager med folk og også lave mere tv. Ikke bare Go’morgen Danmark, men hele programmer med bagning og måske i kombination med at rejse ud og møde dessertkokke fra hele verden.

– Jeg skal også blive ved med at danse. Gerne resten af livet for hellere blive en original, der drøner ud på dansegulvet med en rollator, end at være hende den sure henne i hjørnet. Alt i alt handler det om at blive ved at leve, indtil vejrtrækningen stopper. Insistere på at sætte glade spor og være tilstede. Der kan være noget trøstende i tanken om et nyt liv efter døden, men for mig føles det mere sikkert at fokusere på det, jeg har nu. Sådan 230 procent!