Hvis du savner nærvær fra din mand, kan disse råd hjælpe.
Foto: Rune Lundø Hvis du savner nærvær fra din mand, kan disse råd hjælpe.

Kys og nærvær

Disse 3 råd giver dig flere kys og mere nærvær fra din mand

Få konkrete råd, der fyrer op under parforholdet fra personlig rådgiver Daisy Løvendahl.

Af: Daisy Løvendahl, personlig rådgiver

KLUMME: Hvis du minder om mig eller de kvinder, jeg rådgiver, så savner du nogle gange nærvær. Du undrer dig over, hvorfor din mand ikke ser på dig, når du taler, hvorfor han ikke komplimenterer din kjole eller lægger mærke til, at du faktisk er en lækker sag. Du savner at være tæt på ham og føle dig som stjernen i hans univers, og du tænker med længsel på dengang, han ikke kunne slippe dig.

Rigtigt mange af de kvinder, som fylder mit samtalerum med deres tanker, beskriver en længsel efter mere nærvær. Efter at føle sig set, begæret, villet og elsket. Kald det nærvær, lidenskab eller opmærksomhed. Ordet er ikke så vigtigt. Det vigtige er længslen. Følelsen af, at noget er gået fra hedt til lunkent.

LÆS OGSÅ: Det lyder måske tosset, men disse spørgsmål kan gøre dig forelsket  

Igennem mange år har trenden inden for parterapi været, at man skal tale om sådan nogle ting. At man skal sætte ord på sine følelser og bede om det, man savner fra sin partner. Jeg har selv prøvet at se min mand dybt i øjnene og sige: Jeg savner nærvær fra dig. Desværre uden anden effekt end at han blev irriteret. Faktisk satte det gang i en hel lavine af forsvar og konkretiseringer af, hvad han allerede gjorde for mig. Min indskydelse var at forsvare mig tilbage, og så kørte spilledåsen.

Jeg lavede en basal fejl
En dag midt i denne velkendte sang gik det op for mig, at jeg lavede en fuldstændig basal kommunikationsfejl. Jeg talte simpelthen forbi min modtager. Han hørte mig bede om noget, som han syntes, han allerede gav mig. Han pointerede, at han altid laver kaffe til mig om morgenen og altid gerne vil have sex. Problemet var bare, at det ikke var det, jeg savnede. For mig er nærvær noget andet.

Min helt basale fejl var altså, at jeg ikke var præcis i mine ønsker, og at jeg i stedet for at bede om noget kom til at bebrejde ham.

Jeg bad om nærvær og fik kaffe eller sex, når det, jeg ville have, var dyb samtale og sensuel massage. Derfor besluttede jeg mig for at ændre min måde at tale på. I stedet for at sætte ham ned og sige, at jeg savner nærvær, siger jeg nu: I morgen vil jeg gerne have, at du putter børnene. Mens du gør det, laver jeg stuen hyggelig, og så vil jeg gerne have, at vi i en halv times tid taler sammen om det, der optager mig, inden du giver mig en massage. Når jeg taler sådan, svarer han altid: Ja.

LÆS OGSÅ: Her er de 7 grunde til, at han ikke skriver tilbage

Sæt ord på
Efter at have rådgivet mange kvinder og mænd om at kommunikere mere præcist og sætte ord på handlinger frem for følelser, har jeg oplevet mine klienter rapportere tilbage, at det også virker for dem. Jeg tror meget på, at de fleste mennesker gerne vil imødekomme dem, de elsker, hvis de ved nøjagtigt, hvordan de skal gøre det. Men hvis du beder om nærvær eller lidenskab uden at sætte ord på, hvad der giver dig den følelse, så sætter du din partner på en kæmpe opgave. Det er faktisk ikke ligetil at gætte, hvad andre oplever som nærvær eller lidenskab.

Så i stedet for at tale på en måde, hvor frustrationen i dig bliver til mere frustration hos din mand, så begynd at kommunikere på en måde, der gør det nemt for din partner at gøre det godt for dig.

Desuden kan det også være ret sjovt selv at få tydeliggjort, hvad der gør, at du føler dig set eller elsket ...

3 råd til kommunikation, der giver kys og nærvær

1. Vær præcis omkring, hvad du vil have
I stedet for at bruge begreber som 'nærvær' eller 'opmærksomhed' så stil ind på, hvad der ville give dig den følelse. Det er langt nemmere at give 5 kys, en massage klokken 21 i morgen eller en kop kaffe med samtale end "nærvær".

2. Fortæl, hvad du vil have, og ikke, hvad du savner
Når du fortæller din partner, at du savner noget fra ham, så fortæller du ham også, at han ikke gør det godt nok. Det skaber en lyst til at gå i forsvar. Så drop ideen om at fortælle, hvad du savner, og sæt i stedet ord på, hvad du gerne vil have.

3. Tal med tillid
Den største forhindring på vejen mod mere præcis og kærlig kommunikation er manglen på tillid til, at din partner hører dig. Så hvis du trænger til at skælde ud, sige fra eller råbe, så gør det. Når du dermed er fri for damp, kan du dagen efter, med tillid til at din partner vil dig det godt, begynde at tale mere kærligt om, hvad du gerne vil have.

LÆS OGSÅ: 3 råd, til dig der vil have en hverdag, du elsker

LÆS OGSÅ: 5 grunde til, at du taler grimt til dig selv i spejlet

LÆS OGSÅ: Sådan lærte Majbritt at tackle, at hun er særligt sensitiv

 

Daisy Løvendahl

Daisy Løvendahl er personlig rådgiver. Gennem samtaler assisterer hun med at mestre kærlighed, familie og karriere. Hendes baggrund er en kandidatgrad i filosofi og kommunikation samt certificering i coaching og styrkebaseret udvikling. Hun kombinerer coachingens spørgende tilgang med teoretisk viden i et samtalerum, hvor mødet er vigtigere end en metode. Udover at skrive arbejder Daisy med fotografiet som udtryksform og har haft 14 kunstudstillinger i ind- og udland. Læs mere på Daisylovendahl.dk.

Hun bor i København med sin mand og deres to børn.

Hende bog 'LEV – kunsten at mestre både kærlighed, familie og karriere' udkom 19. marts på forlaget INDBLIK.

Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold