Ulrik og Grethe har camperet det samme sted i 45 år - og de er slet ikke færdige

Når Ulrik Hauger i 1987 cyklede til arbejde, kørte han forbi Daells Varehus på Nørregade i København. 

Varehuset solgte telte, så Ulrik blev mindet om somrene på Tunø og på, at familien trængte til et større telt til deres ferier. Siden han og Grethe havde lært hinanden at kende i 1976, var to blevet til fem, og med tre sønner kunne det være trangt i det spidstelt, som de havde.

– Vores første telt var for kort, så mine fødder stak ud. Vores yngste, Bjørn, sov inde i teltet i sin barnevognsindsats, så vi andre måtte krumme os sammen, mindes 80-årige Ulrik med et smil.

En dag stod han af cyklen og købte villateltet i ”Dalle Valle”, som Daells Varehus blev kaldt.

– Det var store forhold, indskyder Grethe Hauger, der er 76.

I dag har de to god plads på teltpladsen med udsigt til Samsø. Havudsigten fejler ikke noget og kan nydes fra bordet uden for parrets telt, der har ståhøjde og 27 kvadratmeter under dug.

– Vi er gået over til glamping, siger Grethe med et skævt smil.

Slut med luftmadrasser og trange kår og ind med boksmadrasser, fjernsyn og udekøkken. Parret har solceller og mere luksus end før, men de skal fortsat op til de fælles bade- og toiletfaciliteter, og netop det sociale er årsagen til, at de bliver ved med at tage turen hertil fra lejligheden i Vejle.

Ulrik og Grethe har boet mange steder, men indtil videre har de hjemme i Vejle. De mødtes i Esbjerg, hvor de begge gik på pædagogseminariet og var med til at lave børneteater.

– Vi var regissører, og når forestillingen spillede, stod vi sammen i mørket.

Læste højt for alle børn

Ulrik ser på Grethe, der ser kærligt på ham, som hun siden også har delt alle de lyse stunder med. At de opdagede Tunø, skyldtes nogle venner, som lokkede flokken hertil. De faldt for roen og fællesskabet på teltpladsen, som de i mange år cyklede til. Også da de flyttede til København.

LÆS OGSÅ

Skal bestikket pege op eller ned i opvaskemaskinen?

Mange laver ubevidst denne fejl, der reducerer vaskeresultatet.

– Vi havde ikke råd til andet end at cykle på ferie, så vi tog turen til Kalundborg og med færgen til Aarhus, hvorfra vi cyklede til Hou og sejlede med postbåden herover. Det, vi faldt for, var også, at vores børn aldrig stod i kø for at få penge af os, for der var ikke en s ... at bruge penge på, fortæller Ulrik.

– De fik en krone om dagen, så de kunne købe slik, og da det stoppede med, at de fik penge af os, var vi oppe på fem kroner, supplerer Grethe.

De fortæller om ferier med rundbold om aftenen for voksne og børn. Fællesmad, fællesbad og fællesskab.

– Vores børns generation havde altid nogen at lege med, og vi voksne legede også, når vi spillede petanque og hyggede os sammen, siger Ulrik.

Om aftenen læste Grethe højt for først sine egne børn, og siden kom der flere til.

– Jeg tror, at jeg læste højt for alle børnene på teltpladsen. De ville så gerne høre om ”Røverne fra Rold”, så når jeg mødte børnene på pladsen i løbet af dagen, spurgte de, ”Hvornår læser du højt, Grethe?”, for de ville ikke gå glip af noget, fortæller Grethe.

Da parrets tre sønner blev teenagere, ville de fortsat gerne med deres mor og far på telttur, for her på Tunø mødte de jo alle deres sommervenner.

– Vagn, der stadig passer teltpladsen, lavede en bålplads et stykke væk fra pladsen her, så man ikke kunne høre de unge om aftenen. Det kunne man til gengæld, når de gik hjem derfra og skulle igennem hele teltpladsen. Så løb jeg ud af vores telt og tyssede på dem. I dag sover jeg helt roligt, erklærer Ulrik med et smil.

Familien samles

De gode minder står i kø for at blive fortalt, men både Ulrik og Grethe erkender også, at flere dage med regn er en udfordring i et telt på en lille ø.

– Så kan man godt blive træt, siger Grethe.

Så tager de en tur hjem til Vejle og kommer tilbage, når solen skinner, og i uge 28 er de altid på plads.

– Så kommer hele familien. Vores tre børnebørn er også altid med. Den ene holdt ferie her med os, indtil han var 18 år, og det er vi jo rigtig glade for, siger Grethe.

I dag er familien blevet for stor til, at alle kan sove i samme telt, så børnene bor enten i eget telt eller lejer et sommerhus. Ulrik og Grethe har også afprøvet en ferielejlighed, men det var ikke noget for dem.

– Vi vil da have del i det sociale liv, erklærer Ulrik.

Han nikker mod teltet, pladsen, udsigten til Samsø og den lille Tunø-færge, der bakker i havn flere gange om dagen netop ud for Ulrik og Grethes telt.

– Jeg kan sidde her i timevis, siger Grethe.

Når hun rejser sig, er det gerne for at gå en tur rundt om på øen. Dyrelivet fascinerer hende med salamandere, tudser, guldsmede og de orkidéer, som hun har set i skoven, der på Tunø kaldes ”Junglen”. 

Ulrik er glad for at lave mad, så måske gør han middagen klar, mens hans kone går tur, og måske går han med. Der er ikke så meget, de skal, og det er hele pointen med at være her på Tunø. Ulrik sammenfatter det sådan her:

– Bare ved tanken om Tunø falder min hvilepuls til 25.

LÆS OGSÅ

"Jeg var hans elskerinde i 20 år. Til sidst kørte jeg hjem til ham"

Jeg elsket ham og ønsket så inderlig at det skulle bli oss to. Derfor trodde jeg på alle de gode grunnene han ga meg for ikke å kunne forlate kona.