Anette mistede sit livs kærlighed - men med små skridt fandt hun tilbage til sig selv

Efter næsten 50 år sammen mistede Anette sin livsledsager, og det ændrede hendes liv. Med små skridt har hun fundet tilbage til hverdagen og ser igen lyst på fremtiden med en accept af sorgen som en evig følgesvend.

hjemmet logo farve

På Anette Sørensens kommode står et stearinlys. Hver aften brænder det til minde om hendes mand Bjarne, som hun mistede for lidt over fire år siden. Anette mødte Bjarne som 18-årig, og de nåede at være sammen i 47 år og gift i 45, inden han døde af lungecancer. 

Hun beskriver tabet som at miste en del af sig selv, da de havde delt næsten hele hendes voksenliv.

– Bjarne var en stor del af mit liv. Igennem hele livet har vi haft så meget sammen i form af børn, børnebørn og fritidsinteresser, hvor vi opdrættede heste, så da Bjarne døde, opstod der et kæmpe tomrum. 

Jeg vidste godt, det ville ske, men alligevel følte jeg mig helt lammet. En ting er, hvad hjernen forstår, noget andet er, hvad hjertet vil acceptere, siger 65-årige Anette Sørensen.

Et lille års tid, inden Bjarne døde, fik han konstateret lungecancer i stadie fire. Efter flere år med KOL, der udsprang af astma, begyndte Bjarne pludselig at hoste meget, og en scanning afslørede en tumor og metastaser i den ene lunge. Efter næsten 11 måneder med livsforlængende behandling døde Bjarne, og i tiden efter var Anette for det var meste omgivet af børn og børnebørn.

– På det punkt er jeg et virkelig heldigt menneske, men det udfyldte bare ikke det, der skete inde i mig. Det hele var så uvirkeligt og mærkeligt og meget tomt, også selvom familien var omkring mig. 

De gav mig en masse kærlighed, og det gør de stadig, men det bliver aldrig den slags kærlighed, jeg havde med Bjarne, som jo var noget helt unikt mellem os.

Skulle finde sig selv

Efter Bjarnes bisættelse mærkede Anette, at hendes normalt stærke person begyndte at forsvinde ind i sorgen. Timerne i sofaen med tungsind blev overvældende, så hun kontaktede Kræftens Bekæmpelse og talte med en psykolog. 

Psykologen beskrev sorgen som en kasse, Anette befandt sig i, mens livet forsatte udenfor. Hun kunne ikke komme ud endnu, men det skulle nok komme. Med små skridt.

– Jeg er stærk af natur og har meget at leve for, og jeg ved, at Bjarne ikke ville ønske, at mit liv gik i stå. Alligevel var starten svær, for hvem var jeg uden ham? Jeg tumlede rundt i følelserne: på den ene side ville jeg gerne være sammen med nogen hele tiden, og når jeg så var det, ville jeg bare gerne hjem.

Anette beskriver sorgen som en følelse af at være blytung i kroppen. Så tung, at hun følte, at hun nærmest ikke kunne løfte armene eller holde sit hoved oprejst. En overgang føltes det som om, at livet gik videre for alle andre end for hende.

Anettes bedste råd til andre i sorg

  • Sørg som du vil, og så længe du vil. Det er kun dig selv, der kan føle, hvordan du har det.
  • Forvent ikke at andre kan forstå, hvordan du har det, før de selv har prøvet det samme.
  • Opsøg hjælp, hvis du føler, du synker ned i et sort hul. En sorggruppe kan være et sted, hvor mødet med andre i samme situation kan give forståelse og accept.
  • Rejs dig og gå ud i verden, når du føler dig klar. Mødet med venner og det sociale liv giver følelsen af, at livet ikke er gået i stå.
  • Meld dig ind en sorggruppe. Det kan virke helende at dele sorgen med ligesindede.

– Folk kunne godt forstå, at det var hårdt, og mange var søde til at spørge, mens andre gik lidt under jorden. Det måtte jeg acceptere, for alle håndterer dødsfald forskelligt, og man kan ikke forvente noget bestemt af nogen. 

Alligevel kunne jeg nogle gange føle, at folk hurtigt mistede interessen, og at livet gik videre for dem, mens jeg blev tilbage. Jeg vidste dog med fornuften, at deres liv også bestod af arbejde, børn og egne problemer, og at mit tab ikke kunne fylde hos dem hele tiden. Folk kan ikke blive ved med at forholde sig til en sorg, de ikke selv har oplevet.

Anette hørte tilfældigt om en sorggruppe i den lokale kirke, og her fandt hun et fællesskab.

– Det var en trøst for mig at høre, hvordan de andre håndterede sorgen, og at jeg ikke var alene. Jeg kunne dele mine tanker og spejle mig i deres erfaringer, fortæller Anette, der efter et halvt år følte sig bedre i stand til at være i sorgen, og derfor ikke længere havde brug for sorggruppen.

Anette valgte dog at beholde kirken i sit liv. Kirkerummet virkede meditativt, og samtidig kom tankerne om tiden efter døden.

– Jeg er ikke opdraget mere kristent end at bede fadervor, men efter Bjarnes død kom spørgsmålet, om der er noget bagefter. Er han virkelig bare væk, eller er han et sted? Det blev jeg nødt til at tale med nogen om, og det kunne jeg gøre i kirken. Døden gør livet tvivlsomt, men troen på, at der er noget bagefter, er blevet en trøst for mig.

Hjemløs kærlighed

Sidste år i november var der gået fire år, siden Anette mistede Bjarne. Hun er flyttet fra deres fælles hus til Nyborg, hvor hun tidligere har boet, og her har hun fået kontakt til tidligere veninder og har fundet nye aktiviteter at bruge tid på.

– Min ældste datter mindede mig om, at ingen kunne se, hvor ked af det, jeg var, så jeg måtte selv tage initiativ til at komme ud blandt andre. 

Da jeg flyttede, begyndte jeg til gymnastik, deltog i en læsekreds, og meldte mig ind i Menighedsrådet. Mit sociale liv med veninder og cafébesøg gør, at jeg ikke føler, at alt er gået i stå, fortæller Anette, der også har fået en hund, der sætter liv i huset.

I dag oplever hun sorgen anderledes end lige efter Bjarnes død. Den er blevet mere mild og stille, og hun har accepteret den som følgesvend – og at skæbnen ville, at hun skulle forsætte livet alene.

– Jeg ser lyst på fremtiden, men det ændrer ikke på, at tabet af en ægtefælle giver en særlig ensomhed. Pludselig er der ikke længere noget ”vi”, kun ”jeg”. Jeg kan sidde midt i et selskab og mangle ham, og ensomheden kan ramme, når jeg kommer alene hjem, fordi han ikke længere er der til at dele oplevelserne med, beskriver Anette.

Det er vigtigt for hende at holde minderne om Bjarne i live. Derfor tænder hun lyset om aftenen og går jævnligt på kirkegården for at besøge hans grav. Mest berørt bliver hun, når billeder eller videoer med Bjarne pludselig dukker op på telefonen.

– Når jeg hører hans stemme, er han lige der. Det påvirker mig, men det er også godt at høre så jeg husker hans stemme. Sorg er kærlighed, der er blevet gjort hjemløs.

Man ved ikke længere, hvor man skal rette den hen, når man mister.

5 gode råd til dig, der er i sorg

  1. Lad sorgen fylde – undgå ikke dine følelser, men mærk dem, så du kan forstå, hvad der er sket. Ingen følelser er forkerte eller farlige, heller ikke sorg eller vrede. Start i små doser, hvis det føles uoverskueligt.
  2. Mindes den, du har mistet – find måder, der føles gode for dig, fx ved gravstedet, med et billede eller ved at bære vielsesringen i en halskæde. På den måde får du den mistede med videre på en god måde.
  3. Hold kontakt og kom ud – sociale aktiviteter som fx en kaffeaftale, yoga eller en biograftur giver støtte og frirum fra sorgen.
  4. Øv dig i at være alene – lav aftaler med nogen, du kan ringe til, hvis det bliver svært, og tillad dig selv at mærke sorgen og savnet.
  5. Opsøg hjælp, hvis sorgen føles uoverskuelig – terapi kan give det skub, der er brug for til at få hverdagen til at fungere igen.

5 råd til dig, der er pårørende

  1. Spørg ind og lyt – vær nysgerrig på situationen, men lad personen tale mest: hav større ører end mund.
  2. Husk at sorgen ikke forsvinder – den er et livsvilkår for den, der har mistet, så spørg ind, også måneder eller år efter.
  3. Hold igen med de gode råd, medmindre du bliver spurgt – råd kan hæmme en samtale mere end de hjælper.
  4. Tilbyd praktisk hjælp – midt i sorgen kan det virke uoverskueligt at lave mad eller få støvsuget, så en hjælpende hånd kan være en stor lettelse.
  5. Skab sociale kontakter – tag med til arrangementer, ring eller besøg spontant: små sociale initiativer kan give støtte og afledning.