Hun har dansk films fremtid i sine hænder

Vinca Wiedemann, 55, er rektor på Filmskolen, der har udklækket mange store talenter, og har på sin vis en stor rolle i, hvordan dansk films fremtid kommer til at udforme sig.

Lige for tiden er jeg simpelthen så optaget af mit nye arbejde. Så meget, at jeg for nylig skrev en statusopdatering på Facebook om, at nu havde ferien varet længe nok. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på Filmskolen i min sommerferie. Jeg glæder mig meget til at føre den ind i fremtiden. De første måneder brugte jeg på at kigge mig omkring, tale med folk og mærke skolen. Nu har indtrykkene bundfældet sig, og toget kører for alvor. Jeg har lavet mange forskellige ting i mit liv. Jeg er uddannet filmklipper, men har også arbejdet som producer, manuskriptforfatter, spillefilmskonsulent, underviser og som leder af en talentudviklingsordning. Jeg oplever, at det job, jeg har fået nu, opsummerer alt det, jeg har lavet indtil nu. Når jeg kigger tilbage, er det, som om det hele har peget hen imod, at jeg skulle være rektor her en dag. Jeg har omsider fundet min plads.

Jeg synes altid, at der har været en retning i min karriere, men der har ikke altid været et mål. De vigtigste beslutninger i mit arbejdsliv har jeg taget, fordi andre har fået ideen. Nogen har prikket mig på skulderen og har foreslået, hvad jeg skulle gøre. Som regel har jeg med nærmest usvigelig selvsikkerhed sagt: "Nej. Det tror jeg ikke er nogen god idé." Men så har jeg tygget på det og fundet ud af, at det var det nok alligevel. Det har været afgørende for mig, at andre tydeligt har kunnet se, hvad der ville være godt for mig.

Det begyndte, da jeg var en helt ung filmklipperspire. Dengang var klippeuddannelsen meget ny. Filmskolen blev anset som en skole, man gik på, hvis man ikke kunne få arbejde. Jeg havde masser af arbejde og syntes ikke, at jeg behøvede at gå der. En aften var jeg på Café Dan Turèll, hvor jeg mødte filmklipperen Anders Refn. Han var en af mine mentorer på det tidspunkt, og jeg havde været assistent for ham. Det var kort inden ansøgningsfristen på Filmskolen det år. Han spurgte, om jeg ville søge ind, og jeg svarede, at det havde jeg ikke tænkt mig, for det gik jo så godt. Så kiggede han på mig og sagde, at det var det værste vrøvl, han længe havde hørt. Han skældte mig ud og sagde, at jeg måtte være klar over, at jeg kunne klippe film resten af mit liv, men at jeg på Filmskolen ville lære alt det, jeg ikke kunne lære ved at klippe. Bagefter løb jeg stortudende ud af værtshuset, skyndte mig hjem og skrev en virkelig dårlig ansøgning. Men jeg kom ind. Hvis ikke jeg havde mødt Anders Refn den aften, havde mit liv set helt anderledes ud. Den selvsikkerhed, jeg havde der, er jeg ikke stolt af. Siden håber jeg, at jeg er blevet bedre til at lytte til gode råd.

Jeg er nok som gennemsnittet af narcissister. Inderst inde tror jeg rigtig meget på mig selv, men jeg er alligevel let at slå ud. Når jeg står i en valgsituation, skal der ikke meget til, før jeg tænker, at jeg nok ikke dur til det. Jeg kan være en frygtelig kryster. Det irriterer mig, at jeg har haft let ved at give op. Fx er jeg ked af, at jeg holdt op med at synge. Jeg kommer fra en familie, hvor arbejde og fritid har været en og samme ting. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at pleje et kreativt talent som fritidsbeskæftigelse. For mig har kreativitet været forbundet med arbejde. Det synes jeg er dybt åndssvagt nu. Jeg beundrer folk, der har et 9-17-job, som mest handler om at tjene penge til dagen og vejen, men til gengæld synger i kor eller går til tango i deres fritid. Det har jeg aldrig formået. Jeg har altid været en nørd, der bedst har kunnet lide at gå på arbejde.

En af de vigtigste ting, jeg har lært af mine forældre, er at klare mig selv. De var ikke særlig meget til stede i min barndom. Jeg følte mig meget alene. Jeg skulle finde ud af det meste selv på godt og ondt. De troede bestemt på mine evner, men vi var også en familie, hvor evner betød meget. Jeg har fået noget selvtillid med i bagagen af den grund, men jeg har vist også fået det modsatte. På den lange bane er jeg nok blevet hærdet af det. Samtidig har jeg tænkt, at der kun var én ting, der ville være værre, og det var, hvis min mor havde gået hjemme. Det ville have været en katastrofe. Hendes interesse lå ikke der. Hvis hun skulle have kørt alle sine ambitioner og vilde lyster i livet af på mig, var det gået galt. I sidste ende tror jeg, det var godt, at hun gjorde, som hun gjorde.

Jeg hører til dem, der godt kan lide happy endings på film, fordi jeg ved, at jeg selv dør til sidst. Det er forskelligt, hvornår mennesker i deres liv får døden ind på tæt hold. Nogle gør det for tidligt. Men jeg vil også mene, at nogen gør det for sent. Jeg oplevede først døden tæt på i mine 20'ere. Jeg følte instinktivt, at der var noget, jeg ikke vidste om livet, før jeg vidste noget om døden. Der er nogle ting, man har et lidt umodent forhold til, før man forstår, hvilken tragedie døden er. Døden er ukendt land, og det er højst mærkværdigt, at livet en dag er forbi. At vi alle ubønhørligt nærmer os afslutningen. På den anden side ville alt andet være ulideligt.

Jeg vil gerne leve med hjernen i behold længst muligt. Det er det vigtigste. Men jeg bryder mig ikke særlig meget om at tænke på det. Jeg ved ikke engang, om jeg har lyst til at blive gammel, men jeg forestiller mig, at jeg bliver det, for det gør vi i min familie. Jeg tror, jeg får det frygtelig svært, hvis jeg ikke kan blive ved med at arbejde. Jeg kan være bange for, at min verden bliver lille, og at jeg kommer til at føle mig usynlig. Min mor er 88 år og stadig meget vital og sulten på livet. Hun er også stadig erhvervsaktiv som forfatter og sexterapeut. Det kan gøre mig misundelig, fordi jeg ofte føler mig ældre end hende. På den anden side er hun et kæmpe forbillede. Hun har vist mig, at man sagtens kan være levende såvel kropsligt som i hovedet uanset alder. Også selv om man mister førligheden og må sidde i kørestol.

LÆS OGSÅ: Bag om modefilmen, du kommer til at tale om i 2015

LÆS OGSÅ: Natasja Crone: I perioder har jeg virkelig været hårdt ramt af skyld og skam

LÆS OGSÅ: "Jeg lever fint med, at jeg oftest ser min søn efter kl. 17"