I min bekendtskabskreds var der for mange år siden et forældrepar, som sagde nej til at tage deres nyfødte baby med hjem fra hospitalet, da det gik op for dem, at barnet havde Downs Syndrom.
Det skabte selvfølgelig stor opstandelse i krogene. Hvordan kunne de dog gøre det? Havde de ikke masser af menneskelige og økonomiske ressourcer til at klare at have et handicappet barn? Alle os der så det udefra var selvfølgelig hurtige til at dømme dem og forsikre os selv og hinanden om, at vi selvfølgelig ville elske vores barn uanset hvad.
Men som du kan læse i vores interview på side 24, så er virkeligheden ofte ikke altid helt så nem og entydig.
I et meget ærligt interview fortæller Mette Bau om den forbudte sorg og beskriver sine følelser, da hun fødte en døv datter. En sorg, der blandt andet fik hende til at ønske,
at hun kunne bytte barnet ud med et andet.
Der er ingen tvivl om, at et handicappet barn kan spolere drømmen om det perfekte og ukomplicerede liv. Pludselig står man over for helt andre udfordringer, end om barnevognen skal være fra Emmaljunga eller Stokke. Og frygten for at man får et ulykkeligt liv melder sig.
Parret, jeg kender, valgte at bortadoptere barnet. Det virker som en uforståelig handling for de fleste. At de ikke kunne se barnet som et lille menneske, de ville få meget glæde af. For slet ikke at tale om det principielle: Man tager naturligvis ansvar for de børn, man vælger at sætte i verden – uanset hvordan de udvikler sig. Og Mette Bau gik da også fra sin mørke sindstilstand til i dag at være lykkelig for sin datter.
God læselyst med hele bladet.
