Kendte om: Den første gang...

DEN FØRSTE GANG…

…jeg mødte min mand

„Første gang, jeg mødte min nuværende mand Flemming, var for 16 år siden på Jazzhouse i København. Vi havde aldrig set hinanden før, men vi syntes, at hinanden så rigtig søde ud. Flemming var lige kommet hjem fra nogle jobs i Caribien, hvor han havde spillet som perkussionist. Jeg havde mistet stemmen og kunne kun pippe og gestikulere – jeg må i enhver mands øjne må have været drømmekvinden… altså fuldstændig tavs! Dog kunne jeg kvække en enkelt ting, nemlig navnet på en af verdens største perkussionister, Paulinho da Costa, og det gjorde et voldsomt indtryk på ham. Jeg var ellers så ked af, at jeg ikke kunne sætte gang i mine for nogen så velkendte talegaver for at gøre et godt indtryk.

Siden da har jeg åbnet for de verbale sluser, og hver gang jeg er lidt for aktiv på stemmebåndet, kigger Flemming drømmende på mig og tænker tilbage på den skønne aften på Jazzhouse, hvor jeg kun nikkede, og vi dansede sammen – og jeg fik en Fernet Branca til halsen!“

Jacqueline Friis-Mikkelsen, administrerende direktør for modelbureauet Unique Models

DEN FØRSTE GANG…

…jeg var på et grønlandsk værtshus

„For to et halvt år siden var jeg i Grønland og sejlede blandt andet rundt på østkysten med Søværnets skib „Vædderen“. En dag var der et hul i det faglige program, og vi besluttede os for at benytte fridagen til at tage ind til byen Sisimiut. Da der ikke var meget at se i byen på en søndag, valgte vi at drikke en eftermiddagsøl på værtshuset „Billardklubben“. Da vi var kommet tilbage til skibet, der lå uden for kaj et godt stykke ude i havet blandt de smukke isbjerge, kom der pludselig fire grønlændere roende i en lille båd ud til skibet. De ville bare lige aflevere min mobiltelefon, som jeg havde glemt på værtshuset! Det syntes de ansatte på skibet var vildt morsomt, så de forærede mig en nøglesnor med Søværnets logo på, så jeg altid kan holde styr på min telefon!“

Ida Auken, Folketingspolitiker, medlem af SF.

DEN FØRSTE GANG…

…jeg lavede risalamande til 400 personer

„Jeg var ikke meget mere end netop lige fyldt 15 år og havde været i kokkelære i et par måneder, da det blev jul. Vi havde et stort arrangement på 400 gæster, som skulle have risalamande, og jeg blev sat på opgaven. Jeg havde flere gange tidligere håndteret en mindre mængde risalamande og vidste jo, at det kunne tage et pænt stykke tid at piske så meget fløde, som jeg skulle bruge til de 400 portioner. Derfor fik jeg den idé at komme kogte ris, sukker, vanilje og piskefløde op i den 75 liter store rørekedel på én gang og piske alle ingredienserne sammen, for ligesom at lette arbejdet... men så let er det altså ikke at lave risalamande, skal jeg hilse og sige… Jeg endte op med en stor klistret, smørlignende klump på 41 kg – det var komplet uspiseligt.

Min spanske køkkenchef blev rasende, og med hans højde på omkring 1,45 meter havde han næsten samme størrelse som risklumpen, men dog en ganske anden farve i ansigtet… Jeg har siden da forfinet min opskrift på risalamande!“

Morten Heiberg, dessertkok

Se flere kendtes historier på næste side...

Læs også: Patty Hearst: Fra millionærdatter til bankrøver

DEN FØRSTE GANG…

…jeg sku’ på scenen som stand-upper

„Første gang jeg gik på scenen som stand-upper, var i 2002 på Kulcafeen i København. Jeg havde kun optrådt én gang før, og det var til mine venners barnedåb, men det var gået så godt, at de opfordrede mig til at prøve det af. Da jeg kom ind på Kulcafeen, fandt jeg ud af, at jeg skulle på scenen efter selveste Anders Matthesen, som jo er en af de allerbedste komikere, vi har i Danmark. Jeg var simpelthen ved at skide i bukserne af skræk og var rystende nervøs. Jeg sad i et rum sammen med de andre komikere og ventede på at komme på scenen, men der var ingen, der hilste på mig eller talte til mig. Det viste sig senere, at de alle sammen troede, at jeg var kæreste med en af stand-upperne, og at de ikke anede, at jeg skulle optræde. Da jeg endelig kom på scenen, var publikum simpelthen så glade og begejstrede, fordi Anders

Matthesen lige havde været på og givet et fantastisk show, så de følte allerede, at de havde fået noget for pengene. Stemningen var helt vildt god. Jeg kan ikke huske noget som helst af, hvad jeg sagde, men det gik virkelig godt, og det kan jeg også takke Anden for. Han var rigtig sød og gav mig en masse komplimenter bagefter. Hvis det var gået dårligt den aften, er jeg sikker på, at jeg aldrig nogensinde havde stillet mig op på scenen igen.“

Vicki Berlin, skuespiller og komiker

DEN FØRSTE GANG…

…jeg interviewede en kendis

„Første gang jeg skulle lave et interview, boede jeg i Berlin. Jeg delte lejlighed med en pige, der gik til Berlinalen, og jeg læste i hendes program, at der var premiere på en ny dansk film af Søren Kragh-Jacobsen, nemlig „Mifunes Sidste Sang“. Så jeg ringede til hans kone og sagde, at jeg nærmest havde en aftale med en dansk avis om, at de nok gerne ville bringe mit interview, hvis han var interesseret i at mødes. Og så ringede jeg bagefter til avisen og sagde, at jeg nærmest havde en interviewaftale med Søren Kragh-Jacobsen. Ingen af delene var som udgangspunkt sande, men heldigvis sagde både Søren Kragh-Jacobsen og avisen ja.

Jeg kunne kun få billet til den allersidste forestilling kl. 1.30 om natten sammen med en masse tyskere, der i øvrigt var helt vilde med filmen. Den vandt efterfølgende Sølvbjørnen, så det var ret heldigt, at jeg havde fået aftalen i stand inden, for ellers tror jeg ikke, at interviewet ville være blevet til noget. Vi skulle mødes på Hotel Intercontinental, men jeg var lidt befippet og kunne ikke helt huske, hvordan han så ud, så jeg hilste på op til flere mænd med blondt krøllet hår. Det viste sig, at han også havde hilst på samtlige unge piger, han havde mødt i foyeren, for vi havde faktisk ikke fået talt om, hvordan vi kunne genkende hinanden. Jeg havde taget to stearinlys med, fordi jeg syntes, det passede godt ind i hele Dogme-konceptet, som filmen jo var lavet efter. Men det føltes egentlig ret åndssvagt at sidde der med to stearinlys i et fuldt oplyst lokale på Hotel Intercontinental! Til gengæld syntes jeg bagefter, at jeg havde fået et fint og helt unikt interview, hvor han blandt andet fortalte mig, at de havde brugt A38 til at male huset i filmen med, fordi Dogme-reglerne jo dikterede, at man kun måtte bruge de remedier, man havde i forvejen. Den detalje kunne jeg så genlæse i et andet interview, som han havde givet til en anden journalist, så det var nok mest mig, der syntes, at interviewet var så unikt.“

Lotte Hansen, politisk kommentator.

Læs også: Mød 10 verdensberømte danskere