Den franske ambassadør: “Jeg har aldrig hentet mine børn fra skole, og der var meget sorg forbundet med at finde ud af det”

François Zimeray har besøgt nogle af verdens ­farligste lande som menneskerettigheds-ambassadør for Frankrig. Han har set og oplevet ting, som i en periode helt fik ham til at holde op med at grine, og som fik andre til at græde, når de hørte ham fortælle om det. Til sidst ønskede han, også for sin families skyld, at lukke det kapitel i sit liv, og i 2013 kom han så til Danmark som nyudnævnt ambassadør for sit land. Her, tænkte han, i dette lille, fredelige land, kunne han lægge alle de grusomme oplevelser fra verdens brændpunkter bag sig. Men nej. Det blev i Danmark, han for alvor så døden lige i øjnene.

Den elegante og meget venlige ambassadør, som hele Danmark kom helt tæt på, fordi han var til stede under terrorangrebet på Krudttønden og efterfølgende fortalte om sine tanker og oplevelser i den forbindelse, kommer 15 franske minutter for sent til interviewet. Pardon! Men det glemmer man hurtigt, når han først begynder at tale. Han er usædvanligt indtrængende og eftertænksom og meget fokuseret på at belægge sine ord på den helt rette måde. Det er somme tider svært for ham, for selvom han taler flydende engelsk, er der alligevel ord undervejs, som han bliver i tvivl om. Er det nu den helt rette måde at sige præcis det, han tænker? I stedet for bare at fortsætte, griber han hver gang sin telefon og slår op i ordbogen. Ah, oui, sådan siger man det. Netop François Zimerays evne til at være på og trænge igennem med sine budskaber er noget af det, danskerne har lagt mærke til. Ambassadørens ord og nærvær fik nemlig utrolig stor betydning, da vores lille land blev ramt af terror i februar 2015, og danskerne har i høj grad "givet ­tilbage" ved de alt for mange lejligheder, hvor Frankrig er blevet ramt af terror. Blomster ved Den Franske Ambassade, mindehøjtideligheder og usvækket turisme til Frankrig er blot nogle af de ting, der har bundet vores to lande tættere sammen. Så tæt, at François har ønsket at forlænge sin tid i Danmark med et år.

– Jeg kan godt lide at være her. Jeg kan godt lide danskerne. Og jeg kan godt lide den måde, I har bygget det danske samfund op på.

Så kort kan det siges, og det fra en mand, der aldrig nogensinde havde været i Danmark, inden han kom hertil som ambassadør.

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

Hvad vidste du om Danmark, inden du kom hertil?
– Jeg kendte ikke Danmark, må jeg indrømme, men jeg vidste selvfølgelig, at I flere gange er blevet kåret som det lykkeligste folk i verden. Min første kontakt med Danmark var en dansk ven, jeg havde i gymnasiet. Han var en meget sød fyr, åben og behagelig at være sammen med. Og nu, hvor jeg ved mere om ­danskerne, kan jeg se, hvor dansk han var. Alle de kvaliteter, jeg så i ham, ser jeg i det ­danske folk. Ligefremhed, enkelhed i ­menneskelige relationer, venlighed, respekt og ­sofistikerethed. Og det er sjovt, for jeg ser præcis de samme kvaliteter i dansk design.

– Jeres bedste ambassadør er ikke en person, det er jeres design. Og design bærer på værdier og beskeder. Dansk design er enkelt i linjerne, der er ikke mange ornamenteringer, der er afstemte farver, og der er en respekt for formerne, ergonomien, kurverne og materialerne. Det sofistikerede ligger i enkelheden, faktisk. På samme måde er danskerne meget sofistikerede. Jeg ved godt, at I ikke helt ser jer selv sådan, men jo mere jeg rejser, og jo mere jeg ­lærer om andre lande og kulturer, jo ­mere kan jeg se, at Danmark er et helt unikt og ­meget civiliseret land. Her er som udgangspunkt meget fredeligt, her er smuk natur, I har skabt succesfulde virksomheder og brands, I kan svømme i klart og rent vand i havnen midt i jeres hovedstad, og I kan gå fra arbejde klokken fire. Det er lykkedes jer at skabe en unik balance mellem arbejde og fritid. Mellem professionel tilfredsstillelse og selvrealisering.

Er work-life-balancen meget anderledes end i Frankrig?
– Jeg synes, I er bedre til at ramme den ideelle balance. Måske er vi i ­Frankrig gået for langt i den amerikanske ­måde, som er drevet af produktivitet. Værdierne i Danmark er langt hen ad vejen feminine i mine øjne. Og det er positivt ment. Her i landet er det helt normalt at se mænd trille med barnevogn, og det har fået mig til at indse, at de danske kvinder sat mændene fri. Drenge og mænd i store dele af verden er slaver af præstationsræset, men her har I sat mændene fri af det, og det beundrer jeg virkelig. Det er okay, at mænd ­også tager sig af børnene og de bløde værdier. Og når jeg ser de mænd bag barnevognene og ved skolerne om eftermiddagen, ­giver det mig samtidig et stik af personlig fortrydelse og bitterhed. Jeg har aldrig – ALDRIG – hentet mine børn fra skole, og der var faktisk meget sorg forbundet med at finde ud af det. Men det har simpelthen ikke været muligt for mig, jeg har ikke kunnet forlade mit arbejde tidligt nok til, at det kunne lade sig gøre, og sådan er det i langt de fleste samfund i verden. Det er noget, der kan lade sig gøre i de nordiske lande, og jeg synes virkelig, at I viser vejen på det område. Det skal I være stolte af.

LÆS OGSÅ: Soulshock mistede sin kone i en tragisk ulykke: “Det er vigtigt for mig at være åben om døden og sorgen”

François Zimerays egen familie tæller ægtefællen Karine, som driver et kommunikationsbureau i Paris, og to sønner på 13 og 19 år. Den ældste ­læser i Schweiz, og den yngste bor her i Danmark med sin far.

Hvordan får man work-life-balancen til at gå op med sådan en konstellation?
– Det kan godt være svært. Det er besværligt for min kone at tage frem og tilbage mellem Paris og København. Hun ser ikke vores yngste søn så meget, som jeg gør, men jeg tror, at den form for adskillelse er ganske normal nu om dage. Der er ­mange familier, som ikke er sammen i hverdagen. Min kone elsker også Danmark, og hun nyder, når hun lander i Københavns Lufthavn og kan tage metroen ind til centrum og være herhjemme på 20 minutter. Hun nyder den friske luft, og hun synes, det er skønt at kunne cykle rundt til alting.

Hvor ofte er hun i Danmark?
– Cirka hver anden uge.

Hvordan opretholder I et godt ægteskab på distancen?
– Det er et svært spørgsmål. Uha, nu bliver det seriøst...

Han holder en længere pause og tænker sig godt om.

– Hvert eneste ægteskab er en udfordring. Og distancen er altid en udfordring uanset livsstilen. Jeg ser ikke livet som jernbaneskinner, der bare strækker sig parallelt kilometer efter kilometer. Man kan ikke følges ad i alting hele tiden. Man er nødt til at...

Han stopper op igen.

– På fransk siger vi: "La vie n'est pas un long fleuve tranquille". Livet er ikke en stille flod. Og det er især sandt for ægteskaber. Det er kun i bakspejlet, man kan se, at ja, vi har været sammen i mange år, og vi har faktisk klaret det ret godt indtil nu. Før i tiden var det mig, der rejste meget, men nu er jeg her i dette smukke, lille hus det meste af tiden, mens min kone rejser. På den måde har vi været gode til at give hinanden plads.

Hvad sagde din kone til, at du gerne ville blive et år ekstra i Danmark?
– Hun føler sig hjemme i Danmark, så hun er glad for, at jeg tager et år mere, også selvom hun skal rejse meget.

Og din yngste søn?
– Han er dansk nu. Han var dansk tre uger efter, vi ankom her til landet, ha, ha. Han er også meget glad for at være her.

Ethvert kvindeblad med respekt for sig selv bliver nødt til at spørge en charmerende franskmand med glimt i øjet om, hvad han synes om de danske kvinder. Reaktionen udebliver da heller ikke.

– Ah – jeg elsker det spørgsmål!

Han slår en høj latter op.

– Men jeg var ikke forberedt på det...

Der følger en meget lang pause, hvor den eneste lyd i "Den dobbelte salon" i det Thottske Palæ er en fjern trafikstøj fra Kongens Nytorv.

– Jeg vil ikke undervurdere det spørgsmål, og jeg vil ikke komme med et let svar...

Pause igen.

– Jeg beundrer virkelig danske kvinder. I mine øjne er I unikke på den måde, at I er lykkedes med nå et højt niveau inden for ligestilling mellem kønnene. I mange danske kvinders øjne er ligestillingen slet ikke kommet langt nok, men i forhold til resten af verden er I kommet SÅ langt. Samtidig med, at I har opnået så høj en grad af ligestilling, har I bevaret jeres femininitet, og det er virkelig unikt. Jeg beundrer danske kvinder for at have opnået det. Jeg kan også godt lide danske kvinders sensitivitet, følsomhed og ærlighed. I virker, som om I er i harmoni med jer selv. Og så har jeg lagt mærke til, at danske kvinder elsker farven sort.

Han griner højt og kigger sigende på journalisten over for sig. Som er klædt helt i sort.

– Men sort klæder jer så godt, I har succes med at få sort til at være en glad farve. En let farve. Og så elsker jeg i øvrigt jeres sans for hygge og den mystik, der for mig – som en fremmed i Danmark – stadig er over danske kvinder.

I Danmark tænker vi på franske kvinder som meget sofistikerede, feminine, petit og på høje hæle, hvordan ser du danske kvinder i forhold til franske kvinder?
– Jeg vil ikke sige, at danske kvinder er mindre sofistikerede, det er en anden måde at være sofistikeret på. For jer går det sofistikerede hånd i hånd med det enkle. På ­samme måde som med jeres design. Der er noget sandt og ægte i jeres måde at klæde jer på. Jeg føler mig også meget rolig i selskab med danske kvinder. Måske hænger det sammen med den høje grad af ligestilling og den respekt, der er, på grund af jeres uddannelsesniveau og værdierne i samfundet. I Frankrig er kvinderne i højere grad nødt til stadig at slås for at nå høje positioner i samfundet og erhvervslivet.

Fra den hyggelige snak om kvinder bevæger samtalen sig videre til anledningen for interviewet. På søndag er det et år siden, Paris blev udsat for de terrorangreb, der var de mest dødelige i Frankrig siden 2. Verdenskrig. 130 mennesker blev dræbt og 352 såret i massakren, som rystede verden. Tankerne går tilbage til både dette angreb, angrebet i Nice i sommer og angrebet på avisen Charlie Hebdo, som fandt sted den ­7. ­januar 2015. Et skilt i et af den fine ambassadesalons vinduer bærer de ikoniske ord "Jeg er Charlie", og skiltet er ikke sat frem til lejligheden. Terroren ligger lige under huden hos den franske ambassadør. Både som repræsentant for sit land og som menneske.

LÆS OGSÅ: Dronning Anne-Marie: “Når man bliver ældre, bliver man klar over, at tiden flyver fra en”

Du har været i Danmark i nogle svære år for både Frankrig og Danmark, og du var i Krudttønden, da stedet blev angrebet. På hvilken måde har disse angreb påvirket dig?
– Jeg var ikke i Krudttønden tilfældigt. Jeg var der, fordi jeg følte mig committet til det, men det var ikke nogen nem ­beslutning, og jeg var blevet rådet til ­ikke at tage derhen. Efterfølgende er jeg også blevet kritiseret for at have ­været der. Jeg har fået at vide, at det ikke var et sted for en fransk ambassadør at ­være. Men jo, det var det. Jeg var meget glad for at tage derhen og mødes med aktivisterne, for jeg vidste fra mit tidligere ­arbejde som menneskerettighedsambassadør, hvordan livet er for en aktivist, og hvordan de fortjener opmuntring og beskyttelse. Jeg kendte også en af de aktivister, der skulle tale til arrangementet.

Han tager igen en længere tænkepause og ser meget alvorlig ud.

– Og hvad ændrede det så for mig? Det var et stort, stort chok for mig. Jeg forstod ikke straks, hvor stærk effekten af chokket var, det kom først måneder efter.

Hvordan husker du selve angrebet?
– Jeg lå på gulvet med ansigtet mod cementen. Lyttede til skyderierne. Kunne lugte krudtrøgen. Det var helt tæt på. Og lige der tænkte jeg, det er mit sidste øjeblik. Jeg dør. Den oplevelse deler jeg med alle, der var i det rum den dag. Kort efter så jeg en mand udånde. Finn Nørgaard. De minutter i Krudttønden ændrede mit liv og mit syn på livet for ­altid, og jeg ser de minutter som nogle af de vigtigste i mit liv. Samtidig føler jeg, at jeg deler oplevelsen og de minutter med alle danskere. Da jeg var barn, så jeg westernfilm med mine kammerater, og vi havde den her leg, hvor vi blandede blod, ligesom det gjorde i filmene. På samme måde føler jeg, at jeg blandede blod med alle danskere den dag i Krudttønden. Forbindelsen mellem Danmark, danskerne og mig kan ­ikke brydes, den er blevet meget, meget stærk.

Hvordan har det været at være væk fra Frankrig i løbet at de sidste par år, hvor landet har været så hårdt ramt af terror?
– Det har været med blandede følelser. Med chok, masser af sorg og ked-af-det-hed over, hvor vores land og verden er på vej hen. Men noget, jeg aldrig vil glemme, er det danske sammenhold og solidariteten med os franskmænd. Jeg så det allerede med angrebet på Charlie Hebdo, og jeg har oplevet det ved de efterfølgende angreb også.

På hvilken måde har angrebene ændret det franske folk?
– Det er for tidligt at sige. Der er angst. Der er sammenhold. Men der er også sprækker i sammenholdet, for alle har måttet vælge et standpunkt. Der var dem, der efter angrebet på Charlie Hebdo sagde: Jeg er Charlie. Og der var dem, der sagde: Jeg er ikke Charlie. Det skaber turbulens i et samfund.

François Zimeray rejser tilbage til Frankrig næste år og ved endnu ikke, hvad han skal lave.

– Og jeg vil helst heller ikke tænke på det, for det minder mig om, at jeg skal forlade Danmark, siger han med et lidt trist smil.

– Men jeg er jo nødt til at tænke over det snart. Måske skal jeg fortsætte i diplomatiet, måske skal jeg være advokat, måske skal jeg arbejde i erhvervslivet. Jeg kan lide at bygge ting op og se dem vokse, jeg er nok lidt af en entreprenør. Der er i hvert fald to ting, der er meget vigtige for mig i et job. Det ene er, at arbejdet skal give mening, jeg skal kunne se en ægte værdi i det, jeg laver. Det andet er, at jeg gerne vil udnytte min evne til at skabe forandringer.

Han stopper op.

– Lyder det arrogant? Det er i så fald ikke meningen. Jeg mener bare, at jeg kan lide at skabe forandringer, og jeg synes ­faktisk også, at jeg er god til det. Og jo, der er også en tredje ting, der er vigtig, og det er at bevare en forbindelse til Danmark.

Hvad glæder du dig til ved tanken om at rejse tilbage til Frankrig?
– Jeg elsker variationen i landskaberne i Frankrig. Jeg kørte fra København til Rødby for Team Rynkeby, og jeg har efterfølgende købt den cykel, jeg kørte på, så jeg drømmer nok om at tage min danske cykel med hjem til Frankrig og køre på den i de franske bakker. På den måde smelter Danmark og Frankrig sammen til et godt billede.

Og hvad vil du savne her i Danmark?
– De lange lyse aftener om sommeren, hvor man sidder og snakker og kigger ud over vandet. Jeg vil også savne den ro, jeg finder her. Og så selvfølgelig danskerne. Allermest danskerne. 

Danmark i billeder
François Zimeray tænker ­meget i billeder og tager ­mange fotos med sin telefon. Hvis han skulle beskrive Danmark i billeder, er det disse scener, der dukker op på hans indre lærred – og på hans iPhone.

Et simpelt arrangement af blomster i en enkel vase.

Solnedgangen over København på en sommerdag.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”