Den hysteriske patient
Foto: Flemming Gernyx

"Tror du ikke, det er noget, du bilder dig ind?" Jeg kiggede vantro på overlægen

Sundhedsvæsnet dømmer os hurtigt til at være hysteriske, mener debattøren.

"Tror du ikke, det er noget, du bilder dig ind?" Jeg kiggede vantro på overlægen, der havde stillet mig spørgsmålet.

"Øh, nej," sagde jeg. "Jeg tror slet ikke, jeg bilder mig noget ind. Det er helt usædvanligt for mig at have feber hele tiden. Og i øvrigt ..." jeg gjorde en bevægelse i retning af venteværelset. "så er det ikke fordi, det der med at sidde og drikke Ribena-saft med jeres klientel trækker så helvedes meget mere end at passe mit nye job."

De andre patienter var for de flestes vedkommende HIV/AIDS-ramte narkomaner. Gode folk, men jeg ville hellere være på kontoret end at hænge ud på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

"Måske ligner du heller ikke sådan en" udglattede den yngre læge i lokalet.

Jeg kiggede ned af mit jakkesæt og tænkte på, hvordan sådan en så kunne tænkes at se ud.

"Hvis det er noget," sagde overlægen så, underforstået: Hvis jeg imod forventning ikke bare var en kæmpe hystade, "så er det nok noget, du selv får bugt med."

Det var det så ikke.

LÆS OGSÅ: Smil til den næste småbørnsmor. Også til hende, der har stukket sit forbandede yngel en isvaffel for at overleve de næste fem minutter"

Efter adskillige besøg på Hvidovre Hospital, fæcesprøver med pakkepost og en spoleormskur, der om ikke andet havde underholdt store dele af Københavns Steno-apotek ved receptindleveringen, blev jeg sendt hjem med en grim omgang sneglefeber eller bilharziose, en parasit-infektion, jeg havde pådraget mig under en svømmetur i Malawi-søen.

Da jeg så TV2's dokumentar "De vaccinerede piger", tænkte jeg på episoden igen. Det er 12 år siden, men følelsen af afmagt over at blive afvist med henvisning til, at man ikke var rigtig klog, kan jeg stadig huske. At de to læger på Hvidovre Hospital ikke havde ret, var sådan set en ringe trøst, det resulterede i, at der gik flere måneder til og yderligere gener, før jeg fandt en bedre læge, der kunne stille en diagnose og specialimportere en behandling.

Jeg kan levende sætte mig ind i, hvordan pigerne, der er blevet syge, må have det, og ikke mindst hvordan deres forældre må have det efter at have rendt hovedet imod en mur i sundhedsvæsenet, nogle af dem i årevis. Afvisningen af dem som simulanter, ramt af en kollektiv massepsykose, og muligvis under behændig manipulation af antivaccine-aktivister, er så uværdig og urimelig, at jeg inderligt håber, at det får et politisk og juridisk efterspil.

Men det dækker over mere end, at sundhedsvæsnet kollektivt kaster sig hovedkulds ned i skyttegraven, så snart de hører ordet "vaccine". Det dækker over, at ret mange patienter i sundhedsvæsenet først - rent mellemmenneskeligt - skal bevise, at de ikke er dukket op hos lægen for at spilde hans eller hendes tid, før de har nogen som helst chance for at få behandling.

LÆS OGSÅ: "Man behøver ikke at have et kæmpe forbrug for at have et godt liv"

Og lad os sige det som det er. Mange af de piger, der er blevet syge, har køn og alder imod sig, og deres mødre har køn og moderskab imod sig. Det er 120 år siden Sigmund Freud offentliggjorde sine hysteri-studier. Men noget tyder på, at vi ikke er kommet helt så langt, som vi selv går og tror, for psykisk påfaldende kan man som bekendt hurtigt blive i sundhedsvæsenet.

I pigernes tilfælde er de påfaldende, fordi de dyrker sport, eller måske fordi de ikke dyrker sport. De er formentlig påfaldende allerede idet, de peger på vaccinen som mulig forklaring på deres lidelser. Ligesom jeg selv var psykisk påfaldende alene fordi, jeg dukkede op på Hvidovre Hospital og mente, at jeg nok havde en eller anden afrikansk parasit.

Jeg gad godt vide, hvor store økonomiske og menneskelige tab følger af, at ellers velfungerende mennesker, der passer skole eller job, familie og venner, skal modbevise forhåndstesen om, at de er nogle forkælede simulanter, der har en sygelig fiksering på lægens opmærksomhed. Hvor meget mere effektivt kunne sundhedsvæsenet blive, hvis lægestanden gjorde op med den kultur, med hvilken de indskrænker det psykologiske normalområde til stort set kun at omfatte sig selv? Tænk hvis udgangspunktet var, at patienten muligvis kendte egen krop og egne symptomer bedst? At når en forælder kommer og er bange for deres barns helbred eller liv som i nogle af tilfældene efter HPV-vaccinen, så er det mest sandsynlige ikke, at de helst vil have en pjækkedag fra kontoret? Men at der muligvis er noget om snakken?

Min farfar var læge og hans motto var; patienten har altid ret, og hvis vi ikke kan finde ud af, hvad han eller hun fejler, er det sikkert noget, vi ikke har opdaget endnu. Tænk hvor meget tid, sygefravær og penge, vi kunne spare, hvis den logik var den fremherskende.

LÆS OGSÅ: Debat om stressede jordemødre: Der er håb forude!

LÆS OGSÅ: 12 tip: Tæm din stress og bliv sund

LÆS OGSÅ PÅ VORESBORN.DK: Jordemødre: Vi har så travlt, at ting går galt

Fakta

Anne Sofie Allarp er 42 år gammel og mor til to dansk-spanske børn.

Hun er jurist, forfatter, journalist og vært på Radio24syvs udenrigsmagasin Datolinjen.

Hun har boet på fire kontinenter, besøgt 60 lande og er netop vendt hjem til Danmark efter en længere årrække uden for Danmark.

Anne Sofie Allarp skriver klummer om politik, køn og samfund for Alt for Damerne.

Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund