Derfor ender kvinder oftere i højresvingsulykker

Det er mandag den 24. juni 2013. Morgentrafikken er tæt i det store kryds i Aarhus, hvor Randersvej rammer Vejlby Ringvej. Klokken er lidt i ni, og Emilie Hage Mogensen er på vej på arbejde. Hun har sommerferie fra studiet i molekylær biologi på Aarhus Universitet og passer et sommerjob på kontoret ved Aarhus Akademi. Da hun cyklede hjemmefra, så det ud, som om himlen om lidt ville åbne sig i regn, så hun trak i sin grå regnjakke. Og klikkede cykelhjelmen på – som altid.

Emilie er vokset op i en rigtig ”cykelfamilie” og ejer ikke færre end tre cykler, to af dem er punkteret for tiden, så i dag okser hun op ad Aarhus’ stejle bakker på sin mountainbike med sort-hvide nistre.

Der er grønt lys. Og mens hun glider hen mod det store lyskryds, kører en lastbil op på hendes side. Den blinker til højre, mens Emilie skal lige ud. Hun har en fornemmelse af, at lastbilschaufføren ikke har set hende, så hun bremser ned, og da lastbilen gør det samme, tolker Emilie det som, at chaufføren nu har opdaget hende og holder tilbage, så hun fortsætter lige ud. I det øjeblik hun når op på siden af førerhuset, sætter lastbilen farten op. ”Ok, det her går helt galt,” når Emilie at tænke, mens hun i et forsøg på at undvige tager et skarpt sving væk fra lastbilen. Den rammer hende direkte på hoften, så hun flyver gennem luften og lander et stykke derfra på kørebanen. Hun banker hovedet i asfalten, men cykelhjelmen tager fra. Imens forsvinder hendes cykel ind under lastbilens hjul, og lastbilen nærmer sig hende. Det hele sker lynhurtigt. Emilies tanker stritter i flere retninger: ”Nu dør jeg,” tænker hun det ene øjeblik og ”Nej, jeg skal ikke dø endnu. Jeg klarer det nok,” det næste.

Lige før lastbilen rammer hende igen, bremser den. Emilie er ved bevidsthed, men i chok. En politibetjent, der tilfældigvis er ved lyskrydset, løber hen til hende, spørger hvad hendes navn og cpr-nummer er. Let omtåget svarer Emilie, men hun har svært ved at fokusere på andet end, at hendes finger bløder, fordi neglen blev revet af i farten. Kort efter kommer en ambulance, Emilie får en stiv krave om halsen og bliver forsigtigt lagt på en båre, før ambulancen med fuld udrykning sætter kurs mod traumecentret på Aarhus Sygehus. Hun har store, indre skader, og blodtrykket styrtdykker.

Flere kvinder end mænd
Alene i år har syv cyklister mistet livet efter at være blevet ramt af højresvingende lastbiler eller busser – og seks af de syv ofre var kvinder.

– Højresvingsulykker har en meget høj dødelighed i forhold til andre cyklistulykker. Lastbilschaufføren har jo ikke opdaget cyklisten og kører videre, og kommer du først ind under en tonstung lastbil, så er dine chancer dårlige. Ulykkerne foregår ofte inde i byen, så der er mange vidner, og det kan se meget voldsomt ud, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent fra Rådet for Sikker Trafik.

I 2012 mistede tre danskere livet i højresvingsulykker, og det samme var tilfældet året før. Med syv dræbte indtil videre ser 2013 altså ud til at være et særligt slemt år. Der kom især fokus på problemet i efteråret, da først en 10-årig pige døde ved en højresvingsulykke ved Damhussøen i København, og igen få uger efter, da den 20-årige Alexandra Sisseck, datter af den kendte vinproducent Peter Sisseck og designer Britt Sisseck, blev dræbt af en højresvingende turistbus i indre København. Alligevel mener Rådet for Sikker Trafik, at det handler om tilfældigheder, når tallet pludselig stiger et år, fordi dødstallene er så relativt små.

Kigger vi til gengæld over en ti år lang periode, har der i Danmark været 385 højresvingsulykker, og i denne statisk regnes altså både dem, der overlevede, og dem, der mistede livet. Hele 61 procent af cyklisterne var kvinder, mens 39 procent var mænd.

Ingen har undersøgt hvorfor kvinder er overrepræsenteret i disse ulykker, men Anna Louise Feerup, der er psykolog og tidligere har arbejdet i Havarikommissionens afdeling for Vejtrafikulykker har et bud:

– Kvinder er mere lovlydige end mænd, og kvinder går derfor som udgangspunkt ud fra, at hvis de overholder deres del af loven, så gør de andre trafikanter det også. En lastbil har vigepligt, så det er cyklistens ret at køre frem, tænker den typiske kvindelige cyklist – måske uden at tænke på, at chaufføren tror, der er fri bane, fordi han ikke kan se cyklisten i den blinde vinkel. Man kan med andre ord sige, at kvinder holder på deres ret, så længe de er på den rette side af love og regler, og går samtidig ud fra, at alle andre også er lovlydige.

LÆS OGSÅ: Derfor falder fødselstallet

Det er trafikforsker fra Aalborg Universitet Harry Lahrmann enig i. Det er et faktum, forklarer han, at mænd får flere bøder i trafikken end kvinder, og derfor ræsonnerer han, at kvinder er mere regelopfyldende end mænd:

– Det betyder formentlig også, at kvinder i højere grad tror, at de andre trafikanter opfylder reglerne. Når de kommer kørende i et kryds, ved de, at de højresvingende lastbiler har vigepligten og forventer, at de overholder den, og så går det galt. De hurtige fyre, der derimod overtræder alt og alle regler, forventer også, at de andre gør det. Modsat kvinden, der kommer cyklende, mens hun multitasker og måske tænker på både aftensmad og på at hente børnene, måske ikke har så meget fokus på trafikken og kan komme til skade.

Fire døgn i koma
På traumecentret på Aarhus Sygehus er Emilies tilstand kritisk. Mødet med lastbilen har givet hende indre blødninger, lægerne ved ikke, om hun overlever, og lægger hende i koma. Hun har fået et alvorligt bækkenbrud, hendes højre knæskal sidder på siden af benet, tre knogler i foden er brækket, lårbenet er brækket, og så har hun knækket et stykke af ryghvirvlen ved nakken.

Alt dette er Emilie selv lykkeligt uvidende om, mens hun ligger i koma. Til gengæld kan hendes forældre se magtesløst til, mens deres datter kæmper for sit liv i hospitalssengen – tilkoblet en respirator, der opretholder hendes åndedræt og hjerteslag. Fire dage efter ulykken bliver hun vækket.

– Jeg husker det kun i glimt, for jeg var så afkræftet og omtåget. Men jeg husker, at det var surrealistisk at vågne op og få at vide, at jeg havde svævet mellem liv og død de sidste fire døgn. På det tidspunkt var det vigtigste bare, at jeg havde overlevet, siger Emilie.

Hun bliver opereret, og et par skruer ind i bækkenet fæstner et stativ til hendes underkrop. Den sommerferie, hun skulle have brugt på arbejde og på at flytte ind i sin egen, nye lejlighed i Aarhus-bydelen Trøjborg, bliver i stedet brugt i hospitalssengen, og syv uger efter højresvingsulykken bliver hun indskrevet på genoptræningscentret Vikærgården i Risskov. Her er kun ældre patienter, og Emilie skal – helt basalt – lære at gå og bevæge sig igen.

– Jeg har altid været meget stædig, så jeg kastede mig optimistisk ud i det. Jeg startede med at bruge et gangstativ og gik langsomt op og ned ad gangene. Det var underligt sådan at begynde forfra, og det var da lidt deprimerende, når de gamle patienter overhalede mig på gangene. Men det gik langsomt fremad.

Stop ved højresving
Der er i løbet af de seneste ti år sket et fald i antallet af tilskadekomne cyklister i højresvingsulykker: Fra 30 i 2003 til 11 sidste år. Det er, tror Rådet for Sikker Trafik, resultatet af et stort fokus på problemet i trafiksektoren, hvor der blandt andet er indført skærpede krav til spejle på lastbilers højre side, og politiet er blevet ekstra opmærksomme på at kontrollere, at spejlene er indstillet rigtigt. Samtidig er mange lyskryds blevet ændret ved, at stoplinjen er trukket tilbage, så cyklisterne kommer foran lastbilerne og er sværere at overse. Og der er gennemført en række kampagner til cyklisterne.

I oktober holdt transportminister Pia Olsen Dyhr møde med en lang række organisationer og forvaltninger fra trafiksektoren i håb om at mindske antallet af højresvingsulykker endnu mere – det kom der 15-16 løsningsforslag ud af, og en netop nedsat arbejdsgruppe i Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet er i gang med at undersøge forslagene nærmere, og det skal efter planen munde ud i en ”højresvingspakke” i begyndelsen af det nye år. Et af forslagene, som kom på bordet ved mødet, var fra lastbilchaufførernes repræsentant og handlede om obligatoriske stop ved højresving. Dette bliver måske virkeligheden for landets chauffører. Vi hopper op i førerhuset til en af dem.

LÆS OGSÅ: Kvinder koster samfunder dyrt

Fra førerhusets synspunkt
”Olie Ulla” står der på et gult skilt i forruden.

Det er Annette Rasmussens lastbil, der er prydet med skiltet, og navnet ”Olie Ulla” opstod, fordi ”nogle af gutterne på fragtcentralen begyndte at kalde mig det for sjov”, forklarer hun.

Klokken er 8 om morgenen, dagslyset overlister langsomt mørket, og Anette Rasmussen er netop trillet ud af fragtcentralen i Taastrup. I førerhusets kaffeholdere står to fyldte cola-flasker og cd’er med Metallica og Shakiras ”Laundry service” – Annette har en lang dag foran sig. Hun er lastbilschauffør hos Danske Fragtmænd og nyder livet med det høje førerhus som det faste udgangspunkt.

– Her kan jeg rulle vinduet op og ned, som det passer mig, og jeg kan skråle, som det passer mig. Jeg skal kun tage hensyn til mig selv, siger hun.

– Men ikke i trafikken. Der skal jeg bestemt ikke kun tænke på mig selv. Hun er bevidst om, at hun sidder i et voldsomt køretøj. 10 meter langt og 7,5 ton tungt – uden læs – og hun er helt bevidst om, at cyklisterne ikke har gode chancer, hvis hun rammer dem. Det sidder indprentet i alle lastbilschauffører, forklarer hun.

– Højresvingsulykker er noget grimt noget. Det er enhver chaufførs værste mareridt, og når vi hører om en ulykke, taler vi selvfølgelig om det på fragtcentralen. Cyklister er de blødeste i trafikken, og jeg håber aldrig, at jeg skal have en af dem under hjulene, siger hun.

– En gammel chauffør lærte mig at tælle cyklister for at undgå højresvingsulykker. Så når jeg triller hen mod et kryds, tæller jeg for eksempel ti cyklister på cykelstien, og jeg drejer ikke lastbilen, før ti cyklister har passeret mig. Jeg tæller dem simpelthen én for én. Den taktik har forhindret nogle ulykker.

Ud over almindelige førerspejl er der både et vidvinkelspejl og et nærzonespejl i lastbilens højre side. Da lastbilen glider igennem et lyskryds i Høje Taastrup, er det tydeligt, at spejlbilledet forvrænges let, cyklisterne ser unaturligt små ud i spejlbuen, og ved ét særligt punkt kan de ikke ses i spejlene. Den famøse blinde vinkel.

– Så handler det om at lade kroppen følge med i svinget, forklarer Annette og rykker overkroppen fremad med blikket fæstnet til spejlene.

– For spejlbilledet forandrer sig gennem hele svinget, og du er nødt til at læne dig fremad for at tjekke de blinde vinkler. Vi er virkelig, virkelig afhængige af de spejle – når de er klappet ind til siderne, er det som en hest med skyklapper.

Hun husker stadig den dag, en cyklist gemte sig i hendes blinde vinkel. Annette var ved at svinge, men så rejste cyklisten sig i pedalerne og kom pludselig til syne i hendes spejle. Annette jokkede på bremsen og forhindrede et uheld i sidste øjeblik.

– Lastbilerne har vigepligt, men vores udsyn er så dårligt, så alle i trafikken – både cyklister og lastbilchauffører – har et fælles ansvar for at undgå højresvingsulykker. Vi skal gøre os umage for at gøre opmærksom på hinanden.

Læs videre på næste side.Mindre nærværende
I højresvingsulykker er det juridisk set let at placere skylden i langt de fleste tilfælde, forklarer Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik. For det er altid lastbilchaufføren, der svinger, der skal overholde vigepligten.

– Men for at forebygge ulykkerne giver det ikke nogen mening at tale om skyld, for der er ikke nogen, der gør det med vilje. Det, der er fælles for disse ulykker, er, at lastbilschaufføren kunne have forhindret ulykken, hvis han havde orienteret sig bedre, men det er mennesker, der er i trafikken, og mennesker laver fejl. Derfor kommer vi nok aldrig til at eliminere de her ulykker fuldstændig, så det handler om, at alle skal passe på sig selv og hinanden, og alle skal gøre, hvad de kan for at orientere sig grundigt. Det er sindssygt hårdt for alle parter i sådan en ulykke – det kan jage både cyklisten og chaufføren lang tid efter, siger hun.

At flere kvinder end mænd havner i højresvingsulykker, har Rådet for Sikker Trafik heller ikke en videnskabelig forklaring på.

– Måske handler det om, at mange kvinder har cyklen som det fortrukne transportmiddel i byerne, måske har kvinder en dårligere forståelse af, hvor svært det er at kigge ud fra en lastbil, siger Pernille Ehlers. Psykolog Anna Louise Feerup peger på, at stress også kan være en del af forklaringen:

– Flere kvinder end mænd lider ifølge statistikken af stress. Når man er stresset, er man mindre nærværende i nuet, og ens opmærksomhedsfelt indsnævres væsentligt. Det kan være en medvirkende faktor til, at kvinder måske i mindre grad end mænd er tilstrækkelig fremadtænkende og opmærksomme på potentielle farer ved et lyskryds, forklarer hun.

Men resten af livet?
Emilie Hage Mogensen er i dag – et halvt år efter højresvingsulykken – stadig langt fra tilbage til sin gamle fysiske form. Om hun nogensinde kommer det, kan lægerne først vurdere om et år. Benene driller, så hun har svært ved at gå på trapper, og hun kan ikke cykle.

22-årige Emilie blev sat fysisk skakmat midt i sit livs forår, men alligevel insisterer hun på, at hun skal tilbage til noget, der minder om en hverdag, og derfor er hun flyttet i sin egen lejlighed og vendt tilbage til universitet – bare på et enkelt fag i begyndelsen. Samtidig genoptræner hun stadig kroppens muskler og bevægelighed hos en fysioterapeut to gange om ugen og dagligt derhjemme.

– Jeg har altid været en aktiv pige, men når jeg i dag kommer til en trappe, bliver jeg pludselig i tvivl, om jeg er 22 eller 85 år. De sidste ti år har jeg deltaget i ALT for damernes Kvindeløb, og jeg har et mål om at være med igen næste år, men om det kan lade sig gøre, finder jeg først ud af til den tid. Mit energiniveau er meget lavt, og jeg er stadig langt fra i mål, for jeg har jo så mange skader, men jeg har besluttet mig for at forblive positiv. Selvfølgelig har jeg været nervøs mange gange undervejs – i begyndelsen var jeg bare lettet over at være i live, men efterfølgende er jeg begyndt at tænke: ”Kommer jeg nogensinde til at kunne løbe ingen? Vil jeg have men fra ulykken resten af mit liv?”

Selv føler Emilie ikke, at ulykken har ramt hende psykisk. Endnu, i hvert fald.

– Måske kommer det, men lige nu har jeg så meget fokus på det fysiske, at det psykiske er trådt i baggrunden. Det var underligt at gense krydset, hvor ulykken skete, og jeg har opdaget, at jeg har det svært med lyden af lastbiler. Hvis jeg går på fortovet, og jeg hører en lastbil gasse op i nærheden, får jeg et sug i maven og vender mig om for at se, hvor den er.

– Jeg glæder mig til at prøve at cykle igen og er spændt på, om jeg tør, men min stædighed og min irritation over bybusser skal nok få mig op på en cykel igen. Jeg har ikke talt med chaufføren, der kørte mig ned. Det føler jeg mig ikke klar til, men måske får jeg lyst, når jeg får det lidt bedre. Nogle dage tænker jeg ”Det er også synd for ham.” Andre dage, når det går dårligt, eller jeg har særligt ondt, så er han desværre én, der er let at blive sur på. Men jeg er ikke bitter, og jeg hader hverken ham eller lastbilchauffører generelt – jeg ved godt, at de har en blind vinkel og selvfølgelig ikke gør det med vilje.

Emilie har overvejet, hvad der gjorde, at hun ikke blev en del af statistikken for dødsofre i højresvingsulykker den junimorgen. Var det skæbnen, fysiske tilfældigheder eller noget helt tredje?

– Jeg læser molekylærbiologi, så jeg tror ikke på, at ”nogen holdt hånden over mig den dag.” Jeg tror, jeg overlevede, fordi jeg cyklede på min rigtigt gode mountainbike, som kunne lave den pludselige undvigemanøvre i en skrå, skarp vinkel væk fra lastbilen. Det er jeg ikke sikker på, jeg havde kunnet på en almindelig, tung damecykel, forklarer Emilie, som også mener, at hendes cykelhjelm skånede hende for mentale skader.

Hun fortæller sin historie, fordi hun gerne vil videre, og for at minde folk om at være opmærksomme i trafikken.

– Jeg kommer fra en rigtig ”cykelfamilie,” der ikke ejer en bil. Jeg er typen, der altid bruger cykelhjelm, jeg er typen, der aldrig cykler med musik i ørerne, og jeg er typen, der cykler med refleksvest om vinteren. Faktisk havde jeg de bedste forudsætninger for at undgå en ulykke, men er du først havnet i den blinde vinkel, er der ikke noget at stille op. Jeg var bare uheldig. Og er du uopmærksom eller uheldig bare en enkelt gang, så er det desværre nok.

LÆS OGSÅ: Kæmper vi kvinder samme kamp