Lisbeth Zornig: "Karen har betydet alt for mit liv"

– Da jeg mødte Karen, var jeg 14 år og en ”fucked up” unge, der var opgivet af alle voksne. Jeg var blevet sendt på Hylleholt Husgerningsskole, hvor Karen arbejdede. Første gang, jeg traf hende, var det tæt på kærlighed ved første blik for os begge to. Karen var klog og smuk. Hun var typen, der kunne se det gode i alt, og hun bemærkede altid, hvis jeg havde klædt mig pænt, eller hvis min udtale var blevet særligt god. Jeg voksede helt vildt, når jeg var sammen med Karen. Hun blev min kontaktpædagog og hjalp mig med at samle op på alle de huller, jeg havde fra skolen. Hun var den eneste af pædagogerne, der havde en studentereksamen, og hun inspirerede mig intellektuelt. Vi lavede lektier sammen flere timer hver dag, og alle de bøger, hun læste, lånte jeg og pløjede mig igennem, så jeg fik læst rigtigt meget af sådan noget 70’er-kvindelitteratur i de år. Hendes mand, Børge, blev min klasselærer, og de tog mig ind som en del af familien.

– Jeg havde besluttet mig for aldrig at fortælle nogen andre om, hvad der var sket i min barndom. Men på husgerningsskolen havde de godt luret, at der var nogle oplevelser, som jeg havde brug for at arbejde med. Jeg nægtede at tale med den psykolog, de havde koblet på mig, og efter flere timers forsøg gav psykologen op. Så prøvede Karen at snakke med mig, men jeg havde meget svært ved at få hul på det, jeg havde oplevet. Jeg var skamfuld og havde ingen ord til at beskrive det.

– En dag satte Karen mig ned foran et videokamera. Hun fik mig til at tale, synge og gå lidt rundt i rummet, mens hun filmede. Bagefter kiggede vi på optagelsen. Hun spurgte, hvad jeg så, og jeg fortalte, at jeg så en pige med alt for store kinder, der var for tynd og rundrygget. Karen sagde, at hun så en ung pige, der havde båret alt for mange byrder på sine skuldre. For første gang i al den tid begyndte jeg at græde. Jeg fortalte om de gentagne overgreb fra min stedfar, og hvordan min mor så på uden at gøre noget. Karen virkede helt rolig, mens jeg fortalte, og det var faktisk en lettelse. Andres medfølelse kan godt virke hæmmende, når man taler om skamfulde ting som seksuelle overgreb og vold, og jeg var meget bange for at skræmme Karen og støde hende fra mig. Hun har senere fortalt, at hun var dybt rystet, men det mærkede jeg ikke den dag.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Zornig - Derfor besøger jeg Brønderslev-moren

– Karen har betydet alt for mit liv. Det er hendes skyld, at jeg har en uddannelse. Det er hendes skyld, at jeg har et selvværd. Det er hendes skyld, at jeg fik bearbejdet de ting, jeg oplevede i min barndom. Da jeg mødte hende, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville leve. Karen gav mig det selvværd og den kerne, der gjorde, at jeg begyndte at føle, at det var berettiget, at jeg fandtes, og at jeg faktisk godt kunne bygge noget op. Hun gav mig selvindsigt, og hun har givet mig ro på tidspunkter i mit liv, hvor jeg har tvivlet. F.eks. da jeg havde afleveret mit speciale på universitetet og var sikker på, at der ikke var nogen, der gad ansætte mig bagefter. I den situation overbeviste Karen mig om, at jeg var Guds gave til menneskeheden – og arbejdsmarkedet.

– Mine ambitioner kommer fra Karen. Selvom jeg var god i skolen, var det hendes skyld, at jeg fik en studentereksamen og senere kom på universitetet. Hun stiller store krav og har aldrig sagt, at der var noget, jeg ikke kunne finde ud af. Da jeg blev formand for Børnerådformand, var hun den første, jeg ringede til for at fortælle nyheden, men i stedet for at blive imponeret udbrød hun: ”Næh… Børnerådsformand. Det er da også fint. Jeg havde nu tænkt, at du skulle være generalsekretær i Danmarks Radio”. Hun har altid givet mig troen på, at ”the sky is the limit”. Jeg kan det, jeg vil.

– Det kan godt være, at jeg er blevet ældre og har lært en masse, men Karen er stadig min mentor og mit forbillede. Hun har nemlig også rykket sig helt vildt. Efter hun er gået på pension, har hun startet en coachingvirksomhed, og i dag har vi et tæt samarbejde. Vi skriver og taler sammen flere gange om ugen, og hun sidder med i den tænketank, jeg har oprettet. Jeg får rigtigt mange henvendelser fra enkeltpersoner, som har brug for hjælp, og dem sender jeg alle sammen videre til Karen. Jeg kan se, at der sker det samme for dem, som der skete for mig. Hun får mennesker til at vokse og giver dem en tro på, at der er en plads til dem i verden.