Det er torsdag og vi danser til...

I musikgenre-regi er jeg mere Turbonegro end Tupac, og derfor er hiphop genren sjældent på min radar, men her på det sidste er der sket noget med mig. En kraft der kommer indefra og er så voldsom, at jeg er begyndt at høre mere og mere hiphop a la Rick Ross og A$AP, men den danske genre har dog hidtil – bortset fra 90’ernes Hvid Sjokolade og Malk de Koijn (4EVA!!)  - været et uskrevet blad i mit liv. Indtil i går, hvor jeg var inde og læse Kristoffer fra Euromans morgenpost (et ritual som jeg kun kan anbefale), hvor han bl.a. fremhæver den danske rapper Marvellous Mosell og hans små genistreger, som du kan opleve på Youtube.

Teksterne er de fineste små observationer og betragtninger fra det virkelige liv, som fx når det er rigtig fedt at være syg, og hvordan piger viser mænd interesse (rører sig i håret under øjenkontakt og stryger sig på låret) sammensat med noget dejlig funky disco og videoer, der kun kan betegnes som geniale.

Jeg er vild med det hele, og med det i baggrunden kan det KUN blive en virkelig god torsdag!