Ea Ørum
Foto: Peter Nørby | Ingen kærlighed føles så stærk som den, vi ikke kan nå.
ALT for damerne

Ea Ørum: "Vil man egentlig have en kærlighed, man har kæmpet sig til?"

Ea Ørum om at slippe kampen for kærligheden.

Af Ea Ørum 08.apr.2018 Livsstil

På min favoritjazzbar sukker Sabrice under sit cykelstyroverskæg, for når jeg ikke vil kysse ham nu, kommer jeg aldrig til at ville. Jeg skal videre med en veninde og har ellers foreslået at mødes med ham en anden aften. Men Sabrice har jo ret. Han har fanget noget, jeg akut har brug for at få under huden. Jeg, nyslået single, med et kærligheds-cv, der vidner om næb og kløer. Om at hige, kæmpe og blive forladt over evigheder, fordi jeg kan holde så krampagtigt på et "os". Om at ingenting er så vigtigt lige nu som at finde en del af det, jeg har ledt efter hos andre, i mig selv. Ro, tryghed og forbundethed.

I årevis er jeg forsvundet ind i drømmen om det, vi kunne blive, og jeg har prøvet at forandre det, der var, i en slags kærlighedskrigsdans. Og vil man egentlig have en kærlighed, man har kæmpet sig til? Jeg tror ikke længere på, at tilkæmpet kærlighed kan binde to mennesker sammen med glæde. Jeg tror, ham Sabrice har fat i noget med hans opsathed på lige nu og her, også selvom det ikke var samhørighed, han ledte efter.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

Ingen kærlighed føles så stærk som den, vi ikke kan nå. Det vidner de største europæiske kærlighedsfortællinger om, og jeg har engang skrevet speciale om de mekanismer. Og alligevel har jeg stået på skuldrene af historierne og strakt mig til ukendelighed, når jeg har villet forbinde mig til et menneske. Et sted, hvor jeg engang strakte mig så langt, at jeg mistede balancen, genbesøgte jeg forleden. Han forklarede noget overrasket, at han da havde været interesseret, og at vi sagtens kunne knalde nu. Og jeg kom i tanke om, hvordan jeg dengang havde ædt ham med forventninger og ihærdighed. Jeg havde sågar forsøgt at regne ud, at hvis jeg gjorde sådan, så ville han nok kunne elske sådan. Det er fristende at ville kontrollere årsager og sammenhænge, men de taktiske overvejelser har bare sjældent noget med virkeligheden at gøre. Jeg havde ikke været i kontakt. Ligesom han ikke var i kontakt nu. Min indre kærlighedskriger skulle plaffes ned, besluttede jeg – ikke flere kampe, ikke komplicere og kvæle.

Med det mål gik jeg tur med en smuk mand. En dejlig mand, som kyssede mig under en lygtepæl på Amalienborg Slotsplads, efter jeg havde fortalt om lysten til et orangeri og et træ i en have, hvor jeg sammen med en kunne se årstiderne skifte. Jeg frøs som en kysk statue, da hans læber nappede i mine. Måske fordi jeg længtes efter meget mere, end hvad vi havde lige der.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: "Hvis du vil holde på kærligheden, er det din pligt at sætte grænser og sige fra"

Ved et andet stævnemøde kunne jeg bedre lide mit selskab i hans. Der var kontakt. Jeg elskede snakken, dansen, kyssene og alt det, vi gjorde for første gang. Til min skotske ven har jeg omtalt det som "the devine night". Det lyder ikke helt så lækkert på dansk, men det, der skete bagefter, var heller ikke særlig behageligt. Lyset nærmest skiftede i mit soveværelse, og lydene syntes anderledes. Følelsen af frihed blev til usikkerhed, og jeg gik fra lykkerus til at mærke angsten for at rejse mig fra sammensmeltningen i sengen. Jeg var ikke længere en kysk statue, men frøs igen. "Vil der komme flere nuer?", tiggede mit kæmpende hjerte og oversatte en form for afstand med smagen af forelskelse og savn. Jeg kan nærmest ikke genkende mig selv i den slags tunnelsyn.

Det er helvedes hårdt at nedkæmpe en kærlighedskriger på glat is, men jeg vil ikke mere higeri. Jeg er sikker på, at en stor gave ligger på den anden side af de længsler, som ingen andre egentlig kan indfri. Tak for nu.

Ea Ørum
  • 37 år.
  • Historiker og journalist med speciale i kærlighed og seksualitet.
  • Bor i København.

Henter...