Ea Ørum: For at elske andre behøver du ikke at elske dig selv

Den er gal med vores kærligheds-logikker. For at elske andre behøver du ikke elske dig selv. Og det har været rart for mig, en åbenbaring ­faktisk, at nå dertil – at holde op med at forsøge at elske mig selv.

Kærlighed handler derimod om at rette sin opmærksomhed ud i verden på nogen eller noget. Man kan nærmest forsvinde i det, man elsker.

Jeg har aldrig vidst, hvordan jeg ­skulle ­elske mig. Jeg forkæler meget gerne mig selv med fest, natur, musik, vin og film, men jeg gør det ikke, fordi jeg elsker mig. Jeg nyder det smukke omkring mig, og fordi jeg elsker en bid af verden, er jeg til at elske for andre. Jeg tror, planeten ­havde bedre odds, hvis vi elskede den og hinanden lidt mere i stedet for os selv.

Det var en "mistetest", der fik mig på ­sporet væk fra at elske mig selv. Testen opstod, da jeg var i Jerusalem for at lave en udstilling om frygt. Vores frygt handler ofte om at miste. Vi er bange for at ­tabe det, vi elsker. Man kan selvfølgelig sige, at det er frygteligt at miste sig selv, både sit greb om, hvem man er, og helt konkret at miste sit liv. Men selv ikke de pressede palæstinensere, som jeg mødte i Jerusalem, frygtede at dø. De frygtede at miste deres familie, deres kultur, deres frihed, arbejde – alt det, som de fleste af os elsker og lader os opsluge af.

LÆS OGSÅ: Klumme: ”Det kræver større styrke at blotte min begejstring, end at vise min sårbarhed”

Jeg har selvfølgelig researchet og forstår, at mange er uenige med mig. Et ­argument for at elske sig selv er, at jeg lettere vil ­acceptere, hvem jeg er. At hvis jeg elsker mig selv, vil det give mig selvtillid, og jeg vil komme til at se bedre ud – at ­alene ved at elske mig selv vil jeg få et ­bedre liv. ­Biblen siger også, at jeg skal elske min næste, som jeg elsker mig selv. Næstekærlighed er udadvendt og handler om ­omsorg og ansvar for andre mennesker, så hvorfor er det nødvendigt at elske sig selv for at handle elskeligt? Hvorfor er ­vejen til ­accept at elske sig selv?

Da jeg var i midt-20'erne, fik jeg en artikel af en veninde om kvinder, der elsker for meget og kvalte mænd i drømmen om kærlighed. Ifølge artiklen elskede de kvinder sig selv for lidt. I dag, ti år ­efter, læser jeg forfatteren og filosoffen Iris Murdoch, der bl.a. er kendt for at sige, at kærlighed er den ekstremt svære erkendelse af, at der findes noget andet virkeligt end én selv.
Hun er en klog kvinde, der mener, jeg har ret. Jeg mærker kærlighed som en overtagelse – min opmærksomhed retter sig imod det, som jeg elsker, og jeg opsluges af det. Og jeg vil hverken overtages eller opsluges af mig selv. Jeg vil have udsyn. Ud i verden med min opmærksomhed, min kærlighed.

I 20'erne troede jeg, at jeg fejlede, fordi jeg elskede mænd forkert, og her i 30'erne fordi jeg ikke elskede mig selv. Det første, fik jeg tit at vide, var årsagen til, at mine forhold gik i stykker. Det andet var grunden til min angst og grundforvirring. Hvis jeg elskede mig selv mere, kunne jeg opløse de kvaler. I dag mener jeg, at den slags rationaler afspejler en misforståelse af kærlighedens væsen.

Forfatteren Oscar Wilde har skrevet, at "To love oneself is the beginning of a lifelong romance". Jeg tror, han har ret. Et kærlighedsforhold til sig selv kan blive livslang affære, men jeg tror også, den kan blive ensom. 

LÆS OGSÅ: Klumme: “Klitoris har prøvet lidt af hvert, og jeg kan godt forstå, hvis mandens prostata er lidt jaloux”

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: “Dette er det tætteste, vi kommer et bevis på fænomenet “evig kærlighed””

LÆS OGSÅ: Klumme: “Hvorfor er der ingen, der kører damen til lægen, når hun ikke kan gå?”