Elsebeth Egholm lagde Dicte på hylden efter sin kræftsygdom

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst har fået konstateret brystkræft

At åbne døren med ét bryst

Elsebeth står foran et forløb, hvor brystet skal genskabes. Ikke fordi det har generet hende synderligt at mangle et bryst, men så alligevel.

– Altså, jeg gider ikke åbne døren for postbuddet i en T-shirt, hvor man kan se, at jeg mangler et bryst. Det betyder, at jeg hele tiden lige skal huske på noget, og det gider jeg ikke. Hvis det ringer uanmeldt på døren, råber jeg altid til min kæreste, Jürgen, om han vil åbne.

Men tror du, at folk lægger mærke til det, hvis du ikke har bh med indlæg på?
– Nej, men det gør jeg selv. Og det er nok. Det er derfor, jeg tænker, at det skal fikses. Jeg orker ikke leve med, at jeg hele tiden skal huske noget, for det er jeg frygtelig dårlig til. Og jeg er ikke sådan en, der vil stille mig frem med bare ét bryst. Det er det for privat til.

Hvad har det betydet for din kvindelighed at mangle et bryst?
– Ikke noget. Nej, det føler jeg ikke. Nu har jeg jo også en kæreste, jeg har kendt i ti år, det betyder noget. Hvis jeg var single og skulle ud på det frie marked, så skulle jeg da i særdeleshed have lavet en flot barm, ha, ha. Jeg mistede også håret, da jeg fik kemo, men jeg vidste, at det var midlertidigt, så det har heller ikke været det store problem.

– Det, der slog mig ud, det var efterfølgende, da jeg begyndte på de hormonsænkende piller, som jeg skal tage i fem år. Jeg fik Letrozol, og der er altså temmelig mange bivirkninger, blandt andet ledsmerter og depression. Jeg gik pludselig og var ret meget nede i kulkælderen. Jeg kunne ikke kende mig selv. En ting er, at man ikke kan kende sig selv rent fysisk, det har ikke generet mig så meget, men at nå dertil, hvor man ikke rigtig kan se en vej frem i sit liv, det var svært. Jeg tænkte, hvordan fanden er jeg havnet her? Jeg gik til lægen, som sendte mig til psykolog, og vi fik hurtigt sporet os ind på, at det nok var en medicininduceret begyndende depression, der kunne udvikle sig, hvis jeg ikke stoppede med de piller. Jeg fik lov til at tage en pille-pause, og fra den dag, jeg holdt op med at tage de piller, strålede solen simpelthen igen. Jeg kom over på nogle andre piller, som måske er knap så effektive, men som ikke gør mig deprimeret.

Hvordan har det ændret dig som menneske at være gennem et brystkræftforløb?
– Jeg går sådan lidt og leder efter, hvordan jeg er blevet ændret som menneske. Grundlæggende er jeg ikke ændret, tror jeg. Men jeg er måske blevet bedre til at minde mig selv om, at jeg har noget at være glad for. Måske er der en højere grad af nydelse, når solen skinner og fuglene kvidrer. Og en højere grad af nydelse over, at der ikke lige er noget presserende rent fysisk. Men jeg er ikke sådan en, der har lagt mit liv om. Det har aldrig nogensinde været inde i billedet at lave radikalt om på kosten eller lave den helt store selvransagelse over, hvad det er, jeg har fået kræft af. Jeg vil ikke gå og slå mig selv oven i hovedet med, om jeg kunne have gjort noget anderledes, for det er min opfattelse, at kræft er noget, der kan ramme alle. Jeg har ikke levet hverken mere eller mindre sundt end de fleste andre. Og jeg nægter simpelthen at ryge i en eller anden fanatisme-fælde, hvad enten det handler om kost, motion eller noget som helst andet. Jo, jeg er blevet mere opmærksom på motion, jeg løber lidt mere, men det er mest, fordi jeg opdagede, at det hjalp, mens jeg fik kemo, og så kombinerer jeg det med, at min hund alligevel skal luftes. Fanatisk bliver jeg aldrig. Og når jeg lige har fået ny cykel, så er det ikke for at træne mere. Næh, det er for at kunne cykle ned til min veninde i Risskov og få noget vin uden at skulle tænke på at køre bil.

Elsebeth slår en høj latter op. Igen. I det hele taget sprudler hun af overskud og energi, og i bund og grund virker hun som et menneske, der er kommet videre. Hun taler om alt det gode i livet, herunder hunden, som hun har et helt særligt og nært forhold til, og som også har hjulpet hende gennem sygdomsforløbet.

– Da jeg lå og skulle opereres, sad min kæreste ved siden af mig, indtil jeg var bedøvet. Lægen sagde til mig, at jeg skulle tænke på noget godt og rart, og så tænkte jeg på hunden! Og efterfølgende, da jeg talte med Jürgen om det, tilstod jeg, at jeg havde tænkt på hunden, men så sagde han bare, at det vidste han da godt, ha, ha. Hunde er ren kærlighed. En Maggi-terning af kærlighed.

Hvordan er du blevet bakket op af kæreste, familie og venner?
– Helt forrygende, synes jeg. Jürgen var med til alle operationer og kemobehandlinger og samtaler. Og alle folk har været så søde. Mange sendte blomster og den slags. Det betyder rigtig meget med en opringning eller andre former for støtteerklæringer, og det har jeg fået rigtig meget af. Man behøver ikke gøre så meget som pårørende, det er bare vigtigt at få kommunikeret til den, der er syg, at man ved det, og at man er med i tankerne.

LÆS OGSÅ: "De mest betydningsfulde ar er dem, vi ikke kan se"

En der klarer ærterne

Hovedpersonen i Elsebeths aktuelle roman, Rina, er læge, og man kunne fristes til at tro, at det hænger sammen med, at læger har været en stor del af Elsebeths verden de sidste par år. Det er nu ikke rigtig tilfældet. Det er mest fordi, læger har et godt udgangspunkt for at komme ind i nogle spændende sager, forklarer Elsebeth. Men det, der overraskede den ellers så erfarne forfatter, var, at hovedpersonen skulle være helt anderledes, end hun først havde tænkt sig.

– Jeg begyndte at skrive om Rina med en forestilling om, at man skulle i dybden med Rina. Vide alt om hendes baggrund og så videre, og da jeg så havde skrevet bogen og læste den igennem, fandt jeg ud af, at det slet, slet ikke var sådan, jeg havde lyst til at skrive. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg skulle have en hovedkarakter, der var det stik modsatte af, hvad jeg troede. Jeg skulle have en, der kunne klare ærterne. En, der kunne noget. Også rent fysisk. Så hele manuskriptet røg ud, og jeg tænkte, hvad er det, jeg mangler hos Rina, som gør, at jeg i min nuværende tilstand kan synes, at hun er noget for mig? Jo, hun skal fandeme ud og klatre! Hun skal være en superwoman. Og så har hun så selvfølgelig noget som modvægt til det, og det er, at hun er ansigtsblind. Hun kan ikke genkende ansigter. Det får en betydning, da hun bliver overfaldet af en mand i første kapitel. Jeg ville også have, at hun skulle være ung. Så hun blev 36 år, selvom nogle af de læger, jeg talte med, sagde, at det var meget ungt for en alment praktiserende læge. Men nej, jeg ville have hende ung, så hun var et sted i livet, hvor der kunne ske noget nyt.

Fik du noget af hendes styrke ved at skrive om hende?
– Det er sgu da lige før, ja.

Elsebeth griner højt ved tanken om, at Rina, som lever et dobbeltliv, om natten klatrer rundt på høje bygninger i Aarhus og laver graffiti. Hun kan ikke helt se sig selv sådan, men hun overvejer alligevel at tage udfordringen fra klatreklubben, hun har konsulteret i forbindelse med bogen, op på et tidspunkt.

Tænker du mere over din egen alder i dag, end før du fik brystkræft?
– Kun på den måde, at jeg er begyndt at holde mere øje med gode artikler om folk, som er lige så gamle som mig eller ældre. I går så jeg et videoklip på Facebook med en 92-årig dame, som svingede sig adræt rundt i nogle barrer. Den slags er jo inspirerende. I det hele taget synes jeg, at det vrimler med gode forbilleder. Det er jo ikke sådan, at man i dag lægger vandreskoene på hylden, fordi man fylder 60. Der er simpelthen så meget krudt i folk, så man tror, det er løgn.

– Jeg tror faktisk, at man bliver lidt gladere for livet med alderen og måske især, hvis man har været igennem alvorlig sygdom. Måske fordi man finder ud af, at der er en udløbsdato og derfor føler større taknemmelighed for hver dag, man får. Men jeg hører ikke til dem, der siger: Jeg ville ikke have undværet sygdommen. Det er noget vrøvl, synes jeg. Jeg kan heller ikke holde ud, når man taler om, at "hun tabte kampen til kræft" eller "hun tog kampen op". Som om der er en kamp at kæmpe. Jeg tror i bund og grund ikke rigtig på, at der er noget at gøre, andet end at sætte sin lid til lægerne.

Så alternativ behandling og den slags er ikke lige dig?
– Nej. Ikke når først man har fået kræft i hvert fald. Og jeg gider heller ikke ødelægge mit liv med at sætte regler op for, hvad jeg må og ikke må af angst for, om jeg nu skulle blive syg igen. Det ville være fuldstændig tåbeligt. I mine øjne er der rigtig meget overtro i hele det moderne livssyn. Der er sikkert nogle ting, der er rigtige og gode, men der er meget, der snerper hen ad overtro. Lidt som i gamle dage, hvor man måske kogte en frø og troede, at det gav et længere liv at spise den. Jeg mener faktisk, at der er akkurat lige så mange kvaksalvere og heksedoktorer nu, som der var dengang. Og det skal man altså navigere i. Især når man bliver syg, for så er der mange, der vil en noget med den slags.

Elsebeth ser frem til at få sin brystrekonstruktion overstået og komme videre. Hun har grundlæggende et positivt livssyn, men hun indrømmer, at der nok for altid vil sidde en lille angst i hende.

– Angsten for tilbagefald kan godt blusse op, hvis jeg læser eller hører om nogen, der dør af brystkræft, men jeg prøver ikke at granske det alt for nøje. Fordi... Det er jo, som det er, jeg kan ikke styre, om det kommer igen. Jeg mærker måske lidt mere efter, end jeg gjorde før, men jeg er temmelig god til at glemme, at jeg har været syg. Det kan faktisk godt overraske mig somme tider, hvor lidt jeg tænker på det.

Det er da en gave at have det sådan?
– Ja, men folk kan måske godt komme til at antage mig for at være fuldstændig lalleglad, når jeg siger sådan. Men måske er det bare sådan, jeg er. Jeg gider kun samle på det, der er godt.