Selvom mange fans allerede har taget tårevædet afsked med de fire veninder fra 'Sex and the City', er der måske et sidste kapitel i historien på vej.
For nylig fortalte tv-seriens producer, Michael Patrick King, nemlig i et interview med Entertainment Weekly, at historien har et sidste kapitel, som aldrig er blevet fortalt.
"Sarah Jessica og jeg ved begge, hvad det sidste kapitel handler om," siger han til Entertainment Weekly og fortsætter,"det betyder dog ikke, at historien nødvendigvis bliver eller burde blive fortalt, men jeg tror faktisk, at der er en sidste fortælling tilbage. Om det sker eller ej, er noget helt andet. Men der er fire piger, og de fire piger tænker jeg stadig meget på."
Måske får vi et endeligt svar snart?
Selvom der har været rygter om en tredje film, siden 'Sex and the City 2' fik premiere i 2010, har Patrick King aldrig udtalt sig om sagen på så direkte en måde, som han har gjort nu, og det har tændt et spinkelt håb om en tredje og sidste film hos seriens mest dedikerede fans. Folk diskuterer lystigt på sociale medier og fan-fora, hvad der kommer til at ske med Carrie Bradshaw og de andre damer i serien. Nogle foreslår, at Carrie får et barn, mens andre frygter, at en af hovedpersonerne dør. Men Michael Patrick King har ingen intentioner om at lytte til seriens fans - eller for den sags skyld at afsløre noget.
Indtil videre må vi vente og se, om en tredje 'Sex and the City'-film bliver lavet. Vi behøver dog ikke at vente for længe, for i december kom Sarah Jessica Parker selv ind på emnet, og her fortalte hun, at hun i hvert fald ikke kan vente evigt med en afgørelse.
"Noget i mig føler, at der er en sidste historie, som skal fortælles," sagd hun, men tilføjede så: "Men... det er ikke en beslutning, som man kan vente evigt med at træffe. Jeg har ikke lyst til at skulle have en mormor-kjole på."