Eurowomans essayist Emma Rosenzweig
Foto: Privat Emma Rosenzweig studerer på Kunstakademiet i Frankfurt, hvor hun arbejder med fotografi, film og performance. I denne måneds essay skriver hun bl.a. om sin medvirken i sin tante Tea Lindeburgs spillefilm, HØST.

Essay af Emma Rosenzweig: Engle græder ikke

Eurowomans essayist Emma Rosenzweig medvirker i en fødselsscene og mærker trangen til liv i sin egen mave, mens hun tager afsked med sin døende mormor, som har et barnesind og er besat af engle.

Jeg sidder på gulvet i et gammelt hus på Fyn. Ved siden af mig står en seng, og i den ligger min onkels kone Ida, hun har blod udover sin hvide kjole, hendes ansigt er samme farve som kjolen, før den blev rød af blodet, og for enden af sengen står en anden kvinde iført sorte gevandter. Hun holder på Idas lår, hun spiller skuespil, ser bekymret ud, jeg fanger aldrig hendes navn, det er, som om jeg ikke kan høre noget, som om jeg er påvirket af alkohol eller inde i en drøm. Jeg skrubber det falske blod af gulvet, det er mere mørkt end min forestilling om ægte blod, men jeg har aldrig været vidne til et blodbad, så jeg ved ikke, om jeg kan stole på den. På kanten af den gamle træseng ligger en moderkage. Jeg får at vide, at den er ægte, fire dage gammel, bragt ind fra Odense Universitetshospital. De fleste har mundbind på, det må minimere lugten fra moderkagen, som fylder min næse og mit sind mere og mere for hvert minut, jeg skrubber gulvet. 

Jeg tænker på at være gravid, hvorfor har jeg så meget lyst til at være det lige pludselig? Det føles som en form for bedrag, der kommer indefra, hvorfor vil jeg det? Det er første gang, jeg mærker en decideret trang til at have et barn indeni min mave. Der er en eller anden skam forbundet med det. Jeg tænker på, om trangen er kommet, fordi jeg har brug for at vide, at min elskede mormor lever videre et sted? Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg er, jeg kigger rundt, og det hele ligner noget fra 1912, det er det også, nu kan jeg se scenografien: kors over dørene, gamle gardiner, røg i krogene, stengulve, og jeg er iført forklæde og mange nederdele og skjorter, som er fyldt med blod. Jeg er nødt til at samle mig om, hvor jeg er, ikke være så mange steder inde i hovedet på én gang, det gør stanken af moderkagen værre. 

LÆS OGSÅ: Essay af Emma Rosenzweig: Om svaner, sved, masker og Mark Morrisroe

Jeg er ikke længere i De Gamles By på Nørrebro, hvor jeg har tilbragt de sidste dage med min mormor, som er ved at dø. Hun bløder ikke. Hun græder ikke. Hun husker ikke. Hun har Alzheimers, og hendes hoved er nu endeligt taget helt og rigtigt afsted, men hendes hjerte har ikke villet følge med, så det pumper stadig blod rundt i hendes krop som en sidste magtdemonstration, bare fordi det kan, som for at understrege en pointe, ingen har fattet. 

“Kan du huske, at vi har gået ture og snakket om, hvordan vores liv skal være?” var en af de sidste ting, hun sagde til mig. Jeg følte, at i det glimt kunne hun måske genkende mig eller følelsen af mig, og vi har faktisk gået ture og talt om, hvordan vores liv skulle være. Jeg har ikke glemt det. Jeg vil ikke glemme det eller hende. 

Min mormor var besat af engle. Min mormor elskede Frida Kahlo. Min mormor var børnebogsforfatter. Min mormor var et af de mennesker, jeg har kendt, som jeg har følt mig tryggest ved og mest fascineret af. Hun er den eneste, som jeg kan fremmane den præcise duft af. Hendes Anaïs Anaïs-parfume, brændeovn, træ og kat. At begrave mit ansigt i en af hendes utallige Nørgaard-bluser, hendes uniform, som hun gik med hver dag i over halvdelen af sit liv, helst i mørkelilla, at høre hende læse op fra en bog er en af de mest beroligende minder, jeg har. Da jeg var barn, optog hun de samtaler, min bror og jeg havde med hinanden, når vi pjaskede rundt i hendes badekar i hendes hus i Everdrup og udsendte dem på børneradio. Hun skrev sin bog Engle græder ikke, som handler om en dreng, der mister sin mor, hun vender tilbage om natten som en hvid fugl, en engel. Drengen kaster en sten i hovedet på englen, men den græder ikke, den gør bare alle de ting, som moderen plejede at gøre, går rundt og inspicerer haven, kigger på æbletræet, og så kan den flyve. 

LÆS OGSÅ: Essay af Emma Rosenzweig: At bevæge sig som et dyr

Da jeg fyldte 13 år, ønskede jeg mig inderligt at komme til Amsterdam med min mormor og hendes mand for at se Anne Franks hus og Rijks-museet. Vi sov i samme værelse, og om morgenen ved buffeten på hotellet, nød jeg i hemmelighed at se min mormor stjæle marmeladeglassene fra bordet ned i sin taske. Når jeg var på besøg hos hende, havde hun altid et helt arsenal af marmeladeglas, chokolader og andre ting, som hun havde indsamlet som en anden skade, og det kom frem på bordet og blev nydt fuldt ud, ligesom hun altid gemte gavepapiret og båndene fra fødselsdage og genbrugte det. Det var også min mormor, som introducerede mig til Miyazakis animationsfilm, vi så dem i biografen, og hun havde altid en lille trææske med Fazermint-chokolader med, som vi flittigt delte, mens vi forsvandt ind i dét, som stadig er et af mine yndlingsuniverser. 

Hun forærede mig bøger om den russiske zars frembrusende datter Anastasia, som lavede ballade og tog selvportrætter, som hun farvelagde i hånden. Jeg var besat af hende hele min barndom og dyrkede fortællingen om hende og hendes familie, som blev myrdet af det bolsjevikiske hemmelige politi. Jeg introducerede altid mine kærester for min mormor, for jeg følte, at de ville forstå en del af mig, som jeg ikke selv kunne sætte ord på, når de mødte hende. Det, jeg forbinder med min mormor, er en blanding af modstridende ord som mystik, naivitet, brutalitet og tryghed. Som en kompliceret labyrint jeg hverken har kunnet finde rundt i som barn eller som voksen, men som jeg altid har elsket at gå rundt i, for inspirationen i gangene ville ingen ende tage. 

Om aftenen er optagelserne på Fyn færdige, jeg bliver kørt til Odense for at tage toget tilbage til København. Jeg står på hovedbanen i Odense og bliver overvældet af alle mine følelser. Jeg kommer i tanke om, hvordan min mormors hukommelse over de sidste 10 år er indskrænket og blevet til et barnesind. Tænker på hende ligge dér i De Gamles By med åben mund i sin Nørgaard-bluse. Tænker på, da jeg besøgte hende, mens hun stadig var i live, og hun gik rundt med en af sine utallige bøger om englebilleder hårdt knuget i sin hånd. Hun går rundt med noget, hun elsker, men hun ved det ikke længere, kroppen laver en koreografi, mens hjernen er et andet sted, men bogen med engle er, som den altid har været.

LÆS OGSÅ: Tine Høegs favoritdigte "er enkle og kloge og får mig til at føle mig mindre alene"

I de dage hun har været ved at dø, sidder jeg på en stol ved siden af hendes seng og læser i englebøgerne. Hendes mand, min mor og hendes søskende er der også. Vi skiftes til at se efter hende, vi venter på, at hun dør. Jeg ser min mor og hendes søskende blive til små børn, de deler historier, de griner, og de græder. De er ikke samlet på den her måde normalt. Vi hører hendes yndlingsmusik, Meredith Monk og Jan Johansson. En af dagene får min mors søster den idé, at vi skal tænde et stearinlys, som vi kan slukke, når min mormor dør. “Så hendes sjæl kan blive pustet ordentligt ud,” siger hun. Jeg løber ned igennem De Gamles By og køber et lys og en lighter i kiosken ved Møllegade. Det regner, og jeg træder i en vandpyt på vejen tilbage, jeg holder vejret af frygt for, at hun dør, mens jeg er væk. 

Da jeg står på Odense Station efter filmoptagelserne næste dag, er hun endnu ikke gået bort. Gad vide, hvordan min mormor ville have fortalt denne historie? Hvordan ville hun have skrevet det om til en børnebog? Fortællingen om kvinden, som langsomt glemte alt, og så døde hun. Det kunne sagtens have været en børnebog, hun kunne have skrevet, for hendes bøger var brutale og naive på samme tid. Som englen, der får en sten i hovedet. Jeg står på stationen og indrømmer noget af det, jeg har frygtet, siden hun blev syg. At jeg selv vil ende på samme måde. At jeg vil glemme mine børn, min mand, leve ved siden af dem uden at vide, hvem jeg selv er og endnu værre: uden at vide, hvem de er. Jeg får et pludseligt behov for at eviggøre det øjeblik, for ikke at glemme det måske, jeg sætter mig ind i den lille pasfotoautomat ved siden af 7-Eleven og får taget fire af de samme fotos af mig selv. Jeg går ind i toget og kigger på dem, betragter mit ansigt, ansigtet på en, som er ved at miste en, hun elsker. Måske glemmer jeg det ansigt, den følelse en dag. En af mine venner fra min skole fortalte mig, at Alzheimers går i arv, men min mor har ikke Alzheimers. Hun har til gengæld kræft i hjernen, også selv om de skar hende op og forsøgte at operere det væk. 

Da min mormor er død, mødes vi til hendes bisættelse, og solen skinner indad vinduerne i træhuset, mens det regner udenfor. Min mor holder en tale. Hun fortæller, hvordan hendes far forlod hende og min mormor, da min mor var et år. Hun mødte ham først rigtigt igen, da hun var 11. Hun taler om, hvordan hun oplevede, at hendes mor stoppede med at bekymre sig for hende, da hun blev ældre, fordi hun mente, at min mor kunne klare sig selv og ikke havde brug for hende længere. Hun fortæller, hvordan min mormor glemte at spørge ind til, hvordan hun havde det. Jeg tænker, at min mor også glemmer at spørge mig, hvordan jeg har det for tiden, fordi hun selv er syg, og fordi hendes mor lige er død. Jeg læser op fra min mormors bog Engle græder ikke. Vi synger I dit korte liv, som blev skrevet 1941, det år min mormor blev født. Min mormors mand, som vi alle forguder og elsker, fordi hans kærlighed til min mormor er lavet af den reneste af alle kærligheder i verden, taler. Min mors søskende taler. Jeg er ikke en engel, så jeg græder. Der er ingen af talerne, som fortæller om, hvordan min mormor levede i et voldeligt forhold i mange år. Om hvordan hun levede med en dyb indgroet angst efter det. Det er ikke den fortælling, som fortælles om hende. Det er en fortælling, jeg selv først har hørt som voksen, men som gjorde labyrinten nemmere at finde rundt i, fordi meget vedrørende min egen mor gav mening efter det. 

LÆS OGSÅ: Nick Cave: "Der er noget næsten heltemodigt ved at lide i stilhed”

Min søn er i Det Kongelige Teater og se en ballet, mens vi er til bisættelse. Det er min bedste ven Oliver, som har ham med derinde. De ser De glemte børn. Det er lige sådan en oplevelse, min mormor ville have delt med mig, dengang hun stadig kunne huske mig, og dengang hun stadig var i live. Da vi træder ud af kapellet, skinner solen endnu, og det regner også stadig. Jeg tænker, at der må være en regnbue bag en bygning et sted, som jeg ikke kan se. Jeg ringer til et lydudlejningsselskab og booker udstyr til at holde karaokefest i weekenden. Det savn og den afmagt, jeg føler, kan bedst lindres, hvis jeg ifører mig en pailletkjole, hører mine venner synge og ser dem danse. Selv vil jeg vil synge Amanda Lears Follow Me for min mormor Wivi. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende og Livsstil