Der er fordele og ulemper ved ikke at være enige om alting i et parforhold

Af Tina Nikolaisen

I foråret havde jeg sammen med min mand æren af at vise den amerikanske politiske kommentator James Carville rundt i København.

Carville er kendt som en af Bill Clintons tætteste rådgivere og hjernen bag Clintons valgsejr i 1992. Jeg har sjældent oplevet en person, der kan spidde en situation med en enkelt skarp sætning, som Carville kan.

I USA er Carville ud over sin næse for politik særlig kendt for sit ægteskab med ærkerepublikaneren og radioværten Mary Matalin. De to deler seng, døtre og husdyr – men er politisk så rygende uenige, som man overhovedet kan være. Et "komplet mismatch", som de amerikanske medier ynder at beskrive dem.

Jeg synes, det er imponerede, at de stadig er gift efter 20 år med diskussioner og irritationer over alt fra børneopdragelse til valg af tv-kanaler. Med evige forhandlinger og kompromisser på dagsordenen. Og håber på samme udholdenhed for kæresteparret Rasmus Brygger og Mette Pabst, som vi interviewer side 136 om at høre til hver sin fløj i dansk politik og blive "pissehamrende irriterede" på hinanden. Men også om at gøre hinanden klogere og få nye perspektiver på tingene efter en dag, hvor de kun har talt med ligesindede. Og om at være stærk, hvor den anden er svag.

Der er tydeligvis både store fordele og store ulemper, når modsætninger mødes, men jeg kan afsløre, at det nu også er meget rart at være enige det meste af tiden.

God fornøjelse med ugens ALT for damerne.