Mindfulness

Få et bedre arbejdsliv med mindfulness

Mindfulness er en buddhistisk inspireret meditations- og livsførelsespraksis. Den er blevet meget populær herhjemme i de sidste 5- 10 års tid. Der er tale om bevidst nærvær i meditation og i deltagelse i verden med opmærksomhed fra øjeblik til øjeblik uden at dømme og vurdere. Spørgsmålet er, hvordan det giver mening at være ”mindfull” i arbejdslivet? Her er 7 eksempler på, hvordan du bliver mere bevidst nærværende på ditarbejde.

Fred i sindet. I Thailand har thaiboksere tradition for at gå i tempel og dyrke mindfulness meditation før en vigtig kamp. Meditationen mindsker tilstande af fx vrede, frygt eller nervøsitet. Bokseren bliver mere ”klar i hovedet”. Boksetrænerens mantra, er: Når du er fredfyldt, kan du kontrollere alt, hvad der sker. Din arbejdsplads er nok ikke en boksering, men mindfulness meditation kan måske også hjælpe dig med klarhed og fokus i dit arbejdsliv, når opgaverne flyver om ørene på dig.

Aktiv lytning. Ved at bruge ”hv-ord” og ved at prøve at udelade sig selv og egne betragtninger for en stund fra en given samtale, kan man være mere bevidst nærværende, når man lytter. Det lyder banalt, men mange lytter ikke nok, før de afbryder, eller konkluderer ud fra deres egne antagelser om verdens tilstand. Her kommer man til at følge en dagsorden, der måske flugter bedre med vedligeholdelse af eget verdensbillede og ego end noget andet.

Observer og iagttag dine omgivelser. Når du bevæger dig fra det ene sted til det andet, fra et møde, til et andet møde, fra et lokale til et andet, fra jobbet til cyklen, så tag et par bevidste åndedrag, fra næstippen til maven, og forhold dig nysgerrigt til, hvor du er. Gør brug af dine forskellige sanser, fx hvordan det føles at sidde eller stå, hvor du står, hvordan dit tøj føles på kroppen, hvordan lokalet er indrettet, hvem der er i rummet, kan du høre trafikken uden for, kan du mærke luften på din hud? En lille investering, et stort afkast i forhold til en øget bevidst nærvær i det daglige.

Vær ydmyg. Når du åbner dit sind over for nuet i meditation, accepterer du samtidigt, at der er meget du ikke ved, og at det er okay. Sokrates fra det gamle Grækenland efterlevede denne erkendelse og var en af historiens første ”mindfull’e” deltagere. Han stillede spørgsmål ved elitens konklusioner ud fra erkendelsen af, at vi snyder os selv, når vi tror, vi har regnet det hele ud. Vi snyder os selv og hinanden, når vi tror, at vi har alle svarene og er guds gave til fx marketingsafdelingen. Ydmyghed giver os et åbent sind, og ydmyghed gør os i stand til at lære.

LÆS OGSÅ: 5 tip: Sådan håndtere du bekymring

Prøv med virkeligheden. Ofte synes man, at det, der er galt med verden, er de andre. Man føler sig måske som offer eller som ”omringet af idioter”. I sådanne tilfælde kan man af og til have ret, oftest er man i gang med at projicere. Det vil sige, at man ser ens egne fortolkninger og måske sort/hvide forhastede konklusioner projiceret ud på situationer og på andre mennesker, og reagerer på disse projiceringer, som var det den skinbarlige virkelighed. Prøv at nuancere din holdning til dit liv og dine gode medmennesker med ”solen”: Tag et blankt papir, skriv x antal mennesker/situationer/aktiviteter ned, der går dig på. Tegn en cirkel om hvert af disse områder. Tegn syv stråler ud fra hver sol og skriv syv gode ting. Fx ”hader at håndtere kunder”, ud fra hver af de syv solstråsler skriv en positiv ting om at håndtere kunder: en baby smilede til mig fra en barnevogn, jeg fik at vide, at jeg var god til at håndtere klager, det er sjovt at være i kassen, når Amanda også er det etc.

Venlighed. Det er svært at forklare, men under meditation vil du kunne erfare, at godheden, eller hensynsfuldheden, er vores sande natur. Når du har stiftet bekendtskab med denne sandhed, vil du bevidst vælge at være venlig ved hver en mulighed – for her er du autentisk.

Tanke Timeout. Mange i arbejdslivet kan komme til at tænke så langt ud i alskens scenarier, at tankelivet bliver enerverende. Det kan være svært at slippe ud af tænkningen. Tænkning, der det ene øjeblik giver lettelse, det andet øjeblik bekymring. Tag 5 minutter et par gange om dagen, hvor du bringer dit sind i ro med meditation. Fx 5 min hver dag før frokost og 5 min omkring kl .14. Meditation er nemmere, når man hverken er for sulten eller for mæt. Åndedrætsmeditationen er en god praksis, hvis du ønsker at bringe dit sind i ro hurtigt. Den mest effektive variation, jeg kender til, er én, hvor du starter med at ”grounde” dig selv (mærk fx dine fødder i gulvet, stolen du sidder på, tøjet på kroppen), herefter begynder du at betragte dit åndedræt, som sad du i en biograf. Man minder sig selv om, at man hverken er producer, eller instruktør, at man bare skal sidde og kigge, og at åndedrættet er lærredet i den ”indre biograf”.

LÆS OGSÅ: ALT tester: Mindfulness

Fakta

Thomas Markersen er psykolog og arbejder som konsulent og praktiserende psykolog. Han har løst opgaver for private virksomheder, kommuner og institutioner som f.eks. Teknologisk Institut, Psykiatrifonden og Folkesundhed København. Ud over kognitiv terapi har han erfaring med bl.a. positiv psykologi, coaching, bevidst nærvær og kropsterapi.

Thomas har været med til at udvikle konceptet Tanke Timeout, hvis øvelser der vil blive henvist til i denne klummerække.

Læs mere om Thomas Markersen og øvelserne han har udviklet på Tanketimeout.dk