Sexguide
SPONSORERET indhold

Få god sex med den rette timing

Der sker hormonelle forandringer, som er betinget af hvor du er i din cyklus. Skal du til at have din menstruation vil du opleve, at du føler dig mere liderlig end normalt, og på andre tidspunkter, kan din lyst ligge på et meget lille sted, uden det behøver sige noget om, hvorvidt du har lyst til din partner.

Af: Mi Skjold Brix Foto: Alamy
13. sep. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Følg guiden og få mest ud af de fordelagtige perioder og lær de vanskeligere at kende, så du ikke lader dig tynge af dem. I sidste ende, giver det bedre seksuelt selvværd og bedre sex.

Første dag - tag kontrol
Den første dag, du har menstruation, føler du dig udadvendt og modig, takket være en øgning af glædeshormonerne testosteron, oxytocin og østrogen. Din libido vokser også, så go for it og få al den nydelse ud af det, du kan.

Østrogenet gør at kys føles mere intense, og at din partner ser mere attraktiv ud i dine øjne, hvilken gør sex endnu bedre.

At ligge øverst er ideelt, fordi klitoris er ekstra følsom, og du kan kontrollere dybde og vinkel, mens han læner sig tilbage og nyder synet. Læg evt. et håndklæde på sengen for at undgå, at det bliver for griset eller tag et bad lige, inden I går til den.

Lige efter menstruationen – tag initiativ
Kort tid efter din menstruation, gør hormonerne, at du bliver ekstra flirtende i humøret. Din stemme bliver lysere i en periode på omkring fem dage ifølge en undersøgelse foretaget på University of California i Los Angeles. Det skyldes, at vi som huleboere havde behov for at kunne lokke en mand til os, når vi havde ægløsning, selvom udvalget var snævert.

Eneste potentielle problem er, at du midt i din cyklus også kan have et godt øje til mange andre mænd end din partner. Forskere mener, at kvinder fantaserer om mænd 160 procent oftere midt i deres cyklus – selvom folkene bag undersøgelsen opdagede, at kvinder i denne periode dog også tager meget mere initiativ til sex med deres egen partner end normalt.

Kreativiteten, energien og konkurrencelysten er i dagene lige efter din menstruation på sit højeste, så giv den gas med eventyr i soveværelset og kombiner sex og morgenbad og udnyt at de fleste mænds libido peaker om morgenen.

Midtvejskrise
Når du er midt i din cyklus, det vil sige på 15. og 16. dagen, vil du opleve det, vi kan kalde pre-pms. Lidt mindre intenst end PMS. Det skyldes, at dit niveau af noradrenalin og et dalende niveau af kønshormoner gør dig irriteret og måske endda jaloux, hvis din fyr sidder og savler over Helena Christensen. Det er biologi: i dagene 12 til 21 fra første menstruationsdag, er kvinder meget hurtige til at dømme andre kvinder. Det leder tilbage til hulen og dengang vi lavede ild med sten. Når vi var i stand til at kunne blive gravide, kunne det at spænde verbalt ben for en anden kvinde været et redskab til at få fat i manden. Det forklarer Maryanne Fisher, Ph.D., professor i psykologi ved Saint Mary's University i Halifax. Kom jalousien til livs ved at putte i sofaen med noget takeout og en god flaske rødvin og dyrk nærværet. En anden løsning kan også være at sørge for dig selv og få ham til at kigge på imens. Mænd tænder meget på det visuelle og ifølge Marta Meana, Ph.D., psykologiprofessor ved University of Nevada, Las Vegas, er det for mange kvinder også benzin på bålet, at blive gjort til genstand for begær – én god måde at bekæmpe manglende sexlyst, der kommer af faldet i niveauet af kønshormoner.

Dag 21 - madmonster
Måske finder du dig selv med den halve krop i køleskabet. Og det er der selvfølgelig også en forklaring på – selvom det måske kan ende med at lyde som om hele din adfærd er betinget af hormoner, så er din appetit altså også nu slået lidt ud af kurs og din trang til kager, salte snacks og fede retter øget. Det er hormonet progesteron, som øger appetitten, så kroppen er babyklar – hvis du skulle være blevet befrugtet for et par dage siden. Det er kroppen ikke helt klar over, så for at være på den sikre side, bliver du sendt i køkkenet med dine cravings. Ifølge Suzanne Gilberg-Lenz, M.D., og gynækolog i Los Angeles, så skal du have en vis mængde fedt på sidebenene for at opnå den bedste fertilitet. Så i stedet for at kæmpe for en orgasme, der er sværere end normalt at opnå, fordi progesteron blokerer for dine testosteron receptorer, er det måske dagen, hvor I skal nyde et lækkert måltid i stearinlysets skær?

Et par dage inden menstruationen – PMS!
Vi er nået til det mellemsørgelige stadie – pms. Mange føler sig mere sårbare end normalt og det skyldes at niveauet af progesterone og østrogen er faldet. For at gøre det hele lidt mere deprimerende, så oplever mange kvinder væskeophobninger i kroppen i denne periode inden menstruationen.

Gør noget ekstra for at føle dig lækker. Noget delikat lingeri eller slukket lys. Afhold dig dog fra en bikinivoks! Forskere ved University of Michigan har fundet ud af, at kvinder er ekstra sensitive overfor smerte i denne periode. Det gode er, at forskere ved Center for Behavioral Neuroscience siger, at under sex fokuserer mænd mere på kvindens ansigt end hendes krop. Så pyt med de ekstra kilo, hvis du føler dig tynget af dem. Det betyder ikke så meget som du måske tror.

Lige inden – eksplosive orgasmer
Chancerne for, at du er I dét humør, er store. Én af årsagerne er, at dit endometrium (livmoderslimhinden) bliver tykkere for at skabe øget blodtilførsel til dine kønsorganer. Det booster i den grad din sexlyst, og selvom det kan tage lidt tid at nå klimaks, så er det vildere end ellers. Eneste barriere, du skal overkomme, er at koncentrere dig. For faldet i østrogen og testosteron gør, at du lettere bliver distraheret.

Kilde: Women's Health

LÆS OGSÅ: 4 veje til bedre og kraftigere orgasmer