EM i fodbold for kvinder

Fodboldkvinderne i EM-semifinale

Torsdag aften blændes der op for semifinalen i EM i fodbold for kvinder. Skal du se med?

Her på redaktionen tilstår vi, at vi ikke har siddet klistret til skærmen til alle kampene, men i aften er det alvor, når de danske fodboldkvinder skal sætte Norge til vægs for at kunne møde Tyskland i den endelige finale.

Med lidt hiv og sving, en sejr over Frankrig og en heldig lodtrækning om at gå videre, har de danske kvinder kæmpet sig til tops i EM.

Men kender du dem overhovedet, og skal du selv se med?

Vi har plukket fra DBU's interview med tre af fodboldkvinderne, hvis du vil lære dem lidt bedre at kende inden aftenens kamp - se også videoklip med de enkelte spillere og læs mere om dem på dbu.dk.

Pernille Mosegaard Harder, angriber, f. 1992

Yndlings tv-program: Kan rigtig godt lide at se forskellige madprogrammer. F.eks. Masterchef eller mad programmer med Jamie Oliver. Jeg ser også en masse serier. Lige nu er det Gossip Girl, der er toppen!

Hvad har fået DIG på landsholdet (tror du)? Overlæggeren har altid været sat højt, hvilket er en god ting, hvis man tror på sig selv. Jeg vil være den bedste, og er villig til at lære. Derudover har livet udenfor fodbolden også haft en indflydelse, da støtten i det man lavet er vigtig. I mit tilfælde har jeg haft min familie til at støtte mig. Men uanset om det er familie, venner, eller trænere som tror på en og støtter en, har det stor indflydelse. Alle har muligheden for at komme på landsholdet, hvis man har den rette tilgang til fodbold.

Stine Lykke Petersen, står på mål, f. 1986

Fritidsaktiviteter: Fodbolden tager meget af min tid, så bruger resten af tiden på min kæreste, familie og venner, hvor den både kan stå på hygge derhjemme eller aktiviteter som wellness, shopping og cafe- og biografture.

Jeg drømmer om...at få en lang karriere med mange kampe for A-landsholdet og måske komme til en udenlandsk klub og spille i en svær liga.

Katrine S. Pedersen, midtbane. f. 1977

Yndlingsbog eller magasin: Open, biografi om Andre Aggasi og lige nu læser jeg Jussi Adler-Olsen.

Hvad er din bedste fodboldoplevelse og hvorfor? Der er også mange. Faktisk vil jeg sige, at det lige så ofte er de små øjeblikke, der er de store. Men slutrunder er noget særligt, og jeg har været med til syv slutrunder med A-landsholdet, som alle har gjort stort indtryk på mig. Alligevel vil jeg fremhæve en enkelt kamp i min karriere; Kampen mod Finland på et propfyldt Viborg Stadion i efteråret 2006, hvor vi kvalificerer os til VM i Kina med 1-0! Euforisk!

Se semifinalen på DR1 fra kl. 20.30 med optakt fra kl. 20.00.

Kilde: dbu.dk