Forfatter Jesper Stein
Foto: Peter Nørby og privat Jesper Stein er aktuel med den selvbiografiske roman ”Rampen”.

Jesper Stein: "Jeg var nødt til at sige farvel til livet, som jeg kendte det"

I løbet af få måneder blev forfatter Jesper Stein skilt, kom i alkoholbehandling og mistede sin mor. Tre livsomvæltende begivenheder, der har fået ham til at se sin fortid i øjnene for at skabe en bedre fremtid.

Da Jesper Stein stod ved sin mors dødsleje på plejehjemmet i Aarhus i slutningen af 2018, var det kun et halvt år siden, han havde været på Minnesotakur. Tre dage tidligere havde en mail fra Statsforvaltningen sat et endeligt punktum for hans andet ægteskab, og livet, som han kendte det, var i opbrud.

– Jeg havde en meget intens følelse af afslutning. Du går rundt og har en klar forestilling om, hvad der er dit liv og din hverdag, og nu …

Han knipser.

– … er den væk. Det var et farvel til alkohol, som havde fyldt meget i 35 år af min livshistorie, og så var det en afsked med mit ægteskab, der jo er det vigtigste i livet. At blive skilt med børn og skulle affinde sig med, at de pludselig skal være væk noget af tiden, det er der ikke noget godt at sige om. Og så døde min mor samtidig. Så jeg var nødt til at sige farvel til livet, som jeg kendte det. Men man siger jo ikke bare: ”Nå, nu laver jeg sgu lige et U-turn”. Det GØR man kun, når man er presset VIRKELIG hårdt af alle mulige omstændigheder og i dyb krise. Og det var jeg.

LÆS OGSÅ: Ulla Essendrop: "Jeg pressede mig selv så hårdt, at jeg ind imellem kastede op af udmattelse"

Men krisen blev også begyndelsen på to års arbejde med hans nye bog, ”Rampen”. Denne gang er der ikke tale om et nyt bind i krimiserien om vicepolitikommissæren Axel Steen, som Jesper Stein indtil videre har skrevet seks bøger om, men en selvbiografisk roman om den kernefamilie, han voksede op i, og dens opløsning, der kom til at præge familiemedlemmernes liv i årtier. Ikke mindst Jespers eget, som han fortæller om, råt for usødet, i romanen, som han er overbevist om, at han ikke ville kunne have skrevet, hvis de tre skelsættende begivenheder i 2018 ikke havde fundet sted. For med dem opstod der et behov for at søge tilbage til sin fortid med alt, hvad den indebar af sorg og smerte og ikke mindst kærlighed og dannelse. I håb om at blive bedre til at leve et liv i overensstemmelse med sine værdier i fremtiden.

– Jeg befandt mig i en sårbar position, hvor jeg følte, at jeg var nødt til at åbne mig, fortæller Jesper, som først og fremmest har prøvet at blive klogere på, hvorfor hans liv udformede sig, som det gjorde, og hvorfor det har været nødvendigt at have alkoholen som følgesvend i 35 år, når det samtidig betyder, at man ikke kan undgå at svigte sine nærmeste.

– Jeg opfatter mig selv som et menneske, der er opdraget med nogle virkelig ordentlige værdier, og som er fuld af omsorg og empati og gerne vil mine omgivelser det godt. Så HVORFOR skulle jeg dog fucke så meget op undervejs? Jeg kan ikke lave om på de svigt og fejl, jeg har begået, andet end at stå ansigt til ansigt med folk og gøre det op. Jeg kan stå ved det og rette ryggen og opføre mig ordentligt fremover og vise, at jeg kan leve mit liv på en anden måde.

Opbrud i kernefamilien

Rampen var navnet på den vej, Jesper voksede op på, i et villakvarter i Risskov. Faren var gymnasielærer og lige så passiv og konfliktsky af natur, som han var belæst. En far, man kunne føre lange, interessante samtaler med uden rigtigt at få en fornemmelse af, hvordan han gik og havde det. Hans mor, der arbejdede som sygeplejerske, var en omsorgsfuld, handlekraftig kvinde, der havde lige så travlt med at opretholde en poleret overflade, som hun havde med at påpege fejlene hos naboerne og sine nærmeste. Hans seks år ældre bror var mønsterelev i skolen – i modsætning til Jesper, der prøvede at pjatte sig ud af de fleste daglige pligter. Når han kom hjem fra skole, sad hans far gerne i Børge Mogensen-sofaen i stuen med et stykke højtbelagt med skinke og italiensk salat omgivet af bøger, mens tonerne af Cornelis Vreeswijk, Bellmann eller ”Svantes viser” dannede et stemningsfuldt lydtapet i det stilfulde hjem. Hans mor slog sig typisk ned med et glas hvidvin og en cigaret efter fyraften.  

– Der var lyst, rummeligt og frit, og jeg følte, jeg kunne gøre lige, hvad jeg ville. Jeg skænkede ikke mine forældre mange tanker, og jeg satte heller ikke rigtigt spørgsmålstegn ved, om de havde det godt. De var der bare, og jeg havde en eller anden forventning om, at sådan ville det fortsætte, til de døde.

Rampen.jpg
Det lysegule hus på Rampen, hvor Jesper voksede op. Foto: Privat.

Men sådan blev det ikke. For i 1982 smuldrede fundamentet i det gule hus på Rampen. Hans far havde forelsket sig i en af sine tidligere elever, der var 33 år yngre end ham selv. Og det blev slutningen på 29 års ægteskab. Det kom som et chok. Både for den dengang 17-årige Jesper og i særdeleshed for hans mor, som følte, hun havde banet vejen for sin viljesløse mands succes og derfor var overbevist om, at han var den sidste mand i hele verden, der ville forlade hende.

Med ét blev der mørkt og dødt i det ellers lyse og livlige hjem, hvor bogreolerne nu stod gabende tomme tilbage. Og Cornelis Vreeswijk, Bellmann og ”Svantes viser” blev erstattet af klagesange.

– Der blev stille i huset. Både nede på mit værelse i kælderen og oppe ved min mor på første sal. Og der var så os to tilbage. Og jeg skulle passe på hende. Der var gentagne klagesange: ”Han gik i løgn”. Det kværnede bare løs i halvandet år. Det var et menneske i opløsning fyldt med sorg og vrede mod et andet menneske, der jo desværre var min far. Som var væk, fortæller Jesper, der følte, at hans far vendte ryggen til det rod, han havde skabt.

– Alt det, jeg troede var mit liv, var væk med ét. Ligesom jeg kom til at opleve det igen 35 år senere, hvor jeg havde præcis den samme alder, som min far havde, da han gik. 53 år gammel. Så der har været flere spejlinger i arbejdet med romanen. Og jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, om jeg selv ville kunne falde for en, der var 33 år yngre end mig selv. Jeg tror det ikke.

Selvom hans far vendte ryggen til sit gamle liv, vidste Jesper godt, at det ikke kun var hans skyld, at det gik, som det gik.

– Min mor følte sig som et offer. For alt muligt i livet. Jeg ved ikke, om det er en grundfølelse, hun har haft med sig, men den har nok været der fra meget tidligt. Det er et kæmpe problem, hvis du ikke kan se din egen andel i problemstillinger, som opstår med andre mennesker. Det er jo det samme som at fjerne sit eget værktøj til at komme videre, og min mors problem var i særlig grad, at hun syntes, det var de andres skyld hele tiden, og at der kun var én version af sandheden.

jesper stein familie.jpg
Jesper Stein med sine forældre og sin storebror. Foto: Privat.

Han har tænkt en del over, hvad familien er for en størrelse. Og om det er muligt at gå igennem et helt liv uden at svigte sine nærmeste.

 – Jeg tror, at vi rummer en dobbelthed i os, og at vi har nogle sider, som kan blive forløst i noget smukt og fint, men også i noget mørkt og destruktivt, og hvis livet former sig skidt for os, så vil der måske være en tendens til det sidste – og det, der kommer ud, er sgu ikke altid noget kønt syn. Men hvis vi går og tror, at familien er sådan en nulfejlskultur, må vi nok tro om igen. Og der har vi lidt en tendens til at tro, at vi hele tiden skal være unikke og fantastiske, og at alt skal være så skønt med vores børn. Men det at være i en familie er jo også at anerkende – og måske også acceptere – at der ER svigt. At det er svært at være i den perfekte, svigtløse, fejlfrie familie, og når ens forældre grundstøder, så går det også ud over børnene. I et eller andet omfang.

Omvendt rollefordeling

I familien lå der implicit en opfattelse af, at Jesper var sin mors søn, og hans storebror deres fars. Derfor var det ikke fremmed for ham, at hans mor søgte trøst hos ham. Og især ikke når hans storebror for længst var flyttet hjemmefra. Men i takt med at hendes alkoholindtag tiltog efter skilsmissen, blev grænsen mellem mor og søn mere og mere udvisket. 

– En aften kommer hun ned på mit værelse og er meget ulykkelig og ret fuld. Hun har det her savn, som også er en længsel efter fysisk kontakt. ”Jeg trænger så utroligt meget til fysisk kontakt”, som hun ofte siger til min bror og mig. Som jo er grænseoverskridende i sig selv. Og denne aften siger hun så: ”Jeg savner det så meget, hvorfor kan du ikke tage hans plads?”.

LÆS OGSÅ: "Den udtalelse har jeg lænet mig op ad i svære stunder"

Episoden slog han hen. For ham var det bare det ekstreme udtryk for, hvad der skete hver dag i hans hjem i den periode.

– Det er jo en klokkeklar grænseoverskridelse i relationen mellem en mor og en søn. Men grænseoverskridelsen er jo FOR LÆNGST sket i den relation. Tiden efter skilsmissen har været halvandet års helvede af grænseoverskridelser, for man vidste godt allerede dengang, at hvis man bliver skilt, skal du ikke bagtale den anden forælder over for barnet. Og der foregik dårligt nok meget andet, fordi min mor var i så voldsom smerte over min fars svigt, fortæller Jesper, der hurtigt lærte, at han skulle lukke ned. Høre det uden at tage det ind. Og lade være med at sige noget, da det hurtigt kunne blive vendt mod ham.

Når han var sammen med sine venner, festede han, drak sig fuld og nød at have et frirum, hvor han oplevede en nærhed, der ikke var giftig.

– Jeg prøvede at lade, som om det ikke rørte mig, og jeg bare var en ung mand, der skulle være sammen med en masse piger og skrive nogle digte. En værre dødspilot, der mente, at alt bare var meningsløst. Jeg troede, jeg havde gennemskuet HELE livet, for jeg havde læst Hemingway og havde bare styr på hele lortet. Og det havde jeg jo ikke … Det var ligesom en måde at overleve på for at slippe for at mærke, at der var noget, som gjorde ondt.

jesper stein 85.jpg
Jesper i 1985. Foto: Privat.
jesper stein mor og far.jpg
Jespers mor arbejdede som sygeplejerske og giftede sig med hans far i 1953. Foto: Privat.

I forbindelse med researchen til bogen har han indsamlet breve og fotos, søgt aktindsigt i fødselsjournaler og personalemapper og læst sine gamle dagbøger, som han har ført det meste af livet. Og så har han talt med blandt andre sin mors to søstre og netop vennegruppen fra Risskov i 1980’erne. Særligt mødet med de gamle venner har været et rørende gensyn. Flere af dem var med til hans 18-års fødselsdag, der blev fejret i hjemmet på Rampen, hvor hans mor havde lavet mad. Men festlighederne stoppede brat, da hun senere på aftenen faldt ned ad trappen i påvirket tilstand.

– Det, de alle siger, er, at jeg følte en meget stor omsorg over for min mor, og at der ikke var nogen tvivl om, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at tage mig af hende. De har oplevet mig som meget påvirket af den situation, hun befandt sig i, og som en af dem sagde: ”Jamen, du sagde jo til mig, Jesper, at hvis ikke du var der til at tage dig af hende, 24 timer i døgnet, så ville hun dø”.

Han stopper op et øjeblik, tager en dyb indånding og fortsætter:

– Når jeg fortæller det, bliver jeg selvfølgelig påvirket, fordi det var sådan, jeg havde det – det var der ikke nogen tvivl om … Og det, jeg bliver påvirket af nu, er, at jeg genbesøger den følelse med den voksenviden, jeg har … Der er jo ikke nogen 17-årig, der skal have det sådan der.

Alkoholen som følgesvend

De seneste år har budt på flere terapeutiske projekter som arbejdet med bogen og ikke mindst afskeden med alkoholen.  

– Uden at fornærme mine bedste venner, vil jeg sige, at på nogle måder har alkohol været min bedste ven i 35 år, og det har ikke været en ven, jeg har haft lyst til at sige farvel til før til allersidst. Så det er noget, der har fyldt RIGTIG meget i mit liv, og som har været en psykisk omfavnelse i svære situationer. Men det har jo haft store omkostninger. Ikke bare for mig selv, men selvfølgelig også for mine nærmeste omgivelser – og for dem på mange måder værre end for mig, fordi de ikke selv har valgt det, siger Jesper, der også har haft flere perioder, hvor han ikke har drukket, men hvor han har levet med bevidstheden om, at det nok var et spørgsmål om tid, før han ville begynde igen.

– At være på Minnesotakur er ikke nogen badeferie. Det er, som om nogen tager den største spade, du kan finde her i livet, og så graver de derned, hvor grundrødderne gror, og så bliver det hele vendt om. Det bliver du så nødt til at se på for at komme videre.

LÆS OGSÅ: ”Man kan ikke hjælpe en alkoholiker, der drikker”

Det har også fået ham til at tænke over, hvornår hans alkoholforbrug udviklede sig til et reelt misbrug.

– Nu har jeg jo læst mig igennem mine gamle dagbøger, som veksler mellem at være MEGET patetiske og meget opstyltede. Men deriblandt skriver den 19-årige Jesper i 1984: ”Jeg er alkoholiker”. Og det står der igen i 85, 87 og 90. Det står alle mulige steder i mit liv undervejs i det, jeg har skrevet i øjeblikke af klarhed og selvindsigt. For jeg bruger alkohol til at flygte fra mine følelser.

Han tror, at hans forældre inderst inde godt vidste, at han havde et problem, men at de var for optagede af det, der foregik i deres eget liv, til at tage hånd om det. Men han ville ønske, at de havde gjort det, uden han vil fralægge sig sin del af ansvaret.

– Jeg vil VIRKELIG håbe for mit eget vedkommende, at jeg kommer til at reagere anderledes, end de gjorde, hvis jeg skulle se de samme tegn hos mine børn. Der skal man jo være der, ik’? Jeg har mødt nok alkoholikere i mit liv til at vide, at hvis man er midt i sin alkoholisme, vil man ikke hjælpes, og så har man en tendens til at sige: ”Gider du godt at gå ad helvede til! Du skal ikke komme her og sige til mig, at jeg har et problem, for det har jeg OVERHOVEDET ikke!”. Men ikke desto mindre så PÅVIRKER det dig jo. Det kan godt være, at det er ærgerligt at skulle være den, der kommer og siger, man skal gøre noget ved det, og så blive mødt med en fuckfinger. Men det bliver jo siddende i en, hvis nogen først har påpeget det, og det er jo summen af det, der til sidst er med til at skubbe en derhen, hvor man holder op.

En ny begyndelse

Umiddelbart kan man se alkoholen som hans families tunge arv. For også hans far endte med at drikke for meget de sidste år af sit liv, der sluttede i 2013. Men frygten for at bringe arven videre til sine børn skænker Jesper egentlig ikke så mange tanker.

– Jeg tror, hvad det angår – og med alt andet, der kan koste en noget i livet – så er åbenheden og bevidstheden om, at det findes i ens liv, og der måske kan være en forhøjet risiko, det vigtigste. Det er med hemmelighederne, at alt ondt opstår i mit univers. Når der er noget, man ikke må tale om. Alkoholismens bedste ven er løgnen, fordi det jo kun kan fungere sammen med løgnen – man er jo nødt til at lyve om kvantum og om, at man drikker. Alle alkoholikere lyver om et eller andet. Så derfor er åbenheden og sandheden den største gift mod alkoholismen.

jesper stein.jpg

Da både hans forældre og Jesper selv har haft en tendens til at flygte fra smerten, når livet gjorde ondt, som livet jo til tider gør, gjorde han det under arbejdet med sin bog til et dogme, at hver gang han kunne mærke, at han kom i kontakt med noget smertefuldt fra sin fortid, skulle han skrive om det og på den måde forholde sig til det. Og det er noget, han i det hele taget synes, at mænd godt kunne blive bedre til.

– Mænds største akilleshæl er, at vi er for optagede af at handle og fikse ting, så vi kan komme videre i stedet for at tale om det, der gør ondt. Hvis man ikke mærker efter og fortæller, hvordan man har det i for eksempel sit parforhold, så ender det galt, for vi kan jo ikke gætte os til, hvordan den anden går og har det. Det gælder i ALLE dybe relationer, og dét er mænd – desværre – stadigvæk temmelig meget dårligere til end kvinder. Det hjælper altid at tale om tingene, det har især de sidste to et halvt år lært mig, fortæller Jesper, der også synes, at der burde være mere fokus på, hvordan kvinder er mødre over for deres sønner.   

– Jeg har tit tænkt over, at det sgu er virkelig mærkeligt, at mænd kommer til deres mor, når de er kede af det – det gjorde både min bror og jeg også. Og jeg kender mange jævnaldrende kvinder, hvor deres sønner har en særlig fortrolighed med dem, som de så af en eller anden årsag ikke går ud og har ude i resten af samfundet. Det er meget almindeligt for voksne mænd – om du er 18, 28 eller 38. Altså så længe mødrene kan følge med … Så hvorfor er det lige, at mange mænd har så svært ved at sætte den relationsdybde i spil over for andre kvinder? Er det, fordi der også er en lås eller form for bagbinding på sønnen i den relation?

LÆS OGSÅ: "Jeg har sagt farvel til min mor i så mange år - hver eneste dag"

Sådan følte han det i hvert fald til en vis grad selv. Derfor er han også overbevist om, at han ikke ville kunne have skrevet ”Rampen”, mens hans mor levede.

– De sidste fem-seks år af sit liv var hun for dement til, at hun ville kunne have læst den. Men ikke engang da ville jeg kunne have skrevet den. Så massivt et greb har hun alligevel haft om mig, kan man sige ... Jeg har god samvittighed. Vi må formode, at vores forældre ikke kan rotere i deres grave. Og hvis ikke man skulle have lov til at fortælle sin egen historie – med de svigt, man er blevet udsat for, og også med den kærlighed, man har oplevet, for det har der også været – så ophører al mening med samtaler og historiefortællinger, siger han.

– Og så tænker jeg også, at der er en eller anden lidt ironisk, poetisk retfærdighed i, at hvis du vokser op i en familie, hvor en person sætter sig så massivt på historieskrivningen, som min mor gjorde, så risikerer du også, at nogen bagefter kommer og skriver sin egen version af historien.

jesper stein2.jpg

Hans mors død har bragt ham tættere på sin bror og hendes to søstre, som hun ikke så meget til de sidste 30 år af sit liv, og som han tog kontakt til igen, da han lavede researchen til sin bog.

– Jeg følte mig på nogle måder lettet, da min mor døde. Det var en afsked med en masse smukke, fine ting, hun havde givet mig, men der var også nogle ting, jeg vidste, at vi lagde i graven med hende, som ikke længere skulle spille en rolle i mit liv. Det var selvfølgelig en afsked med alkoholen, men også det med at lede efter fejlene ved andre mennesker. Og at der ikke længere var nogen, der skulle bestemme, hvilken historie der skulle fortælles om det liv, jeg har levet. At sige farvel til de ting. Det har været en stor lettelse.  

Hvem er Jesper Stein

jesper stein fakta.jpg

  • Født 1965.
  • Forfatter og aktuel med den selvbiografiske roman ”Rampen”.
  • Kendt for krimiserie om Axel Steen, som han fik De Gyldne Laurbær for i 2015. 
  • Tidligere kriminalreporter og litteraturjournalist på Jyllands-Posten. 
  • Har en datter på 14 og tvillingedøtre på 7 fra sit seneste ægteskab samt en datter på 24 fra et tidligere forhold. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Bøger, Alkohol, Livsstil, Interview og Familieliv