”Til sidst gik det op for mig, at kærligheden til min mor var stærkere end alt den fortræd, vi havde gjort hinanden”
Relationen til vores nærmeste kan være noget af det allersværeste i livet. I hvert fald når den ikke er, som vi ønsker. I erindringsromanen ”Fruen” beskriver Malene Lei Raben, hvordan opvæksten i de grænseløse 70’ere med en kritisk og manipulerende mor har fået gennemsyrende betydning for både hendes barndom, teenageår og voksenliv.
Der hersker ingen tvivl om, at relationen mellem barn og forældre kan betyde meget for vores person, og hvordan den former sig. Ifølge Psykiatrifonden viser en nyere amerikansk undersøgelse, at mange forskellige faktorer har indflydelse på individets udvikling, men at den mest betydningsfulde enkeltfaktor er kvaliteten af barnets tidlige tilknytning til de primære omsorgspersoner, sædvanligvis mor og far.
Går forholdet skævt, af den ene eller anden årsag, kan det altså sætte spor langt ind i vores voksne liv. Det ved Malene Lei Raben. I bogen ”Fruen” beretter hun om en barndom, hvor alt så godt ud og pænt på overfladen – men virkeligheden var en helt anden.
Den pæne facade
- Betragtede man os udefra, så man et elegant og farvekoordineret billede. Vi var den gode smag og de rigtige meninger, lange uddannelser og eftertragtede chefstillinger. ‘Sikke nogle børn, den mor har produceret!’ tænkte Elitepensionisterne imponeret. Ingen så det fulde billede af det, som foregik mellem min mor og mig, de skuffede forventninger, alle bebrejdelserne og skænderierne. Folk så kun det, vi havde lyst til at vise frem.
Bag den gode og pæne facade ulmede efterskælvet af forældrenes hadefulde skilsmisse, og da Malene Lei Rabens søster flyttede hjemmefra, og hun blev alene med sin mor, ændrede den intelligente, stærke og morsomme kvinde, hun kendte fra sin tidlige barndom, fuldstændig karakter.
- Min mor undergik en meget voldsom forandring i mine teenageår. Hun havde svært ved at acceptere, at min søster og jeg forandrede os, og at vi ville være os selv. Det er der mange forældre, der har. Vi var soldater i hendes hær, os mod verden, og det var svært for hende, at vi ville vriste os fri.
- Hun blev meget uforudsigelig og kritisk og vogtede altid på mine fejl. Jeg havde en følelse af, at hun hele tiden holdt øje med, om jeg var illoyal.
Malene Lei Raben husker i store træk sine tidlige barndomsår som frie og glade, men med morens forandring tog Malene Lei Rabens liv en drejning, hun på ingen måde havde forudset, og som hun kæmpede med at forstå. Når hun tænker tilbage på tiden i dag, har hun dog en god idé om, hvad konflikterne skyldtes - hvad det var, der kunne få hendes egen mor til at vende sig imod hende.
- Ved blot at se på hende og ved blot at være i hendes liv mindede jeg hende om alt det, hun ikke ønskede at huske: at hun forelskede sig i min far og lod ham ydmyge sig, og at hun var en farverig, men uperfekt mor. Hun, der var så stræbsom og ambitiøs, var vred på sig selv over, at hun
ikke gjorde det bedre, og netop derfor skulle jeg konstant bekræfte hende i, at det ikke bare var godt nok – men det BEDSTE.
- Min mor havde altid spillet hovedrollen i mit liv og, troede jeg, slet ikke overvejet, at jeg en dag ville få lyst til at blive min egen. Hun, som selv havde brudt med sine forældres traditioner, havde
opbrugt hele kvoten for oprør, så det kom fuldstændigt bag på hende, at jeg en dag ville bestemme selv. Problemerne var jo løst!
FRUEN – en datters historie om kærlighed og frihed
FRUEN er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen af handlekraftige, selvrealiserende voksne. Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.
Stor betydning for voksenlivet
I”Den vigtige tilknytning mellem barn og forældre” forklarer Psykiatrifonden, at forudsætningen for en vellykket udvikling af selvstændighed og frigørelse fra forældrene er, at man har haft en tryg tilknytning. Det er i øvrigt også forudsætningen for et samspil, hvor barnet eller den unge får mulighed for at lære noget om sig selv og om andre. Man lærer at blive menneske ved at være sammen med andre mennesker.
Og netop dette kan Malene Lei Raben genkende i sit senere liv. Som voksen skulle hun finde ud af helt basale ting, som hvordan man indgår i normale relationer, og hvad det vil sige at have et velfungerende familieliv. Selv i dag, hvor Malenes mor ikke længere er her, kan hun mærke, at de konstante skænderier og kritiske øjne i nakken sidder dybt i hende.
- Det er ikke noget, man kan få andre til at forstå, men det har uden tvivl givet problemer for måden, jeg indgår i andre relationer. Det er skamfuldt at have så dårligt et forhold til sine forældre, og det har haft en ødelæggende virkning på mit selvværd. Jeg har gang på gang fået at vide, at jeg er et dårligt menneske med dårlig karakter, og at jeg er ukærlig, egoistisk, uhjælpsom. Når det bliver sagt af et menneske, man har beundret meget, begynder man til sidst at acceptere det.
Overraskende forløsning
Det er langt fra unormalt, at svære familieforhold ender i et midlertidigt eller permanent brud i kontakten. Faktisk viser en YouGov-måling, B.T. fik foretaget sidste år, at næsten hver fjerde dansker har brudt med et nært familiemedlem, og at manglende anerkendelse er den største årsag bag. Men trods de mange ulykkeligheder, det svære mor/datter-forhold bragte med sig, overvejede Malene Lei Raben aldrig at stoppe al kontakt med sin mor – i hvert fald ikke seriøst.
- Min respekt for hende og mit håb om, at det ville blive bedre, gjorde, at jeg ikke brød med hende. Jeg havde accepteret hendes fortælling om, at det var min fejl det hele. Derfor var det svært at bryde kontakten. Så sad jeg jo bare tilbage i mit eget dårlige selskab. Men jeg kunne godt have haft glæde af at have haft nogle år med færre konflikter.
Vanskelighederne mellem mor og datter fortsatte ind i Malene Lei Rabens voksenliv, hvor hun selv fik børn og familie. Da moren blev dødeligt syg, valgte hun alligevel at sætte karriere, mand og børn til side for en stund for at hjælpe til, og disse sidste måneder endte overraskende med at blive den nok mest fredelige periode i Malene og morens forhold.
Ikke fordi konflikterne blev hverken løst eller glemt, men fordi det at sætte alt andet på pause og være sammen konstant, gav en ro, hvor der ikke var rum til kritik. I stedet udløste den en form for forløsning og fik Malene Lei Raben til at indse, at man ikke nødvendigvis behøver at kunne lide hinanden for at elske hinanden, og at kærligheden til hendes mor, trods alt hvad der var sket, faktisk var betingelsesløs. Hun havde lyst til at være der for hende i den sidste tid, uanset hvor besværlig hun var.
Tre år senere begyndte Malene Lei Raben på den bog, der skulle hjælpe hende med at lede efter en form for mening. ”Fruen” beretter hendes historie om at frigøre sig fra fortidens skygger og viser forfatterens egen store erkendelse: at kærligheden til hendes mor i sidste ende var stærkere end alt den fortræd, de havde gjort hinanden.
Kilder: Psykiatrifonden.dk & YouGov