Anne-Marie vil være sosu-assistent på trods af sit handicap: Ingen skal pussenusse med mig

Smilet breder sig på Karlas ansigt, da hun får øje på den unge praktikant Anne-Marie i gangen på plejehjemmet på Bronzealdervej i Odder.

– Du ved jo, at jeg elsker dig lidt, erklærer Karla med varme og glæde i stemmen, da de mødes.

LÆS OGSÅ

Derfor kan en hobby være med til at styrke dit helbred

Ofte kommer arbejde og livet i vejen for en hobby. Det er en skam, for dit fysiske og psykiske velbefindende har virkelig godt af, at du trækker dig ind i en boble og lukker alt andet ude. Sundhedsforsker Carita Håkansson forklarer, hvorfor en fritidsbeskæftigelse er godt for dit helbred.

Karla Käte Bøgh er 85 år, bor i hus 14 og kender Anne-Marie Rygaard-Wiwe, fordi hun er her i praktik som led i sin uddannelse til social- og sundhedsassistent. 

Karla har et særligt varmt forhold til den 23-årige kvinde, der er udfordret af cerebral parese, som er et bevægelseshandicap, men som stædigt er i gang med at gennemføre uddannelsen til et job, som hendes mor ellers har frarådet hende at give sig i kast med:

– Min mor er assistent, og hun synes, det er hårdt, så hun har altid sagt: ”Anne-Marie, det bliver for hårdt for dig”, men jeg var med hende på arbejde, da jeg var barn, og jeg syntes det var rigtig hyggeligt at tale med de gamle og spille kort med dem, så jeg har altid haft et positivt indtryk af jobbet, selvom det naturligvis indebærer mere end det, jeg så som barn, forklarer Anne-Marie smilende.

Hun er født med cerebral parese, fordi hun mistede ilt under fødslen, og som barn havde hun svært ved at bevæge sig hurtigt rundt. 

Hun faldt ofte, fik små sår og blå mærker, men rejste sig altid, hvilket er symptomatisk for Anne-Maries tilgang til livet:

– Jeg har svært ved at sige: ”Hej, jeg hedder Anne-Marie, og jeg er spastiker”, for det er ikke det, der skal gå forrest. Det er bare en del af mig, men det er ikke mit handicap, der kommer med mig. 

Det er mig, der kommer med det. Jeg er nået til et sted, hvor jeg gerne vil stå på egne ben og vise, at det kan jeg, siger hun.

Det forløsende grin

Anne-Marie er født og opvokset i sønderjyske Rødekro og havde som mange andre unge et job efter gymnasiet.

LÆS OGSÅ

Pernille har ikke drukket i 10 år: "Jeg havde ikke haft det sådan før, og det skræmte mig"

Hun var en del af en ungdomskultur, hvor alkohol var en selvfølge. Men i takt med at Pernille Rogert fik det værre og værre, både fysisk og mentalt, valgte hun procenterne fra – og det fik betydning for alle dele af hendes liv. I dag har hun været ædru-nysgerrig i 10 år og savner en mere åben snak om alkoholvaner.

– Jeg arbejdede på et sygehus som rengøringshjælp, og det var for fysisk hårdt for mig at gøre rent fra 05 til 13. Min tante arbejdede i hjemmeplejen og mente, at det var lige noget for mig, men det troede jeg nu ikke, at jeg kunne, forklarer Anne-Marie.

Tanten fik hende alligevel med på ideen, og Anne-Marie endte med at være i hjemmeplejen som ufaglært i to og et halvt år:

– Jeg var rigtig glad for det, og tænkte: ”Det her, det kunne jeg godt tænke mig”, og da mine veninder syntes, at jeg skulle flytte med til Aarhus, søgte jeg ind på sosu-skolen i Aarhus. 

Da jeg skulle i praktik, søgte jeg til Odder Kommune, for Aarhus er lidt for stor til mig, og her er jeg blevet bekræftet i, at jeg passer bedst til et mindre sted, fortæller Anne-Marie.

Når hun søger praktiksted lægger hun ikke skjul på, at hun har et fysisk handicap:

– For jeg kan jo ikke skjule det, siger hun.

Anne-Marie er blevet positivt modtaget:

– Jeg er meget pligtopfyldende, og jeg vil gerne, og det er en god indgangsvinkel. Der er mange, der har for meget pli til at spørge direkte, hvad der er galt med mig, men så kommer det hen ad vejen. 

Så kan det være, at de spørger: ”Hvorfor er dine fingre sådan og hvorfor går du sådan, som du gør?”, og så kan jeg jo svare, at det er, fordi jeg er spastiker. 

Flere ældre tror, at jeg har gigt, og så når vi nogle gange frem til, at vi er i samme båd, og så kan vi grine af det, fortæller Anne-Marie.

Minus pussenusse

Anne-Marie ser sig selv som et menneske med et positivt sind, og det bliver bekræftet af kollegaer og beboere her på Bronzealdervej. Indimellem møder hun dog også fordomme:

– Der er nogle, der spørger, om jeg ikke bare kunne have fået pension, men jeg anede ikke engang, at jeg kunne få førtidspension, og det skal jeg da heller ikke have som 23-årig, siger hun og tilføjer:

LÆS OGSÅ

En af hjernens store mysterier er løst – og din søvn er nøglen

"Hjerneaffald" kan på lang sigt føre til alvorlige sygdomme. Her er, hvad du skal vide.

– Jeg griner af dem og det og tænker, at de mennesker skulle se lidt indad i stedet for.

Anne-Marie erkender, at der er ting, som hun er mindre egnet til, fordi hun har færre kræfter, og at hun for eksempel har svært ved fysisk at magte den personlige pleje, som også kan være en del af jobbet som social- og sundhedsassistent.

– Jeg har også haft øv-oplevelser med et praktiksted, hvor de var bekymrede for, hvad jeg kunne, når jeg nu er spastiker, og der er det afgørende at turde spørge: "I hvilken grad er du spastiker?", så vi taler åbent om det og kan komme fordomme til livs. Det er vigtigt at møde mennesket og ikke handicappet, siger Anne-Marie.

Hun har haft en personlig hjælper en stor del af sit liv, og det har også spillet ind i hendes ønske om at være noget for andre, fortæller hun, der også er blevet passet lidt mere på end sine jævnaldrende. 

For Anne-Marie er det vigtigste, at hun og andre får lov at være menneske, med de udfordringer hun har:

– Jeg vil klare mig selv og ikke være afhængig af nogen, så jeg vil ikke have, at nogen skal pussenusse om mig.

Hun smiler, mens hun siger det, for sådan er hun: Positiv og vellidt. Det skinner også igennem sammen med Karla på 85, der har været inde hos sig selv. Hun stiller sin rollator, som hun ellers kom gående med, og gør sig klar til at blive fotograferet. 

Hun og Anne-Marie skal gå hen ad gangen sammen, og Anne-Marie spørger Karla, om hun ikke skal have sin rollator med:

– Nej, for i dag er jeg gående, erklærer Karla med et stort smil, og Anne-Marie nikker. Hun forstår.