
Anne Louise Hassing var depressiv og gik til lægen – men hans svar var alt andet, end hun havde håbet
Da skuespilleren gik i overgangsalderen, tog hun til lægen for at få hjælp til at håndtere de kognitive og hormonelle udfordringer, hun oplevede. Men det viste sig, at det ikke var dér, hjælpen fandtes.
Omkring 2015 oplevede skuespiller Anne Louise Hassing nogle forandringer ved sig selv, som hun i første omgang syntes, var en smule diffuse. Det fortæller hun i podcasten ”Kære Overgang.”
– Jeg havde det mærkeligt, jeg var depressiv, der var alt muligt kognitivt, og jeg oplevede en grundforvirring. Jeg var på turné og kunne ikke finde rundt ude backstage, og der var bare nogle forandringer i mig, hvor jeg tænkte, hvad der skete med mig.
For at få afklaring på, hvad der foregik, gik hun til lægen. Men da hun forlod lægens kontor, følte hun sig ikke det mindste afklaret.
– Jeg synes ikke, at jeg fik særlig meget at vide. Ikke andet, end at han sagde, det godt kunne være overgangsalderen. Og så sagde han ”Ja, det må du jo bare leve med, eller du kan få nogle hormoner.”
Men for Anne Louise Hassing var beslutningen om at tage hormoner ikke noget, der lå lige for.
– Min mor havde stor glæde af hormoner, men jeg vidste, at jeg er meget sensitiv over for hormoner, og jeg synes ikke, at lægen gav mig hele paletten af viden i forhold til, hvad jeg ved nu omkring de mange forskellige måder, man kan indtage hormoner på. Så jeg synes ikke, det var særlig meget viden jeg kunne hente hos ham.
– Og ærligt talt, så synes jeg, det er for dårligt, at de almindelige praktiserende læger ikke kan klæde kvinderne bedre på og sige noget mere nuanceret omkring, hvad man rent faktisk kan gøre for at hjælpe sin ret belastede både krop og hjerne i den periode, som er rimelig crazy.
Kvinder i overgangsalderen er ikke en sårbar gruppe – eller hvad?
I podcasten ”Kære overgang” deltager også Maria Hybholt, som er Ph.D. og lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab.
Hun arbejder blandt andet på et projekt med titlen ”Kvinder i Sund Overgang,” som følger 200 kvinder i perioden op til og under deres overgangsalder for at klarlægge de fysiologiske og psykiske udfordringer, de måtte opleve.
– Det er lidt som at åbne en lille del af et skattekammer, hver gang vi dykker lidt ned i et lille emne. Det er forskningens virke at finde ud af, hvad nuancerne er, hvad er kompleksiteten i det, og så finder vi løbende ud af, at der er 10 nye forskningsspørgsmål, vi egentlig burde stille, og burde have penge til. Så nu starter vi her, men forhåbningerne er jo, at vi rent faktisk om 5-10 år kan se, at det begynder at ligne noget.
Maria Hybholt forklarer, at netop spørgsmålet om penge har spændt ben for forskning af de konsekvenser, overgangsalderen kan have for kvinder.
– Den mest simple grund, som mange sponsorer ser på, er samfundsøkonomi. Hvor meget koster det? Hvor meget rigere kan vi blive, hvis vi investerer i de her kvinders sundhed? Derfor skal vi komme med nogle hardcore tal på, hvad det egentlig koster for samfundet – det er der, hvor det virkelig rykker.
Hun forklarer, at kvinder i overgangsalderen ikke bliver anset for at være en ”sårbar gruppe” i forskningsverdenen, og at det gør det endnu sværere at få fokus på emnet.
– Det er normalt inden for funding, og alle de agenturer, der er, at støtte sårbare grupper og de store problemer, vi ser i samfundet – og det er ofte bundet op på økonomi. Og kvinder i overgangsalderen er ikke en sårbar gruppe i den forstand.
– For at kunne finansiere sin forskning er Maria Hybholt derfor flere gange i stedet gået crowdfundingens vej.
– Det er lidt anderledes, når man går crowdfundingens vej og prøver at række ud til kvinderne selv, fordi så er det livskvalitet og glæde og forståelse af sig selv, der betyder noget. Så på den måde er jeg blevet klogere på, at der er forskellige måder, man går til tingene på med det samme formål – at få mere forskning, så vi ved noget mere.
– Når man gør det på den her måde, er der tale om nogle stærke kvinder, som kommer fra en generation, der sætter krav til tilværelsen, og som ikke vil finde sig i at skulle slæbe sig selv igennem de her 5-10 år af deres liv.
Høje lyde og stress
Selvom kvinder i overgangsalderen ikke betragtes som en sårbar gruppe i forskningsverdenen, så var det netop sårbar, Anne Louise Hassing følte sig.
Hun mærkede, hvordan hendes hjerne kom på overarbejde, og det kan stadig frustrere hende, hvor alene hun stod med det.
– Når jeg tænker tilbage på, hvor meget jeg strugglede… Nu ved jeg godt, at jeg måske har et lidt anderledes arbejdsliv, men da jeg filmede ”Badehotellet” var jeg så ramt, så jeg var nødt til at have mit eget sminkerum. Jeg kunne ikke holde ud at sidde sammen med andre om morgenen. Lydene var for høje, og det er jo alle de der ting, som kan ramme en, og som kan gøre, at man faktisk har brug for nogle særlige omstændigheder på en eller anden måde.
Anne Louise Hassing besluttede sig for at tage sagen i egen hånd og blive klogere på, hvordan hun kunne få det bedre. Men i første omgang gik det ikke så let.
– Jeg skød med spredehagl. Jeg søgte jo alle steder, og jeg var rimelig desperat, faktisk. Og jeg var slet ikke forberedt. Jeg tænkte, det var sådan noget, der skete for kvinder nede i syden, der sidder og vifter sig.
– Men for det første, så googlede jeg og læste bøger, og begyndte i det hele taget bare at grave mig ned. Og da jeg gik ned med stress efter en turné, så dukkede en hormonuddannelse op, som jeg så gik i gang med.
For hende viste det sig at være det helt rigtige valg at gøre sig klogere på området.
– Jeg havde det sådan, at viden må være vejen frem i forhold til at finde ud af, hvad det er, der sker, og i forhold til at kunne handle. Og at blive klogere på min kemi i kroppen, så jeg ikke bare skulle tage hormoner, der ikke virker, siger hun og fortæller, at hun i den proces også mødte mange, som havde det på samme måde.
– Det gav mig en tryghed og en forbundethed med de andre, jeg var sammen med, og lige pludselig åbnede der sig en verden op, hvor jeg ikke følte mig ensom. For jeg synes, jeg var ret alene med mine symptomer, og jeg oplevede det som et tabu at tale om, hvad der skete.
– Det handler også om, at man pludselig ikke længere er frugtbar, og måske føler sig mindre sexet og attraktivt. Alle de der ting, som er nogle mere sociale ting på en måde. Så det gav mig ro og tryghed, og faktisk også power. For viden er magt, og jeg tog simpelthen fat om roret i mit skib på overgangshavet.
På dét skib fandt hun blandt andet ud af, at hun på nogle punkter havde brug for strukturere sin hverdag på en anden måde end tidligere.
– Jeg fandt ud af, at det faktisk er helt normalt for kvinder i den alder, at vi ikke længere kan præstere ud fra et meget maskulint sted. Jeg havde en lang periode, hvor jeg bare havde brug for at flytte ud i et hus alene i en skov – helst nøgen, for jeg havde også hedeture. Det dér med at slippe kroppen og bare være.
– Men det tog lang tid for mig, som er vant til at være i kontrol, at acceptere det. Det tog mig to år, før jeg kunne sige ”nej, jeg skal have flere pauser, og jeg skal have hul i kalenderen og ikke køre det ræs mere.” Det er jo en kæmpe transformation, og det er et identitetstab, men for mig var det også en kæmpe gave, fordi jeg er et meget bedre sted nu, og jeg lytter meget mere til mig selv.