Garfield-kollektion revet væk!?

Garfield har aldrig rørt noget dybt i mig. Jeg kan ikke lide katte. Lasagne, jo da. Men det er ikke nok til, at jeg kunne finde på at svøbe lemmerne i væg til væg katteprint. Troede jeg.

Men så tikkede en mail fra min frankofile og (åbenbart) katteglade chef ind med et link til den franske konceptbutik Colettes webshop. 10 udsolgte items med den dovne kat. Og når Colette kaster sig over noget, så er det ikke for sjov. Det er med fingeren på pulsen og en fod længere ude i fremtiden, end de fleste kan mestre.

"Det er sgu løgn!?", tænkte jeg og klikkede mig ind på streetwearmærket Lazy Oafs hjemmeside, hvor endnu mere kat blev slynget i masken af mig - her ikke udsolgt! Nu var det ikke bare T-shirts og en lille tophue. Her kan du finde udstyr til en full-blown kattebesættelse; kjoler, skjorter, bukser, iPhonecovers, nederdeleg, jeg kunne blive ved.

"Rædsomt", var min første indskydelse. Men altså. Min teori er, at lidt ligesom med mad, hvor du gerne skal have smagt på noget, der kan udløse kræsenhed i mundhulen mere end ti gange for at kunne vende væmmelse til velsmag, så er det måske også tilfældet med stil?

Jeg har flere gange klikket mig ind forbi kollektionen med pelsdyret. Og katten fik til sidst ram på musen! Som med tennissokkerne, jeg aldrig troede, jeg ville stikke fødderne i og badesandalerne, jeg heller aldrig troede, jeg ville stikke dem i, så er et styks Garfield-cover nu en route til moi!

Vægelsind længeleve!

Miav!

Priserne varierer fra ca. 150 kr. for et cover til ca. 750 kr. for sweatshirten.