Ghita Nørby
Foto: Mew Skuespiller Ghita Nørby om kærlighed og karriere.

Ghita Nørby: "Sandsynligheden for, at jeg møder en ny mand og en ny forelskelse er ikke stor"

Efter mere end 60 år med film og teater har hun et utal af roller at se tilbage på, men nuet er langt mere interessant for Ghita Nørby, der stadig er et livsforelsket menneske, som hverken har afskrevet karrieren eller kærligheden.

Den første tid

– Jeg havde en meget lykkelig barndom. Jeg voksede op i Nyhavn tæt på Det Kongelige Teater, hvor min far var kammersanger. Mor var pianistinde og akkompagnerede far, når han indstuderede sine operapartier eller ved hans solokoncerter. Som treårig fik jeg en lillebror, der også blev operasanger som voksen, og det havde selvfølgelig en betydning for os, at kultur; musik, kunst og teater fyldte så meget i vores opvækst. Min egen drøm om at blive skuespiller spirede tidligt, men det var for stort til, at jeg kunne ordsætte det. I stedet gik jeg efter at blive kok, dyrepasser eller gartner. Den akademiske verden var slet ikke i tankerne, for jeg sloges med ordblindhed i skolen og var også det mindst ambitiøse, man kan forestille sig. Jeg startede dog i gymnasiet, men da mine forældre på et tidspunkt var afsted på en længere rejse, meldte jeg mig ud og gik til prøvefilmning på Nordisk Film. Jeg fik ikke rollen, men to år senere, da jeg var fyldt 18 år, søgte jeg ind på Det Kongelige Teaters Elevskole og kom ind.

Om tiden lige nu

– Optagelserne til Daniel Borgmans psykologiske thriller Harpiks er netop afsluttet. Filmen er baseret på Ane Riels roman, og jeg spiller blandt andet sammen med Sofie Gråbøl og Peter Plaugborg. Der er også en del arrangementer i kalenderen, hvor jeg optræder med Musik og Eventyr sammen med Michaela Petri og Lars Hannibal. Og så er der jo mit hjerteblod, hvor jeg er ambassadør for Verdensnaturfondens beskyttelse af bjerggorillaerne i Afrika. Der er kun 1000 tilbage, så det er kolossalt vigtigt arbejde. Det var Prins Henrik, der fik mig med på den første tur til Uganda for 20 år siden, og i år var jeg dernede igen. Den oplevelse det er at sidde få meter fra så fantastisk et dyr, kan ikke beskrives med ord. Man må knibe sig i armen for at forsikre sig om, at det ikke er en drøm. Det er rørende, det er ren selvforglemmelse, og det giver en forbundethed med naturen og vores jord som helhed. Vi må og skal tage ansvar. Både for gorillaerne og for alt det andet, vi er ved at udrydde og ødelægge.

LÆS OGSÅ: Mads Langer: Da min professionelle succes ramte, stod jeg midt i en personlig fiasko

Min bedste tid på dagen

– Jeg er stadig fuldt aktiv i mit arbejde, og da det ikke er et otte til fire-job, er dagene meget forskellige. Fra perioder med kæmpetravlhed er der en vis omstilling til dage uden fast program, og så bruger jeg morgen og formiddag på at tulle rundt i eget tempo. Drikke kaffe og læse avisen. Jeg bor alene, men har min vidunderlige persiske mynde Aki. Hun skal luftes, og en gåtur i Rude Skov tæt på, hvor jeg bor, er altid et højdepunkt. Det samme er det, hvis familie og venner kommer på besøg. I søndags var vi over 20 mennesker til varm chokolade omkring stuebordet. På den måde kan jeg ikke sige, at ét tidspunkt er det bedste. Gode dage er time efter time med glæde, nysgerrighed, stilhed, larm og latter. Og indignation. Jeg er dybt optaget af klima og miljø. Det undrer mig f.eks., at vi ikke har bedre affaldssortering i den kommune, hvor jeg bor. Det må jeg se at få klaget over!

Min bedste tid på året

– Det er forskellighed i årstider, vejr, lys og mørke, der er det bedste. At stå op om morgenen og sige: ”Nej se, hvor solen skinner” eller: ”Nej se, nu har det sneet”. Blæser det med orkanstyrke, kan jeg sende en tanke til roserne og træerne i min have, som blev grundigt raseret af stormen Bodil i 2013, men jeg vil ikke bekymre mig unødigt. Selvom det var en voldsom omgang dengang, så bor vi trods alt på breddegrader, hvor det aldrig er helt i tyfonens øje, som det kan være andre steder i verden.

Min bedste tid i livet

– Det bliver forhåbentlig i morgen. Eller jeg kan sige igen i morgen, for der har været så mange, mange bedste tider. Min moster Karen sagde engang: ”Ghita er sådan et livsforelsket menneske”, og det er ikke forkert. Jeg rummer hele paletten af følelser og kan også blive grundig gal i skralden, ked af det og helt grå i tankerne, men jeg ejer heldigvis evnen til altid at søge mod lyset. Og så har jeg bevaret min nysgerrighed på morgendagen. Hvilken appelsin dumper ned i min turban; sur, sød, lille eller stor? Det bliver ved at være spændende, selvom jeg har levet i 83 år.

LÆS OGSÅ: Tammi Øst: "Folk tror, at jeg er stærkere, end jeg er"

Min værste tid i livet

– Jeg har været ramt af kræft to gange i henholdsvis underlivet og brystet, og de forløb var tunge. Der er en ensomhed ved at være alvorligt syg – uanset hvor mange søde og omsorgsfulde mennesker, der er omkring en. Mine skilsmisser har selvfølgelig også været forbundet med sorg, selvom jeg ærligt og med eftertryk kan sige, at jeg intet fortryder. Jeg har ikke evnet at have det samme menneske ved min side fra start til slut, og det kan der være et vist vemod over, nu hvor jeg er så gammel, som jeg er, men det kunne ikke være anderledes. Og jeg har ikke afskrevet kærligheden. Sandsynligheden for, at jeg møder en ny mand og en ny forelskelse er ikke stor, men jeg lever, sanser og trækker mit vejr, og så længe jeg gør det, er alt vel muligt.

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så ville jeg smide den i skraldespanden. Det interesserer mig ikke at rejse i hverken fortid eller fremtid. Nuet er så rigeligt interessant, og hvis der er en historisk periode eller person, jeg skal vide mere om i forbindelse med en rolle, så læser jeg op på det. Men nu jeg tænker over det: Kan billetten ombyttes til en almindelig flyvemaskine, for så tager jeg en tur til Sydfrankrig og besøger nogle gode venner. Dem vil jeg hellere spise middag med i aften end med Shakespeare eller Strindberg.

Man siger, tid er penge?

– Det er muligt, men jeg har aldrig været særlig smart i pengesager. Hvis jeg ikke havde en advokat til at ordne honorarer og løn, ville jeg nok få seks flasker rødvin for en filmrolle. Og bo på fattiggården. Økonomi er en vigtig grundsten i moderne menneskers liv og selvfølgelig også for mig. Regningerne skal betales, der skal mad i køleskabet, og det koster penge at gå til frisør. Det må jeg indordne mig under og tage ansvar for, men økonomi i tal er et kedeligt emne.

LÆS OGSÅ: Nyhedsvært Lasse Sjørslev: Jeg vil meget hellere være alene end at få stikpiller hele tiden

Om biddet fra tidens tand

– Det undgår ingen. Jeg har levet sundt, undladt at ryge og passet min hud med grundig afsminkning, fugt og cremer, men rynkerne har indfundet sig, og det har jeg accepteret. Var jeg hoppet på det der med at få sprøjtet alt muligt ind i huden, havde jeg mistet ansigtsmimikken og kunne ikke lave det, jeg gør. Hvordan skulle jeg spille glæde og sorg, hvis det ikke kan ses på mit udtryk? Det er begrædeligt at opleve, hvordan især udenlandske kollegaer har ødelagt karrieren med kirurgiske og kemiske overdrivelser. Selv har jeg ikke bremset ansigtets aldring, og det kommer jeg heller ikke til, men jeg prøver at modarbejde kroppens forfald. Jeg går ture, cykler på en motionscykel og dyrker lidt yoga. Devisen er ”lidt men godt”, for motorikken er påvirket af, at jeg har to kunstige knæ og en kunstig hofte, men det gamle korpus skal holdes i gang. Og have noget ordentligt benzin i form af god, sund mad. Jeg elsker fisk i alle afskygninger og kan også lide kød, men basker ikke rundt i store bøffer hver uge. Eller svømmer i alkohol. Lidt er godt, også i den sammenhæng.

Den sidste tid

– Det ville være skønt at dø, mens jeg lo, og skal jeg opnå det, må jeg blive ved med at gøre det, der fremkalder glæde. Udvikling er langt mere interessant end afvikling, og jeg har ingen planer om at sætte mig hjem i lænestolen og visne. Jeg vil bestille noget. Holde mig i gang. Og jeg er privilegeret ved stadig at få tilbudt masser af arbejde og spændende projekter. Om jeg kan blive ved til det sidste, ved ingen, men det tænker jeg heller ikke så meget på. Nuet er dyrebart, så det er der, jeg holder mit fokus. Og det er det, jeg siger tak for, når jeg beder en lille bøn hver dag. Hvad der konkret skal ske, når jeg lukker øjnene for sidste gang, altså i forbindelse med bisættelse, gravplads og jordiske ejendele, ved jeg ikke. Det må blive på den måde, der føles rigtig for dem, som er tilbage; min søn, mine børnebørn og mine venner. 

Hvem er Ghita Nørby?

Ghita Nørby

Ghita Nørby

  • Født: 1935
  • Privat: Gift og fraskilt (Mogens Garth-Grüner, Dario Campeotto, Jørgen Reenberg og Sven Skipper)
  • Mor til Giacomo (54 år) og farmor til August og Barbara.
  • Fagligt: Skuespiller med et væld af film- og teaterroller på cv’et, fra baronessen på benzintanken over Ingeborg i Matador til store teaterroller i blandt andet Misantropen og Fanny & Alexander.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Karriere og Livsstil