Grevinde Alexandra scroll-down
Foto: Franne Voigt Ifølge grevinde Alexandre er humlen i at være en god forældre, at man giver langsomt slip på børnene.

Grevinde Alexandra: "Når jeg kigger på mine drenge, synes jeg, at de er utrolig ansvarsbevidste"

2020 har været et turbulent år for de fleste af os, men for Grevinde Alexandra var det også året, hvor hendes yngste søn blev myndig, og hun kappede det sidste økonomiske bånd til Kongehuset. Og året, hvor hendes børns far blev ramt af en blodprop i hjernen. Journalist Marie-Louise Truelsen ser sammen med grevinden tilbage på et år, der har fyldt hende med taknemmelighed og nye erkendelser – og med en trang til at tage bladet fra munden i #metoo-debatten.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

CORONA 

”Med mundbind er jeg bare en blandt mange” 

– Vi mennesker kan godt lide at være frie til at gøre, hvad vi har lyst til, og selv definere vores dagligdag og vores liv. Og så kom coronaen og ændrede på det hele. Alting er meget oppe i luften lige nu. Vi er klar over, at restriktionerne er for vores eget ve og vel, men tingene ændrer sig fra dag til dag, og det er svært at forholde sig til. Når det er sagt, så synes jeg, at det er et utroligt studie i menneskeadfærd at observere og mærke på egen krop, hvordan vi over ganske kort tid har formået at indrette os på en ny normal. I november sidste år var jeg keynote speaker til et stort amerikansk complience seminar. Det er kun ET år siden, men det føles som et halvt årti væk. Og på vejen herhen i dag så jeg en mand gå på gaden med sin kuffert. Det er sådan et usædvanligt syn i øjeblikket, at jeg virkelig lagde mærke til det. Det er jo helt vildt, at det er sådan. Da restriktionerne blev løsnet i foråret, og de mindre børn kom tilbage i skolerne, så jeg en dag en stor gruppe børn på gaden. Jeg kan huske, at jeg kiggede tre gange og tænkte: Er det lovligt nu? Fordi det var så mærkeligt at se så mange mennesker samlet på et sted.   

– Forleden dag så jeg en sketch, som en engelsk komiker har lavet. Han spiller både spåmand og en mand, der i 2019 kommer for at se ind i fremtiden. Spåmanden kigger ind i krystalkuglen og siger blandt andet: ”Jeg kan se, at du næste år går rundt med maske”. Nå, svarer manden, er jeg blevet bankrøver? Og spåmanden siger: ”Jeg kan se, at du kun får lov til at komme ud en time om dagen for at motionere”. Hold da op, siger manden, er jeg kommet i fængsel? Men det er jo vores realitet nu, og man bliver nødt til at finde humoren i det, fordi vi alle sammen er i nogenlunde samme situation. Selvfølgelig skal man ikke lave sjov med dem, der er dødeligt syge, eller med dem, der har mistet mennesker, de elsker – selvfølgelig ikke – og det rammer tæt på os alle efterhånden. Men her i Danmark fortsætter livet i den mærkelige verden, vi kender nu. Vi kan sidde her på en café og tale sammen, når vi bare tager de forbehold med mundbind, afstand og afspritning, som vi skal. Samtidig ved vi, at der derude hærger en virus, der er meget truende for menneskeheden. Den er utrolig smitsom, og vi kender endnu ikke langtidsvirkningerne af den. Det er meget uhyggeligt. Coronavirus tærer på vores sundhed og helbred, og den har kæmpe social, miljømæssig og økonomisk impact. Der er ikke nogen, der endnu ved, hvor lang tid vi – i generationer måske – skal betale for de økonomiske konsekvenser. Vores ledere tager nogle beslutninger på vores vegne, og vi bliver nødt til at acceptere dem og rette os efter dem. I den sammenhæng er det også meget vigtigt for mig at sige, at vi skal huske at takke og sende tanker til alle dem, der bekæmper corona på tæt hold. Læger. Sygeplejersker. Alle de mennesker gør et fremragende job.  

Grevinde Alexandra

Hvordan har coronaen påvirket dit eget liv? 

– Det er svært, når ens familie ikke er i samme land. Jeg kan ikke besøge min familie, som er spredt rundt om i verden. Jeg har en gammel mor på 87 år, som bor i Wien.

– Hun har overlevet en verdenskrig, og det er svært for hende at forstå, at hun ikke kan se sin familie så meget. Hun siger: ”Hvorfor skal andre bestemme, hvordan jeg skal dø? Jeg vil gerne se min familie, før jeg dør. Er det ikke op til mig, hvordan jeg vil dø?”.

– Hun har ikke mange år tilbage, og det er da forfærdeligt, at hun skal undvære sin familie så meget. Der er gamle mennesker på plejehjem, der er døde, uden at familien har kunnet besøge dem. Det er da rædselsfuldt.  

Har du slet ikke set din mor under coronakrisen? 

– Jo. I sommer, hvor det var nemmere at rejse lidt, så jeg hende en lang weekend i Wien. Hun bliver ældre, det kan jeg godt se, hun er begyndt at blive meget glemsom, og det er hårdt, at jeg ikke kan være der mere for hende.

– Men jeg har lige fået hende på besøg, og hun skal bo hos mig en måned. Da vi aftalte det, sagde hun til mig i telefonen: ”Du ved ikke, hvor glad du gør mig”. 

Hvordan har coronatiden været i forhold til dine sønner? 

– Coronatiden er meget markant for vores børn. Nu havde jeg ikke drenge i 3.g. i sommer, men jeg kunne mærke på mine veninder, der havde børn i 3.g., at der var meget uvished. Vores danske traditioner må man helst ikke røre ved, og hvad skulle der nu ske med studentervogne og studenterfester? Heldigvis kom der nogle lempelser, så de fik lov til at holde små fester og køre i studentervogn. Men der er da ingen tvivl om, at tiden med corona kommer til at påvirke vores børn og unge. Der er mange, der normalt tager et sabbatår eller arbejder, men de sidder hjemme og ved ikke, hvad de skal. Felix går i 3.g. nu, så jeg er da spændt på at se, hvad der kommer til at ske til sommer. Vi andre har haft vores ungdom, men vores børn står midt i den. Når jeg kigger på mine egne drenge, synes jeg, at de og deres venner er utrolig ansvarsbevidste. De holder sig i små grupper og til dem, de kender. Og hvis de har været ude til noget, hvor det bagefter viser sig, at en har haft corona, så bliver de alle testet med det samme. Jeg tror, at de unge generelt er meget forstående i forhold til, at det er sådan, tiden er, og at der ikke er noget at gøre ved det.  

Har vi lært noget af corona? 

– Jeg har i hvert fald lært at sætte mere pris på de ting, jeg ellers har taget for givet, som f.eks. at kunne rejse. Og jeg har lært at sætte endnu mere pris på nærvær. Det er jo næsten paradoksalt ved corona, at vi skal værne om hinanden ved at undgå hinanden. Vi krammer og kysser kun de allernærmeste, og ellers har vi den der åndssvage, kiksede albuehilsen. Hvor opstod den henne, ha ha? Jeg tror, at de fleste har lært at sætte endnu mere pris på familien og den kerne, man har der. En anden ting, vi er blevet opmærksomme på, er, hvor meget vores livsstil påvirker miljøet. Min søster, der bor i Hong Kong, siger, at hun aldrig har set byen så klart som nu. Luften er så ren. Og når man kigger op, er himlen uden striber efter fly, og der er helt stille på en ny måde. Vi skal også lære at holde traditioner i hævd på en ny måde. Hvad med julen? Hvordan skal vi forholde os til den i år? Det er jo en tradition, hvor vi normalt samles og er kærlige og ekstra hjælpsomme over for hinanden. Der er store juleudsmykninger, der er blevet droppet i år, fordi man ikke vil have, at folk samles for at se på dem. Hvordan vil det påvirke os? Og så er der mundbindene. Ens individualitet bliver totalt fjernet, når man har mundbind på, man er bare en blandt mange andre. Man er anonym. Det kan da somme tider være rart, det skal jeg da gerne indrømme, men hvis jeg kunne vælge, ville jeg helst være fri for de mundbind. De får mig til at tænke på sådan nogle sciencefiction-film, hvor alle mennesker arbejder på fabrikker og går rundt i det samme tøj, så man ikke kan se, hvem der er hvem. Alle er anonymiserede og bare et nummer i rækken. Sådan føler jeg det lidt med maskerne. Alle bliver fladet ud, og man kan ikke udtrykke sig ordentligt. Vi er blevet nødt til at lære virkelig at smile med øjnene, for ellers aner andre mennesker ikke, om vi er glade eller sure.   

Hvad fik du tiden til at gå med, da landet var lukket ned i foråret?   

– Der må jeg sige, der var det guld værd at have en have.  

Så du lavede havearbejde? 

– Nej, nej, nej, gud nej. Jeg ved ikke så meget om havearbejde. Men vi var en håndfuld veninder, der mødtes. Vi har alle en have eller en altan, og vi bor tæt på hinanden. Det med at have social kontakt en gang om ugen, det er guld værd. Det var virkelig skønt at være sammen med sine veninder på den måde. Udenfor. For den der isolation, den er led. Jeg havde heldigvis Felix derhjemme, og det var dejligt at have ham at snakke med hver dag. Han havde hjemme-skoling, og for ham var det en stor succes. De var super dygtige i hans skole til at indrette sig på undervisning på den måde, og han led ikke under manglen på social kontakt. Han tog det i stiv arm at sidde foran skærmen. Selvfølgelig kom Nikolai og hans kæreste også forbi på besøg, og det nød jeg også.  

SYGDOM I FAMILIEN 

”Hvordan i alverden siger jeg det til drengene?” 

– I sommer, da man kunne rejse lidt, var vi i Frankrig for at fejre Felix’ 18-års fødselsdag på Cayx. Jeg kunne mærke på drengene, at de syntes, det var dejligt, at vi endelig kunne samle hele familien, og det nød jeg, Joachim og Marie også. Vi hyggede os og var ude og spise frokost på Felix’ fødselsdag. Jeg har en lille video fra den frokost, hvor vi sidder rundt om bordet og snakker, og jeg kan se, at Joachim smiler, griner, snakker og er med og på. Han er solbrun og afslappet. Det er sommer, ferie, og hans studium er veloverstået. Dagen efter fødselsdagen rejste Felix og jeg videre til en af mine veninder, som har et hus halvanden time væk. Så vi var ikke sammen med de andre, da Joachim blev syg. Men vi var tæt på.  

– Sent om natten fik jeg at vide, at Joachim havde fået en blodprop i hjernen og var på sygehuset for at blive akut opereret. Jeg sov ikke mere den nat. Jeg tænkte, gud, hvordan kan man være så alvorligt syg, når man har festet og fejret sammen to dage før? Det slog mig virkelig, at vores liv faktisk er ret skrøbeligt, og at vi skal sætte endnu mere pris på at være sammen med de få mennesker, vi kan være sammen med i øjeblikket. Det næste, jeg tænkte, var: Hvordan i alverden siger jeg det til drengene? Det var nemmere at sige det ansigt til ansigt til Felix end at skulle sige det til Nikolai, som var taget videre til sin kærestes familie. Men jeg må sige, at det hjalp utrolig meget, at begge drenge hørte direkte fra Joachim selv i telefonen. Han ringede til dem morgenen efter operationen. Så allerede der blev de meget beroligede over, at han kunne tale i telefon.  

– Jeg kunne mærke, at det kom meget tæt på for mig også. Min far fik en blodprop i hjernen, da jeg var 25 år gammel, så jeg ved, hvordan det er at være et barn til en forælder, der har haft det. Og der må jeg sige, at Joachim er kommet meget hurtigere ud af det, end min far gjorde. Min far mistede taleevnen i flere måneder. Langsomt, langsomt kom sproget tilbage, men i lang tid satte han mærkelige ord ind i sine sætninger, fordi han ikke kunne finde de rigtige ord. Hans sprogområde var simpelthen blevet påvirket af blodproppen. Da vi besøgte ham på sygehuset lige efter blodproppen, kunne han slet ikke sige noget, og det var så chokerende og anstrengende for ham, at der ikke kom noget ud.  

Kom han sig fuldstændig? 

– Ja, det vil jeg sige. Jeg var så stolt af ham, da han holdt tale til Joachims og mit bryllup. At han var gået fra ikke at kunne sige noget til at stå der og tale til os i fuld offentlighed, det var imponerende. Det blev jo filmet og sendt i fjernsynet, og min far var bestemt ikke vant til at holde tale. Faktisk havde jeg aldrig hørt ham holde tale før den dag. Det var virkelig flot, at han gjorde det.  

– Det har også været utrolig dejligt at se, at Joachim er kommet sig så hurtigt, og at han har kunnet begynde i sit nye job i Frankrig. Han så godt ud og var glad, da han mødte op på kontoret første dag, det kunne jeg se på de billeder, medierne viste. Billeder siger mere end ord, synes jeg. Det har også været dejligt at mærke, at alle har villet ham det godt. Alle har ønsket, at han skulle komme sig hurtigt, og har glædet sig over det. Han lå på intensiv i dagene efter operationen, og på grund af corona var det kun Marie, der måtte besøge ham, men drengene kunne som sagt tale med ham i telefon. Det er voldsomt at opleve, at en af ens nærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom, og det går virkelig op for en, hvor vigtigt det er, at vi er der for hinanden og passer godt på hinanden.  

#METOO 

”Han lagde an på mig, og jeg skubbede ham væk” 

– Der er mange ting, jeg virkelig har lyst til at sige om sexisme og #metoo. Vi er mange kvinder, der har oplevet forskellige ting på tæt hold, og nogle gange kan jeg virkelig blive vred over, at vi ikke er i mål. Vi er nået langt i kampen for ligestilling i vores del af verden, men der er stadigvæk nogle ting, der ikke er i orden. Og jeg bliver vred, når det går ud over os kvinder. For det er ikke okay. Selvfølgelig er det ikke okay. Jeg er rigtig glad for, at nogle kvinder vælger at stå frem og tale. At de tager fat i et af de store tabuer. Det er ikke okay at tage for givet, at en mand, der har en højere stilling, bare kan tage, hvad han vil. Det er ikke okay! Jeg har arbejdet i finansverdenen i Hong Kong i 80’erne og 90’erne, og det kommer ikke som et chok for mig, at det findes. Det gør det ikke.  

Du siger ”VI er mange, der har oplevet …”, har du selv været udsat for sexisme? 

– Ja, selvfølgelig har jeg det. Det var en meget mandsdomineret verden.  

Hvad har du været ude for?  

– Oh my god, jeg ved ikke, om jeg skal blandes ind i den debat … 

Jeg synes, det ville være stærkt, hvis du også ville stille dig frem og fortælle …? 

– Okay, okay, okay, all right … Ja, jeg har prøvet at blive chikaneret af en mandlig chef. He made advances … Hvordan skal jeg sige det … 

Han lagde an på dig? 

– Ja! Det var en af de udenlandske topchefer, han lagde an på mig, og jeg skubbede ham væk.  

Fysisk? 

– Ja. Og jeg skal sige, at så var det heller ikke værre for mig. Jeg sagde nej, det nej blev accepteret, og jeg beholdt mit job. Jeg vil ikke sige, at det nej blev respekteret – det er ikke et ord, man kan bruge lige i den sammenhæng – men det blev accepteret. Mit nej blev accepteret. Og så så jeg ham ikke igen. Heldigvis. Jeg har lagt det bag mig. Det er en del af min livserfaring. Og jeg er klar over, at jeg er heldig, at jeg kan sige, at et nej var et nej. Det er vigtigt for mig at understrege.  

– En oplevelse, der var værre for mig, var, at jeg blev forfulgt af to mænd, da jeg var helt ung. Jeg var 14-15 år og på vej hjem med offentlig transport. Der var omkring 300 meter til mit hjem, da jeg stod af, og så kunne jeg mærke, at der var to mænd, der fulgte efter mig. Jeg løb alt, hvad jeg kunne, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde haft længere hjem. Jeg løb for mit liv, det er jeg ikke i tvivl om. Der var to indgange til min boligblok, og jeg tog selvfølgelig den indgang, jeg ikke normalt brugte, så de ikke ville vide nøjagtigt, hvor jeg boede. Da jeg kom op, kiggede jeg ud af vinduet og kunne se dem løbe rundt og lede efter mig. Det var virkelig ikke sjovt. Det var heldigt, at der ikke skete noget. Og jeg er ret sikker på, at jeg aldrig ville være blevet forfulgt, hvis jeg havde været en dreng. Kvinder er bare mere udsatte, og det er det, vi skal have fokus på.  

Hvad skal vi gøre for at komme sexisme til livs? 

– Vi skal gøre det, vi gør nu. Tale om det. Få det på bordet. Og så synes jeg, det kunne være interessant at høre lidt mere fra mændene. Det er klart, at det er kvinderne, der taler lige nu – og der er også noget i forhold til safety in numbers. Jo flere kvinder, der taler om det, jo større issue er det. Sexisme har ikke nogen kulturelle begrænsninger, det findes overalt i verden. Vi har mange flere rettigheder og større lighed i et land som Danmark, end de har mange andre steder, men det er stadig heller ikke okay her.  

Føler du, at der ligger et stort ansvar som mor til drenge i forhold til at lære dem om de her ting? 

– Ja, det gør der, og jeg er glad for at se, hvordan mine drenge behandler kærester og veninder. De opfører sig ordentligt, og de lader aldrig en pige gå alene hjem. Men det, der også er vigtigt, er at opdrage drenge til at hylde en kvinde. Jeg ELSKER, når en mand er gentleman. Når han åbner døren for en og respekterer kvinder. Selvfølgelig kan vi kvinder selv åbne dørene – det har ikke noget med det at gøre – men der ligger en respekt i det, når en mand gør det for en kvinde. Jeg har opdraget mine drenge til, at man trækker stolen ud for pigen. Ikke til hverdag, men når man er på en date eller har en borddame til en middag. Og jeg har også altid sagt til dem, at de skal kigge folk i øjnene, når de hilser på. Det er deres visitkort, og folk husker det. There is only one chance to make a first impression.  

NYT JOB I B&O 

”Det er en fordel at have den bagage, jeg har” 

Da Felix blev 18 år, holdt du efter eget ønske op med at modtage apanage, og 2020 blev også året, hvor du fik nyt job, hvordan er det?  

– Jeg er bare lykkelig og vildt glad for at have fået et job midt i krisen. At vi så blev sendt hjem nærmest med det samme, var jo lidt ærgerligt, men vi skal alle sammen være tålmodige. Teams er blevet vores bedste ven på kontoret. Det hele foregår via skærmen, og vi begynder altid med de samme ord: ”Hallo, hallo, jeg kan høre dig, men jeg kan ikke se dig, ha ha”. Det sker næsten hver gang. Jeg holder Teams-møder internt og med udenlandske kollegaer, men jeg savner kontormiljøet. Jeg har lært om mig selv, at jeg ikke er super god til at være hjemme hele tiden. Der er nogle mennesker, som trives med det, andre trives bedst med at komme på kontoret, og jeg kan nok godt lide en blanding af de to ting.  

Hvad indebærer jobbet? 

– Jeg er client programmes director, og jeg skal få flere high-net-worth individuals til at få kendskab til B&O. Så i virkeligheden er det mit job at rejse meget rundt i verden, men det er jo ikke aktuelt lige nu. I Danmark kender 94 procent af befolkningen til B&O, så der er ikke så meget at gøre herhjemme, men jeg nåede lige at have 20 dj’s og producere på besøg i hovedsædet i Struer for at vise dem, hvad vi kan. Det var dejligt at se den yngre generation sætte pris på, hvad vi kan. 

Grevinde Alexandra

Grevinde Alexandra, 56 år

  • Ansat i B&O som client programmes director med særligt fokus på Asien. 
  • Tidligere børsmægler og vicedirektør i GT Management i Hong Kong. 
  • Mor til HH Prins Nikolai, 21 år, og HH Prins Felix, 18 år, fra sit ægteskab med HKH Prins Joachim.
  • Udgav i 2018 bogen ”Mit lykkelige land” i samarbejde med Rikke Hyldgaard.

Hvordan er det at være tilbage i erhvervslivet? 

– Jeg har altid elsket erhvervslivet. Og jeg synes, det er så dejligt at have noget forretningsmæssigt at gøre med et hundrede procent dansk ikon. Det er en halvtidsstilling, for jeg har også to bestyrelsesposter i medicinalkoncernen Ferring. Det er to meget forskellige verdener, men de komplimenterer hinanden godt.  

Så det er de to ben, du står på? 

– Ja, men der er altid plads til et tredje ben, ikke, ha ha. Jeg kigger på forskellige andre ting, jeg muligvis skal kaste mig over, men det er hemmeligt indtil videre.  

Hvad kan du bruge dine tidligere erfaringer fra erhvervslivet og Kongehuset til? 

– Jeg har bevæget mig på mange forskellige platforme, og det er en fordel. Jeg er vokset op i Asien og kom så hertil, det er der ikke så mange, der gør. Der er flere, der tager den anden vej. Mine venner siger, at jeg tænker mere dansk end mange danskere. Og jeg kan godt selv føle, at jeg er så dansk, at jeg må have været det i et tidligere liv. 

– Det ”produkt”, jeg elsker allermest at arbejde med, er mennesker. Jeg synes, det er utrolig vigtigt i et job, at man kan tale med andre mennesker. Jeg har bevæget mig i de øverste lag herhjemme, jeg har repræsenteret Danmark både internt og i udlandet i mange forskellige sammenhænge, så jeg har prøvet meget. Det er en fordel at have sådan en bagage at trække på.  

25 ÅR I DANMARK 

”Det giver mig styrke at vide, at jeg kan klare tingene selv” 

Sidst, men ikke mindst har 2020 været året, hvor du kunne fejre 25-års jubilæum i Danmark, hvad tænker du om det?  

– Oh my gosh, ja, jeg skulle have fejret det. Jeg tror, det var den 15. september for 25 år siden, jeg kom hertil. Det er et kvart århundrede. Gad vide, hvad det næste kvarte århundrede bringer?  Jeg vil ikke sige, at de sidste 25 år kun har været sjove, men hvis de næste 25 år bliver dobbelt så sjove, dobbelt så transformative og dobbelt så lærerige, så bliver jeg da helt rundtosset, ha ha. Så vil det være en karrusel af spændende ting. Men livet er jo fyldt med op- og nedture, og jeg tror kun, at man for alvor kan nyde at være oppe, når man også har prøvet at være nede.  

Hvad tænker du om de 25 år, der kommer? 

– Jeg håber, at jeg stadig er ung af sind. Jeg læste noget forleden, som jeg synes er meget klogt. Det var en kvinde, der havde mistet sin mor, da moren var 67. Datteren, som var på min alder, sagde, at hun glædede sig til at blive gammel, fordi hendes mor ikke havde fået lov til at blive særlig gammel. Hendes mor havde ikke fået lov til at nyde børnebørn og måske oldebørn. Og det var meget rigtigt set, synes jeg. Vi skal minde os selv om, at der er mange fantastiske ting ved at blive gammel også. Men helbredet er vigtigt. Man skal ikke ønske sig at blive gammel for enhver pris, tror jeg.  

I de 25 år har du både fået børn og har oplevet, at Nikolai er flyttet hjemmefra, og Felix er blevet voksen og nok også snart er på vej, hvordan er det?  

– Meget bedre, end jeg havde troet. Jeg har altid sagt, at humlen i at være en god forælder er at give langsomt slip. Hvis man har givet slip langsomt hen ad vejen, så kommer det ikke som et kæmpe chok den dag, de flytter ud. Forhåbentlig har man også smagt lidt på det hen ad vejen. Jeg er tit alene hjemme, og jeg har lært, at vi ikke kan elske andre, hvis vi ikke elsker os selv først. Jeg har lært mig selv meget bedre at kende i den tid, jeg har været alene. Jeg har lært at værdsætte mig selv og ikke bebrejde mig selv alt muligt. Og jeg må sige, jeg kan godt lide det, jeg oplever. Det har givet mig en styrke at vide, at jeg godt kan klare tingene selv. Som alenemor bliver man konfronteret med situationer, hvor man må agere som begge forældre. For nylig havde jeg mus i køkkenet, og for søren altså, hvad gør man der? Jeg gik til isenkræmmeren og købte musefælder, men det var godt nok nogle kloge mus. De fjernede rosinerne, uden at fælderne klappede. Til sidst måtte jeg ringe til musefangeren, eller hvad han hed, som kom og fik styr på det, ha ha. Havde jeg haft en mand, ville jeg helt ærligt have fået ham til at klare de mus, men når man er alene, nytter det ikke noget at gå i baglås. Jeg er faktisk glad for, at jeg har lært at klare mig selv i en ung alder. Jeg tror, det kan være meget sværere at blive enke som 80-årig og pludselig stå på bar bund med mange ting. Det må være hårdt at lære. Og HVIS manden i mit liv dukker op en dag, så kan jeg klare alt selv, og så kan jeg bare nyde, at han er der.  

Når du står med champagneglasset nytårsaften, hvad vil du så tænke om året, der gik, og året, der kommer?  

– At 2020 eddermame var et hårdt år! Både kollektivt og personligt. Men der var også mange lyspunkter. Jeg har nogle tætte forhold, jeg sætter stor pris på, og jeg har mærkeligt nok også fået nogle nye mennesker ind i mit liv, hvor jeg har tænkt, at det måske ikke var sket, hvis der ikke havde været en pandemi. Man er nødt til at fokusere på de gode ting, og mine forældre har altid lært mig, at man aldrig bliver for gammel til at danne nye venskaber. Med hensyn til 2021 håber jeg, at vi begynder at se lyset for enden af tunnellen, at vi kommer ud i den anden ende og kan vende os om og opdage, at tunnellen lukker bag os.  

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Kendte, Interview, Livsstil og Kongelige
Tilbage til toppen