Grevinde Cath Danneskiold-Samsøe

Derfor spiste grevinden sin første burger siden 1981

Var du i går trådt ind på McDonalds på Hovedbanegården ved 14-tiden, havde du fået serveret din burger på en lidt anden måde end sædvanligt.

Bag disken stod den altid stilfulde grevinde Cath Danneskiold-Samsøe iført hvid skjorte og langede cola, burger og fedtede fritter over disken.

Hvorfor, tænker du måske?

Første burger siden 1981

Det startede en skæbnesvanger dag under den københavnske modeuge 2012. Sommersolen bragede ned over de travle gæster, som hvert år må mestre den vanskelige kunst at komme fra det ene show til det andet med lynets hast. I bilen havde ALT for damernes moderedaktion derfor grevinden, der selvsagt også havde brug for at komme hurtigt fra A til B. I det pressede program kræver det næsten magi at klemme et måltid ind. Derfor tyede den effektive moderedaktion til en af de hurtigste leverandører af kost kongeriget har at diske op med; McDonalds.

"Skal du have noget med?" lød spørgsmålet, da bilen kørte op til burgerrestauranten.

Det var en tøvende grevinde, der stjal sig et par sekunder til at overveje, hvad hun var mest til; sult eller ondt i maven. Valget blev det sidste, og hun satte for første gang siden 1981 tænderne i en burger (uden at få ondt i maven, som, hun ellers forventede, var en uheldig "bonus" ved den hurtige mad).

Derfor spiste grevinden sin første burger siden 1981


Burgere frem for kunst

Ingen troede at grevindens flirt med fastfood skulle føre til mere, men de tog fejl. For siden d. 25. november har McDonalds doneret 50 øre for hver solgte menu til Røde Kors' julehjælp for udsatte familier i Danmark. Og det er her grevindens affære med burgerkæden fortsætter.

For det er nemlig hendes initiativ og forsøg på som ambassadør for Røde Kors at få skrabet nogle penge sammen, der kan gøre en forskel. I stedet for at stable en auktion på benene og sælge noget kunst, som mange nok ville forvente, har hun vendt blikket ud ad mod en samarbejdspartner, der favner bredere – og idéen til McDonalds opstod, da hun faldt over billedet fra den varme sommerdag under modeugen, hvor hun på bagsædet af en Peugeot vovede pelsen, på ALTfordamerne.dk. Og pressearrangementet holdte hun selvfølgelig på McDonalds.

Sådan gik det altså til, at grevinden endte med at servere den mad, der skal redde minimum 900 familiers jul i år.

- For mig er julen og højtider generelt en tid til refleksion. Til at tænker over, hvad der betyder noget, og til at være der for hinanden, siger grevinden fra sin plads på en polstret, fastskruet taburet på McDonalds.

Hjertet banker for Danmark

Derfor faldt valget på julehjælpen frem for andre mere internationale projekter, som kendetegner det øvrige fokus for hendes velgørenhedsarbejde.

- Jeg er et "no man land"-menneske som afspejler det globale samfund. Jeg svensk af nationalitet, krydret med en halvt-polsk og halvt-russisk baggrund, og så har jeg et hjerte, som banker stærkt for Danmark. Blandt andet derfor er kampagnen dedikeret Danmark - de danske udsatte børnefamilier som har behov for vores hjælp. Jeg vil være med og støtte dem så de får mulighed for at holde jul på en værdig måde.

160.000 menuer om dagen

Derfor håber hun, at vi ikke vil holde os tilbage med at købe en menu på én af de 88 McDonalds restauranter landet over i perioden 25. November til 24. December, som kampagnen løber over. Burgerkæden garanterer et minimumbidrag på 700.000 kr. til Røde Kors og alt andet derover vil også ryge af sted til de trængende familier.

- De sælger 160.000 menuer om dagen landet over i december, viser statistikken. Hvis man regner lidt på det, kan det sagtens kan overstige minimumsbeløbet, så det håber jeg jo på, siger grevinden.

Behovet for julehjælp er stigende og Røde Kors forventer at 5.000 familier i år vil have brug for en hjælpende hånd til at fejre julen i mod de 4.000 der sidste år modtog hjælp.

LÆS OGSÅ: Kendte mænd gør nar af kvinder uden makeup