"Folk laver nogle gange et lille rejehop, når de er gået forbi mig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været Hovmarksvej i Charlottenlund. Det var et hjem med en musikalsk mor og far. Min far havde en familieforretning i København, hvor han solgte antikke møbler. Mine forældre havde mødt hinanden i et kor, og da min mor fik øje på min far, gik hun direkte hjem til sine forældre og sagde, at hun havde mødt den mand, hun skulle giftes med. De havde ikke engang talt sammen, men de har været sammen lige siden. Jeg var en drengepige, som ikke gik op i tøj og hår. Jeg legede i haven og klatrede i træer. Jeg elskede, når der skulle lægges fliser og renses tagrender, og jeg gik til fodbold og kunne selv reparere min cykel. Min barndom var meget anderledes end det job, jeg endte med at have. Men jeg er stadig hende, der elsker at ordne have og køre et læs på lossepladsen. 

Hvordan fandt du din levevej? 

– Jeg gik på en skole i Charlottenlund, hvor jeg blev meget inspireret af min musiklærer. Min mor skrev sine egne sange og lavede plader, som jeg var med til at indspille, allerede da jeg var 11 år. Jeg drømte selv om at leve af at synge, og allerede da jeg var 14-15 år, havde jeg korjobs i popbranchen for blandt andre Tommy Seebach. Han var datidens store popikon, og jeg var så stolt over at være med. Jeg elskede især at være i studiet – mere end at optræde – for det er den kreative proces, jeg kan lide. 

LÆS OGSÅ: Joan Ørting blev forladt: "Jeg sad en lørdag og pludselig sagde Carsten: 'Jeg går'"

Da jeg var 16 år, udgav jeg min første plade, og så kørte det derfra. Engang var jeg på en fransk musikmesse, Midem Festival i Cannes, hvor jeg besøgte en stand, der bestod af en overskåret Rolls Royce, man kunne sidde inde i. Rundt om stod sikkerhedsfolk med korslagte arme, og direktøren sad og lignede en mafioso. Jeg blev tilbudt en pladekontrakt og en lejlighed i Paris med anstandsdame. Det var store tal, der var på bordet, og det var lidt voldsomt for en pige, der ikke engang var flyttet hjemmefra endnu. Min mor var med, og vi gik hjem og tænkte over det. Næste dag gik vi tilbage og takkede nej. Men direktøren godtog ikke vores svar, så han sagde, han ville købe mit danske pladeselskab for at få mig. Min mavefornemmelse var bare helt forkert, så det skete aldrig. Da jeg et par år senere vandt melodigrandprixet, så han det i tv og fløj til Danmark i sit privatfly for at få en aftale med mig, men jeg ville slet ikke have noget med ham at gøre. Lige siden har jeg været god til at mærke efter og ikke lade mig imponere. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Per, som jeg mødte i 1986 i et pladestudie, hvor han var tekniker og producer. Vi arbejdede sammen et år, inden vi blev kærester, og indtil da var vi faktisk bare gode venner og kolleger. Jeg faldt for hans dejlige smil og rolige måde at være på. Han er stabil og kærlig, kreativ og en vanvittig dygtig musiker. Men han er også typen, der helst vil stå bag andre, og han drømmer ikke om at blive berømt. Derfor passer vi så godt sammen. Vi elsker musikken, men vi er også meget private. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– I 80’erne skete det hele tiden. Jeg lagde ikke selv så meget mærke til det, men dem omkring mig gjorde. Folk ville tit have autografer, og det fik de, og jeg hilste pænt på folk. Det har aldrig været et problem for mig. Men jeg er ret privat og har aldrig været meget på den røde løber. Når jeg ikke er ude at optræde, er jeg derhjemme og har intet behov for at blive set. Derfor bliver jeg heller ikke genkendt så meget i dag – især ikke hvis jeg er uden makeup. Når det sker, hører jeg det ikke, men jeg kan nogle gange se, folk laver et lille rejehop, når de er gået forbi mig.  

LÆS OGSÅ: Trine Gadeberg: Dette bør alle mænd vide om kvinder

Hvornår i livet tog du en genvej?

– Jeg spillede i et band med nogle superfede gutter. I 1983 måtte alle danskere sende en sang ind til grandprixet – eller flere, hvis de ville. Vores band havde sendt to sange ind, og i sidste øjeblik skrev vi Kloden drejer og sendte den ind for sjov. Der kom omkring 900 bidrag, og de tog Kloden drejer. Jeg havde ikke troet, vi vandt, for der var så mange gode deltagere og sange med det år. Men vi skulle repræsentere Danmark til det internationale melodigrandprix i München, hvor jeg fik en pladekontrakt flere år senere. Efter grandprixet skulle jeg ud at optræde fra den ene dag til den anden. Jeg var 18 år, og det var voldsomt. Jeg var vant til at optræde med mit band, men nu skulle jeg af sted alene med singback, (kunstneren synger live til en optagelse af musikken og altså uden orkester, red.) på den måde kunne jeg nå mange jobs på én dag. Det væltede ind med jobs, men det føltes ikke naturligt for mig at stå alene på en scene, og jeg var så genert, at jeg ikke sagde andet end at præsentere næste sang. I dag ville jeg have sagt nej, hvis jeg var blevet bedt om at tage på sådan en turné. Men i dag er det også noget andet, for jeg holder af nærværet med publikum og kan snakke herfra og til månen, når jeg er på scenen – nogle gange kan jeg se på lydmanden, at han sidder og tænker: ”Okay, videre”. 

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg fik min søn i 1998 og troede, at jeg på et tidspunkt skulle tilbage til Tyskland og i gang med musikken der igen. Men jeg valgte Thomas i stedet for at leve min faglige drøm ud. Jeg kender masser, der har klaret at have børn og en stor musikkarriere og har taget børnene med på turné, men jeg ville ikke begge dele, og jeg ville ikke byde Thomas det liv. Det var faktisk ikke et svært valg, selv om det altid har været musik, jeg ville. 

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min mor har en god evne til at sove på tingene, analysere, og så ringer hun og siger, hvad hun synes. Hun tænker over tingene. Min mor blev nummer to ved melodigrandprixet i 1964 med mig i maven, og hun har gjort mange af de samme ting som jeg. Jeg har en stærk mor med personlighed, som har været vant til at være familiens overhoved, og det er hun stadig. Jeg tror faktisk ikke, jeg lægger mærke til hvor meget, hun vejleder mig hele tiden.

LÆS OGSÅ: Nellie Ettison: "Det er fantastisk at mærke kærligheden i en voksen alder"

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Til store fester og receptioner, hvor jeg ikke kender ret mange. Jeg er genert og kan ikke helt være mig selv i sådanne sammenhænge. Derfor udsætter jeg mig sjældent for de situationer, for det er bare ikke mig. Jeg sidder altid og tænker: ”Hvornår kan jeg tillade mig at gå?” Der er meget overfladiskhed og kindkysseri i musikbranchen. Det var et problem, da jeg arbejdede meget i Tyskland, hvor jeg var helt ny og ikke kunne sproget, og jeg skulle gå til store middage for at møde de rigtige mennesker. Jeg passer faktisk ikke ret godt ind i showbiz, selv om jeg elsker at lave musik, få ideer og være i en kreativ proces. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Da jeg vandt grandprixet, havde jeg sunget i mange år, og så vandt jeg med en sang, der lå meget langt fra det, jeg lavede til hverdag. Mit band og jeg lavede noget mere rocket og amerikansk inspireret, og jeg sang altid på engelsk. Kloden drejer var noget andet, men det var den, jeg blev husket for, og det var svært. Jeg følte ikke, jeg blev taget alvorligt, og jeg blev ked af bare at være hende grandprixsangerinden med rejehoppet. Jeg drømte for eksempel om at komme ind i Eleva2eren (underholdningsprogram på TV2 fra 1988-1996), og jeg kørte hen på deres redaktion flere gange om måneden for at tale med dem om, at jeg kunne spille hos dem. Jeg kom aldrig med, og jeg vidste jo godt hvorfor. De ville have noget mere rocket som Thomas Helmig, og det levede mit image ikke op til. Det skuffede mig meget, at de ikke ville lytte til det, jeg lavede.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Vi boede 18 år på en gammel charmerende stråtækt gård, mens vores søn var barn. Vi købte det, fordi vi ville have mulighed for at lave musik derhjemme uden at genere naboerne, og der var en fantastisk udsigt og stilhed omkring os. Men der var også 4000 kvadratmeter have, der skulle holdes og meget vedligehold på en gård fra 1790. Jeg var træt af altid at ordne have og holde ved lige. Jeg er i en ny fase af livet, hvor jeg vil bruge tiden på noget andet. For et år siden købte vi et hus i Helsinge, og jeg troede, jeg ville græde resten af mit liv over at have sagt farvel til gården, men da der var gået en måned, tænkte jeg faktisk ikke på det mere.