Bevar gnisten i sexlivet (selv om du har børn)
SPONSORERET indhold

Bevar gnisten i sexlivet (selv om du har børn)

Af: Signe Gry Braad Foto: Bulls
15. dec. 2010 | Livsstil | ALT for damerne

Når man får en baby, er sex det sidste mange kvinder tænker på. Det aller-aller-sidste, faktisk. Og i en periode er det helt ok, men på den lange bane er det alligevel en lidt trist tanke. Derfor har vi samlet 7 gode råd til, hvordan du får intimiteten tilbage i dit sexliv.


Det kræver arbejde...

Vi var heldigvis gode til at nusse og få nærhed efter vi blev forældre, men det er jo slet ikke det samme. Efter nogle småskænderier endte vi med at sætte os ned og snakke om det. Vi indså, at det krævede lidt arbejde at genfinde lysten og tiden til intimitet, og at vi ikke bare kunne vente på, det kom naturligt. Vi flyttede vores søn ind på hans eget værelse, hvilket var et stort skridt på vejen, og så aftalte vi f.eks om morgenen, at i aften ville vi gå tidligt i seng i stedet for at sidde foran tv og computer. Jeg skulle lige vænne sig til at planlægge sex, men det er jo ingen hemmelighed, at jo mere man har det, jo mere har man lyst til det!

- Julia, 28, et barn

Få intimiteten ind

For os har det været vigtigt at lære at være intime, når vi er sammen med vores barn, så det ikke er noget, vi kun tager os tid til, når hun er puttet. Vi taler meget med hinanden, ligger på gulvet og leger med vores datter og slukker fjernsynet til fordel for at lytte musik sammen. Det har meget handlet om at dele vores følelser og oplevelser, fordi det har været så stor en omvæltning at blive forældre. Intimiteten i vores forhold er ikke på samme måde forbundet med fysisk kontakt, som den tidligere har været, men forældre-øjeblikkene som eksempelvis fødslen er noget af det mest intime, jeg har oplevet.

- Dea, 25, et barn


 

Hold "voksenaftener"

Det er vigtigt at tage nogle voksenaftner, hvor man får barnet passet, hvis man skal bevare intimiteten, efter man har fået børn. Det har vi gjort mange gange for at huske ikke at glemme, vi stadig er ”kærester”. Vi tager i biografen, går ud og spiser, eller bliver hjemme og laver god mad og hygger os sammen. Men jeg tror desværre, at det er de færreste, som husker det, fordi man mest har lyst til bare at ligge på sofaen, når børnene ikke er hjemme.

- Dorthe, 29, to børn.



Planlæg sex

Da vi fik vores første barn var det en kæmpe omvæltning! Især mens jeg ammede var det svært med intimiteten og kropskontakten, fordi jeg faktisk fik opfyldt meget af mit behov fra den lille baby. Efter vores 2. barn gik der ca. tre uger, og så prøvede vi at dyrke sex. Ikke fordi jeg havde specielt lyst, men fordi både min mand og jeg havde brug for en "aktivitet", som kun var for voksne. Vi prøver at åbne en flaske rødvin og putte på sofaen sammen, når børnene sover, men tit aftaler vi faktisk, at på lørdag eller tirsdag, når de er lagt, så skal vi have sex og være voksne. Det lyder ret sygt med planlagt sex, men når man først ligger der, så får man lyst, og det er skønt.

- Anja, 30, to børn

Grib chancen for sex, når den er der

Min kæreste og jeg har gået hjemme sammen, siden vores søn blev født, fordi han først har job fra januar, og jeg tror, det har betydet meget for vores forhold, at vi har haft så meget tid sammen. Vi har begge taget os af vores søn, og den ligeværdighed afspejles også i vores forhold til hinanden. Jeg synes, vi deler en helt anden og dybere intimitet, efter vi er blevet forældre, fordi vi er fælles om noget, der optager os lige meget og som vækker nye, fantastiske følelser, som kun vi forstår. Den kropslige intimitet er det samme som før, vi griber chancen for sex, når den er der, hvilket dog ikke er helt så ofte som tidligere, men det bliver til mange kys og kram i løbet af dagen.

- Gitte, 26, et barn


Find balancen i jeres roller

For os har det handlet om at finde en balance mellem forældre-rollen og de mennesker, vi var før. Det er kommet i etaper: Først blev jeg bedt om at gå mindre i nattøj og også gøre noget ud af mig selv på en søndag (på en meget sød og kærlig måde, naturligvis). Det hjalp. Så snakkede vi om, at det var rart, hvis vi igen kunne have egentlige samtaler og diskutere, ligesom vi altid har gjort. Det tog lidt tid at ryste amme-hjernen af sig, men det lykkedes. Vi implementerede date-aftener, tog på weekendtur og prøvede at lave tid til de ting, der giver lyst til hinanden. For nyligt flyttede vi så vores seng ind i stuen og fik vores eget sted at sove igen. Det hjalp også – faktisk virkelig meget.


- Natasja, 29, et barn



Husk at være kærester

Fra begyndelsen har vi været meget opmærksomme på at være kærester og ikke altid sætte vores barn i første række. Derfor prioriterer vi at få hende passet – både en aften, så vi kan gå ud, men også i flere dage, så vi for eksempel kan tage på kæresteweekend. Det lyder som en kliche, men det giver sindssygt meget overskud i hverdagen, når sommerfuglene igen flyver forelskede rundt efter vi har haft en kæresteaften. Og så husker vi også de små ting i hverdagen, som f.eks. at drikke et glas vin sammen og ikke altid være så forældrefornuftige, hvor det praktiske altid går forud for det sjove.

- Marie-Louise, 32, nummer to på vej