Har du husket pensionen mens du er på barsel?

Har du husket pensionen mens du er på barsel?

For de fleste indebærer det at være på barsel rent økonomisk en indtægtsnedgang, og dermed også begrænset incitament til at fortsætte pensionsindbetalingerne under barslen. Heri ligger en del af forklaringen på, at kvinder opsparer mindre i pension end mænd.

Mange ægtefæller opfatter imidlertid alle værdier i ægteskabet som en fælles formue og har en forventning om, at skulle man gå fra hinanden, deler man værdierne ligeligt. Dette er imidlertid en fejlagtig opfattelse, særligt når det gælder pensionsrettigheder. Udgangspunktet for deling af pensionsrettigheder ved skilsmisse er tværtimod, at hver part udtager egne rimelige/sædvanlige pensionsrettigheder.

Dette betyder, at det pensionstab, der opstår ved, at du ikke indbetaler på din pension i forbindelse med barsel, som klart udgangspunkt ikke bliver udlignet. Dette bør haves for øje når pensionsindbetalingerne stoppes under barselsorloven. Den mulighed der er indsat i loven for at få kompensation i det omfang ”man har ofret sig for fællesskabet” kræver dels at en lang række betingelser er opfyldt herunder for eksempel at pensionstabet skal svare til mindst 2 års pensionsindbetalinger, dels har man i retspraksis kunne se, at i de tilfælde hvor betingelserne for kompensation rent faktisk var opfyldt, blev der givet meget små kompensationsbeløb og langt fra noget, der svarer til en udligning.

I bør således overveje om pensionsindbetalingerne skal fortsætte trods indtægtsnedgangen og hvis ikke, så hvorledes ligestilling kan og skal sikres (fx efterfølgende opfyldning på pension, særeje, ligedeling af en del af mandens pension mv.).

LÆS FLERE KLUMMER AF ANNE MORTENSEN HER.

Fakta

Anne Kjærhus Mortensen er ansat som advokat i Ret & Råd Hillerød med speciale i skilsmisse, arv og pension. Hun er derudover ansat som ekstern lektor på Københavns universitet i fagene Arv og Pension samt Privat Generationsskifte. Hun underviser såvel advokater og revisorer om emnerne og skriver løbende artikler på området.

Klummerne er udtryk for skribentens egene holdninger.