Klumme: Nej, det er ikke altid nemmere at være tynd

Jeg er født i en tynd krop.

Det har jeg ikke selv bedt om. Den er endda også tyndere end de fleste.

Den er muligvis også mindre end ”slank” – men hvordan ville du reagere, hvis jeg lagde et billede ud på de sociale medier, som tydeligt viste min krop, som den nu engang er, med ordene: #kropsaktivisme eller #bodypositivity?

Jeg vil være bange for, at reaktionerne ikke er så gode. Og jeg vil være bange for, at folk ikke forstår mig og min kamp.

Der har været og er fortsat meget fokus på bodypositivity, især blandt dem man vil kategorisere som overvægtige. Her føler jeg dog, at vi mangler dem, som ligger i den anden ende af vægtskalaen. Nemlig folk som mig.

Jeg har derfor længe haft et ønske om at åbne op omkring dette og få et omdiskuteret emne nuanceret og få et nyt perspektiv på det. Jeg har ikke turde sætte ord på det, men jeg fik modet efter at have set programmet ’Idas Fede Fatcamp’, som netop har kørt på DR3. Paradoksalt nok, for jeg sidder også tilbage med en ambivalent følelse.

LÆS OGSÅ: Ida Rud: "Det er sindssygt, at man skal tage tøjet af, før folk lytter"

Det er et SKØNT program, hvor man ser en masse dejlige, seje og mega modige kvinder, som vil slutte fred med deres krop og gøre plads til, at overvægtige kvinder også må være her.

Men det føles også ambivalent at se, fordi de snakker om, hvordan de bare har drømt om at blive tynde med troen på, at livet vil blive både bedre og nemmere. Men jeg kan – som den tynde pige, jeg er – oplyse, at det LANGT fra er bedre og nemmere. For shit en kamp, jeg også har været igennem og fortsat kæmper.

Om de seje kvinder fra ’Idas Fede Fatcamp’ drømmer om at være tynd som mig, ved jeg ikke. Men jeg ved, at adjektivet “tynd” bliver brugt i programmet, ligesom det generelt bliver brugt i samfundet.

Opfattelsen af tynd er en mærkelig størrelse, som både hyldes som ”det rigtige”, men som også er noget, det er okay at nedgøre. Og da ”tynd” er den kategori, jeg vil falde ind under, er det også derfor, jeg nu reagerer. Fordi de begrænsninger, som de tykke kvinder i programmet lægger for sig selv, de tanker, de har, og de følelser, de beskriver, har jeg også som en tynd pige.

Jeg kunne sørme også godt bruge en camp, som de har været på, for at opleve et fællesskab med andre, der har samme tanker og følelser som mig. De snakker om frygten for afslag på et muligt job på grund af deres vægt. De frygter datinglivet, da de ikke ønsker, at det er deres krop, der afgør, hvorvidt personen vil dem eller ej. De går i for stort tøj for at skjule kroppen. De holder sig fra at rejse, fra at bade på stranden, fra byture, fra at socialisere sig generelt – og listen er lang. For de frygter at føle sig afvist og ved siden af. Og jeg føler alle de samme ting. 

For der findes mennesker i denne verden som desværre ikke er blege for at pege fingre og påpege, hvis man, ifølge dem, vejer for lidt, eller ens arme og ben er som stankelben. Det er som om, at det er okay at påpege, fordi det er til en tynd person. Men hvorfor er det det?

Er det fordi, at vores kroppe hyldes eller foretrækkes af modelbureauer – og vi derfor bør kunne klare en tarvelig kommentar? Er det fordi, I synes, vi ser syge ud, så det bliver sagt af bekymring? Er det fordi, vores kroppe frastøder?

Uanset hvad svarene er, er det lige så lidt okay, som at sige det til en tyk person.

Der vil helt sikkert være nogle af jer, som læser dette, der - uanset mine ord - sidder tilbage med den opfattelse, at det da ”trods alt” stadig er nemmere at se ud, som jeg gør, end at være tyk i det samfund, vi lever i. Men dertil må jeg bare sige, at det synes jeg personligt ikke, at det er.

Min tvillingesøster og jeg har, siden vi startede i 0. klasse, oplevet tilråb, pegende fingre, blikke og hvisken. Både fra fremmede, men også fra bekendte, fra både børn, unge, voksne samt ældre. At jeg i folkeskoletiden fik at vide, at jeg lignede et skelet, eller fik spørgsmål som ”har du anoreksi?” var yderst frustrerende og ødelæggende. Fordi hver gang jeg har fået nedladende kommentarer, er jeg blevet opmærksom på det, som er min største usikkerhed – nemlig min krop og vægt.

Helene Skov Udsen har, siden hun var barn, oplevet tilråb, pegende fingre, blikke og hvisken. Både fra fremmede, men også fra bekendte. (Foto: Privat)

Jeg har altså hørt for min vægt, siden jeg var et lille barn. Lige om lidt fylder jeg 22 år, og det har ikke ændret sig. Når jeg er på vej i byen med veninderne, og jeg i forvejen er usikker, hjælper det bestemt ikke at få tilråb fra fremmede om, at jeg skulle tage og spise noget mere. Eller da min tvillingesøster og jeg løb efter toget, og der blev råbt efter os: ”PAS PÅ, I IKKE KNÆKKER!”

Alle disse kommentarer og hverdagssituationer er ødelæggende, uanset hvor meget man prøver at ignorere det. For det rammer og sætter sig i én, et eller andet sted, og vil for altid blive husket.

Det er så dejligt, at der er kommet så meget fokus på fatshaming, og fokus på at få overvægtige mennesker til at føle, at der også skal være plads til dem og deres krop. Men min oplevelse og frygt er, at os i den anden ende af vægtskalaen kommer til at føle os enormt ekskluderet. Ligesom de overvægtige har følt sig ekskluderet.

Vi ser billeder overalt af kvinder med former, som vil sprede et budskab. Et budskab, jeg støtter fuldt op omkring, men som jeg føler mangler nuancer og den sidste vinkel: For os tynde ønsker også at blive snakket pænt til og undgå folks stirrende øjne og ødelæggende kommentarer.

Og man ønsker i hvert fald ikke at høre på sætninger som: ”Man kan ikke stole på en pige med en lille røv”, ”mænd vil kun have kvinder med kurver” eller ”der skal være noget at tage fat i”. Den amerikanske sanger Meghan Trainor har sågar haft et verdensomspændende hit med sangen ”All about that bass”, der handler om, at alle mænd vil have kvinder med kurver.

Hvordan skulle ovenstående sætninger nogensinde være med til at få folk til at stoppe med at udskamme kroppe?

Når alt kommer til alt, så brænder vi vel alle inde med de samme følelser. Og vi ønsker vel alle at undgå kommentarer og dømmende blikke. Men det er som om, at de “tynde personers” side ikke bliver fortalt. Så det her er mit forsøg og håb om, at vi stopper med at bedømme kroppe så hårdt – uanset kropsstørrelse.