Forleden vågnede jeg klokken halv seks om morgenen, fordi mine naboer havde sex. Min altandør var åben, og det samme var deres, men selvom jeg lukkede den, var det umuligt at falde i søvn igen. Jeg håber, det giver en idé om lydniveauet. Mens jeg lå og ufrivilligt lyttede til den pornofilm, der udspillede sig ved siden af, følte jeg et umådeligt pres.
For pigen stønnede pludselig så højt og i så lang tid, at jeg er sikker på, at hun må have fået firehundrede orgasmer på én gang. Sådan lød det hvert fald. Det gav mig en følelse af pres over mit eget sexliv, og om det var godt nok? Måske skulle jeg også stønne mere eller virkelig give den gas til næste onsdagsintimitet. I hvert fald følte jeg i det øjeblik, at jeg var enormt utilstrækkelig.
Jeg kender nemlig mest til, at jeg med mine veninder kun taler om de fantastiske perioder, hvor man ikke kan holde sig fra hinanden. Om de perioder, hvor man har sex så mange gange, at man næsten ikke kan gå. Vi taler aldrig om de perioder, hvor sexlivet er en pligt eller helt udebliver. Og værst af alt, så taler vi aldrig om, når sex gør ondt og er smertefuldt. Det er uhyggelig ærgerligt, for det betyder, at lidelser som for eksempel vaginisme er for ukendte og tabuiserede.
Når sex er ulideligt
Til jer, som ikke kender ordet, er vaginisme en lidelse, hvor sex er enormt smertefuldt for kvinden og ofte helt umuligt at gennemføre. Det kaldes også skedekramper og betyder, at underlivet lukker for besøg. Musklerne spænder så meget, at det faktisk er umuligt for kvinden overhovedet at bruge tampon. Sex bliver af kvinder med vaginisme beskrevet som en sprækkende, skærende og ulidelig fornemmelse.
Man mener, at lidelsen hænger sammen med både fysiske og psykiske belastninger. I sine nogle tilfælde er det et seksuelt overgreb, som simpelthen har fået kroppen til at lukke af. Men det behøver ikke at være så alvorligt. For mange af de ramte kvinder giver det ikke meget mening, at de lider af vaginisme.
De har stadig lyst til sex, men de kan simpelthen ikke gennemføre det. Nogle har måske oplevet, at sex engang gjorde ondt i forbindelse med blærebetændelse eller nervøsitet. Derfor frygter de, at det vil gøre ondt igen, hvilket får kroppens muskler til at trække sig sammen og danne spændinger.
Faktisk ved lægerne ikke meget om den præcise årsag til vaginisme. Else Skytte Christensen er læge og erfaren indenfor en række gynækologiske hospitalsafdelinger og forklarer til videnskab.dk, at det simpelthen er en ubevidst og uønsket sammentrækning af musklerne. Det er ikke med kvindens gode vilje, at det sker.
Else Skytte Christensen er dog sikker på, at vaginisme ikke kun kan behandles fysisk, selvom det er musklerne, som forhindrer muligheden for sex. Det psykiske har stor indflydelse på kroppen, så der skal behandles både fysisk og psykisk. Det betyder, at kvinderne får samtaler for at finde årsagen, men også små rør, som skal sættes op i skeden, så de kan vænne musklerne til at slappe af.
Kontakt ikke en sexolog
Ledende overlæge fra Sexologisk Klinik på Aalborg Sygehus, Astrid Højgaard, fortæller til videnskab.dk, at det er vigtigt, at man opsøger sin egen læge, hvis man tror, at man har vaginisme.
Det skal nemlig, ifølge hende, være en klinisk sexolog og ikke almindelig sexolog, som behandler én. "Sexolog" er ikke en beskyttet titel, derfor kan man ikke sikre sig, at den pågældende person ved nok omkring kroppen. Det er vigtigt at kontakte en læge, da professionelle kliniske sexologer har stor succes med at behandle lidelsen.
Tabu brydes med tale
Vaginisme er en meget ukendt lidelse blandt kvinder, hvilket hænger sammen med, at kvinders underliv stadig er meget tabuiseret. Det skriver vaginismus.com, den officielle amerikanske hjemmeside for vaginisme. Mange kvinder føler ubehag ved at skulle tale om, at sexlivet, og i særdeleshed underlivet, ikke fungerer optimalt. Det kan være meget isolerende, hvis man går rundt med et problem, som er virkelig generende eller hæmmende.
Derudover er vaginisme også svært at stille en diagnose på, da man skal igennem mange udredninger, før man når frem til lidelsen. Vaginisme er sidste mulighed, når man har udelukket alle andre sygdomme. Derfor virker det for mange kvinder uoverskuelige og skamfuldt.
Det er dog værd at huske på, at hvis lidelsen stilles som diagnose, og man kommer i behandling, så er succesraten for at blive fri af sygdommen meget høj. Næsten 100 procent, skriver vaginismus.com.
De skriver også det vigtigste er, at et smertefuldt sexliv ikke er skamfuldt. Alle fortjener et sundt og dejligt sexliv, uden at føle sig flove eller forkerte. Derfor: Tal med dine veninder, din kæreste eller din læge, hvis du oplever det mindste, som er forkert.
I virkeligheden skal vi netop være mere ærlige omkring vores sexliv, så vi ikke går og tror, at andre har bedre sex end os, fordi de er mere højlydte. Eller at de altid får orgasmer og aldrig har ondt. På den måde bryder vi tabuet.
