Da Sebastian Lynggaard blev slået ned, måtte han sætte sit liv på pause – så gik én ting op for ham

Da Sebastian Lynggaard var 29, blev han overfaldet og slået ned i sin baggård.

Af hvem ved han stadig ikke, men hændelsen resulterede i en hjernerystelse, der tvang Sebastian til at være sengeliggende i en lang periode.

Han måtte sætte sit liv på pause i en tid, hvor det hele ellers gik så godt. Han havde et højtstående job i en NGO-virksomhed, hvor han til daglig gik i pænt jakkesæt, han havde et rigt socialt liv og en sød kæreste. Altsammen ting, han altid havde drømt om.

Inden han blev slået ned, havde han derfor også en forestilling om, at han havde helt styr på sit liv. Men da han lå alene med sine tanker, opdagede han, at der var sider af sig selv, han havde undertrykt alt for længe.

"Jeg havde aldrig tidligere set mine følelser i øjnene. Følelser var noget, jeg havde forsøgt at pakke væk, fordi de ikke passede ind nogen steder. Men da jeg lå med hjernerystelsen, var jeg tvunget til at være i mit hoved, og jeg fandt ud af, at det egentlig ikke var noget rart sted at være."

Tanken om, at ens følelser ikke kunne bruges til noget, blev grundlagt allerede i Sebastians barndom.

"I en tidlig alder bliver vi drenge overbeviste om, at vi er ret simple. I situationer, hvor vi burde have lært at tale om følelser, er vi nemlig blevet forskånet. Når pigerne i folkeskolen havde problemer, blev vi drenge sendt ud i skolegården for at spille rundbold, fordi man ikke helt vidste, hvad man skulle stille op med os, imens man snakkede med pigerne. For vi kunne jo umuligt være lige så komplicerede følelsesmæssigt som dem.

Dengang gjorde lærerne os en bjørnetjeneste, for selvom det var rart at slippe for det dengang, har vi aldrig rigtigt lært at forstå vores følelser og sætte ord på dem. Hvis man som dreng ikke har været vant til at tale om følelser derhjemme med sin familie, har der været meget begrænsede muligheder for at lære det andre steder."

Siden for tre år siden, hvor Sebastian Lynggaard var ramt af hjernerystelse og blev konfronteret med sin egen sårbarhed, har han kæmpet for at sætte fokus på mænds følelsesliv. Han ønsker, at mænd skal blive lige så dygtige til at sætte ord på deres indre univers, som mange kvinder er. Lige nu lægger alt for mange mænd låg på dem selv, og det udmønter sig ofte i vrede, skam og bitterhed, fortæller han.

"Som børn bliver drenge ofte bedt om at gå for sig selv og tælle til ti, når de føler noget, i stedet for at få lov til at reagere og sætte ord på deres frustrationer. Når man beder dem om at tælle til ti, bliver de bare endnu dygtigere til at pakke deres bløde værdier væk. Mange af mine venner er forbavsende gode til at håndtere deres vrede, og det kan være et problem, fordi det sker på bekostning af at forstå, hvorfor den opstår.

Mænds følelser er jo lidt som et whac-a-mole-spil, hvor muldvarper hopper op, og man hurtigst muligt skal slå dem ned igen med en hammer. Vi mænd holder mere følelser ud, end vi forsøger at forstå dem. Vi pakker dem i nogle tilfælde gradvist væk, indtil vi slet ikke viser dem mere, og så bygger de sig i stedet op og kan risikere at gå ind og påvirke vores selvværd og selvforståelse.

Hvis vi ikke tager det seriøst og bliver bedre til at adressere det mindreværd og den usikkerhed, der er i vores køn, så risikerer vi at producere rigtig mange af samfundets allerfarligste individer. Mænd, som ikke føler, at de har en værdi ved bare at være til."

Som mand skal man vise vejen

Hele sit liv har Sebastian Lynggaard været bange for kontroltab. Allerede i gymnasiet satte han sig ned og lagde en slagplan for, hvad han skulle opnå, inden han fyldte 30, og den plan har han mere eller mindre ubevidst fulgt trofast det meste af sit voksenliv. Når han undervejs blev bekymret eller tvivlede på, om det var den rigtige retning, holdt han det for sig selv. Det har nemlig altid ligget dybt i ham, at han som mand skal vise initiativ og retning.

"Vi mænd får ret tidligt et praj om, at det er os, der skal vise vejen og tage initiativet. Det gælder i virkelig mange af livets aspekter. Jeg kan tydeligt huske en episode fra seksualundervisningen i folkeskolen. Der fik vi at vide, at det er os mænd, der skal lede akten, præcis som når man danser. Vi skal vise vejen og have styr på det over for kvinden.

Dengang tænkte jeg, at det gav god mening, for ligesom med så meget andet skulle vi mænd gå forrest. Men det er jo et kæmpe problem at plante den tanke i drenge, for når vi får at vide, at vi skal tage ansvar og vise retningen, så hører vi det som det modsatte af at dele vores tvivl eller usikkerhed med andre. Så får følelserne i stedet lov til at vokse sig kæmpestore og æder os til sidst."

I sin barndom og ungdom har Sebastian derfor ikke rakt ud til sine venner, når han var i tvivl om noget. Han ville nødigt tabe ansigt og være den, der fejlede eller fremstod svag.

"Jeg ville altid gerne fremstå som en, der har kontrol, selvom jeg ikke altid havde det. Bare tanken om at skulle indrømme, at jeg var i vildrede, var så stort et maskefald, at jeg ikke kunne overskue konsekvenserne. Det lyder nok skørt for nogle kvinder, fordi de ofte er så gode til at tale om følelser. At læne sig op ad sine veninder er for mange lige så naturligt som at trække vejret.

Men der tror jeg mere, at mænd har den opfattelse, at man skal gøre noget for at være noget. Vi mener ikke, at følelser er det, der definerer os eller skaber vores værdi, og så ender det med, at vi tror, vi kun er noget værd i kraft af vores præstationer."

I flere af Sebastian Lynggaards tidligere parforhold har han også kæmpet for at bevare sit stærke ydre og sin stolthed. Det er dog endt med at koste ham kærligheden.

"Jeg har haft tendens til at afslutte mine parforhold på rigtig dårlige måder. Hvis jeg har mærket en tvivl, har jeg tænkt, at det er et problem, jeg skal tage stilling til inde i mig selv, før jeg siger det højt. Den tvivl jeg har følt, har ikke nødvendigvis været stor, men bare den slags, der sniger sig ind i alle mennesker.

Problemet er bare, at den har fået lov til at vokse sig stor, fordi jeg holdt den for mig selv. For hvad skulle min kæreste dog bruge min tvivl til? Det er jo ikke det, hun forventer af mig, tænkte jeg. Jeg skulle derimod vise en retning og komme med et facit med to streger under. Og der har min konklusion førhen været at afslutte forholdet uden at tage hende med på råd. Det var bedre, at det sluttede, end at hun skulle ”døje” med min sårbarhed."

I forhold til dating og parforhold er Sebastian overbevist om, at det er en generel ting, at mænd har et stort behov for at fastholde en stærk facade.

"Jeg tror, at vi mænd værner så meget om vores facade, fordi vi ved, at vi bliver dømt hårdere, når vi ikke ligger blandt de øverste ti procent i mandepyramiden. Den hierarkiske tankegang, vi mænd har, har vi jo ikke for sjov, og kvinder er på sin vis også med til at fodre den.

Jeg tror ofte, mænd har det svært på datingmarkedet, fordi mænd tit bliver bedt om at lægge deres præstationer frem. Og hvis det, de har at byde ind med, ikke er godt nok, får de ikke en chance for at vise, hvem de egentlig er. Derfor bliver vores præstationer så tæt forbundet med, hvem vi er som personer, hvorimod kvinder nok i højere grad bliver vurderet på, om de er gode og kærlige mennesker. Og det er jo ikke sådan, det bør være.

Jeg synes, der er en manglende forståelse blandt mænd om, at man som udgangspunkt har en værdi, simpelthen fordi man er til."

Sebastian mener, at det kan være en af grundene til, at internetfænomenet Andrew Tate har fået så mange millioner tilhængere verden over. Han er en mand, der er blevet udskældt for sine kontroversielle og yderligtgående holdninger, især om kvinder, men han taler også direkte ind i tanken om, at mænd skal opnå noget for at være noget.

"Andrew Tate har en ret interessant måde at forstå drenge og mænd på. Han er jo fuldstændig vanvittig og misogyn i sine udmeldinger, så jeg støtter overhovedet ikke op om ham. Men hans tankegang er ret fascinerende og sigende for mange mænd.

Som udgangspunkt siger han nemlig, at kvinder har en medfødt værdi, fordi de kan føde børn – hvilket er vanvittigt at sige – men at mænd som udgangspunkt er værdiløse. Han mener, at vi mænd kun har en værdi, når vi får et stort hus, en dyr bil, en smuk kvinde og en god karriere. Det resonerer hos mange mænd, fordi vi fra barnsben i udgangspunktet kun er blevet anerkendt, når vi præsterer.

Vores værd er bundet op på ting, der foregår uden for os og ikke indeni. Det betyder nok også, at arbejdet med vores følelser først starter langt hen ad vejen, når vi finder en kæreste, der tvinger dem frem i os."

Svære samtaler med venner

Sebastian Lynggaard kan selv nikke genkendende til, at det er hans kæreste, Ditte, som har hjulpet ham med at blive bedre til at forstå sine egne følelser, og at hans er lige så valide som hendes.

"Når vi heteroseksuelle mænd skal finde en partner, så finder vi jo ikke bare en livsledsager. Vi har det også med at finde en kok, en mor og en psykolog. Især sidstnævnte, fordi vi tænker, at vi kan gemme vores problemer under gulvtæppet, indtil vi møder en kvinde, som kan forstå os. Hun kan hjælpe os med at bearbejde de her ”meget unikke” ting, vi har indeni, som andre mænd helt sikkert ikke kan relatere til.

Det skaber bare ikke et særlig stærkt eller solidarisk fundament i vores køn, når vi venter med at dele ting, til vi får en kæreste. Vi mænd bør forvente af hinanden, at vi giver noget af os selv, og vi skal insistere på at lære hinanden at kende. Jeg tror, at mange af de følelsesmæssige samtaler er svære for os at tage, fordi de netop bliver et tab af kontrol."

Når Sebastian Lynggaard ser tilbage på sine venskaber gennem årene, kan han godt blive ked af, hvor lidt han faktisk er blevet inviteret indenfor i sine venners tanke- og følelsesliv.

"Hvis du er min ven, skal jeg se det som en æressag at vide, hvem du er. Jeg har eksempler på venner, hvor de fra det ene øjeblik til det andet er gået fra en kæreste uden at fortælle om det først. Det sidste, jeg hørte, var, at de prøvede at få børn. Det næste, jeg hører, er, at han sover på en sofa hos sine forældre. Det er jo min stolthed som ven, der bliver såret, når jeg ved så lidt om, hvad der foregår i deres hoveder.

Når man er fan af et fodboldhold, sørger man for, at man ved alt om spillerne og klubben, for ellers er man ikke rigtig fan. Sådan skal mænd også se på deres venner. Jeg er fan af dig, for du er min ven, og derfor skal jeg vide, hvem du er. Der mangler en stolthed omkring at sige, at når du er min ven, så skal jeg kende dig så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre."

Det skal være mændenes eget ansvar at skubbe til den udvikling, men som kæreste kan man godt hjælpe til.

"Jeg er af den overbevisning, at kvinder har gjort nok, men hvis man som kæreste alligevel gerne vil hjælpe, kan man forsøge at lære sin mand at dele ting med hans venner. Hvis han kommer hjem og har oplevet en konflikt på arbejdet, kan man spørge ham, hvad hans ven Carl siger til det. Og når han svarer, at den slags taler han ikke med Carl om, kan man jo sige, at han kunne prøve at ringe til ham og snakke om det.