Punk-rockens moder, feminist, stilikon og musikalsk shaman. Patti Smith, 65, er blevet kaldt mange ting i sin 45 år lange karriere som multikunstner. Helst ville hun bare selv “skabe noget vidunderligt”. Vi tegner et portræt af kvinden, hvis rå lyd og provokerende sangtekster væltede barrierer for kvindelige musikere i 70’erne, og hvis komplekse forhold til fotografen Robert Mapplethorpe var gjort af det stof, legender er lavet af.
En aften i 2008 spiller Patti Smith i den parisiske kirke Eglise Saint-Germain-des-Prés. Tilbage i 1967 var dette den første kirke, Patti besøgte i Europa i den sprøde alder af 21. Dengang var hun for genert til at gå indenfor og nøjedes med at beundre Picassos portræt af sin elskerinde, kunstneren Dora Maar, i kirkens have. 40 år senere er den nu 61-årige Patti ikke blot trådt over kirkens dørtærskel – hun ejer det højloftede rum, som hun står på scenen og krænger sin hårdtprøvede kunstnersjæl ud igennem musikken.
“Jesus døde for nogens synder, men ikke for mine,” synger Patti i sangen Gloria, som hun har gjort det tusind gange før.
Under kirkens hvælvinger syder teksten af mindst lige så meget fandenivoldsk slagkraft, som da Patti først spyttede ordene ud i 1975, dengang debutalbummet Horses landede på musikscenen og avlede et kvindeligt punkrockikon for de nye generationer.
Patti begynder sin koncert i en proppet Eglise Saint-Germain-des-Prés kl. 21.30, mens tusinder af mennesker stimler sammen udenfor i håbet om at få et par lydbidder fra den levende legende, hvis navn for nutidens unge er indhyllet i rockhistoriens mystik. Med sig på scenen har sangerinden sine to voksne børn, sønnen Jackson på guitar og datteren Jesse på klaver. Sammen spiller de til langt efter kl. 5 næste morgen. Da musikken til sidst dør ud, og dagslyset beordrer en ende på nattens euforiske rockfest, venter der stadig mennesker uden for kirken, som endnu slet ikke har set Patti. Kvinden, som i 70’erne til tider blev forvekslet med en pæn dreng, har tydeligvis ikke mistet et gran af sin rå tiltrækningskraft med årene.
Artiklen fortsætter på de følgende sider...
Nul kultur i New Jersey
Patti Smith blev født i Chicago i 1946 som det første barn af servitricen Beverly og fabriksarbejderen Grant. Moderen var Jehovas Vidne, tidligere natklubsangerinde og fan af den spirende rockkultur – faderen ateist.
“Jeg tror, jeg var ret heldig at få sådanne to modpoler som forældre. Ideen om Gud blev konstant diskuteret i vores hjem, og det var ret stimulerende. Min mor lærte mig at bede, da jeg var to et halvt år, og det udvidede virkelig min verden. Det var den største gave, hun nogensinde kunne have givet mig – det var den her idé om, at uanset hvor meget man kedede sig, kunne man altid gå tidligt i seng og bede. Fortælle om sine problemer, bede om ting og måske modtage dem. Og så blev jeg jo opdraget som et Jevohas Vidne. Det er en ekstremt disciplineret tro, som jeg ikke er helhjertet enig med. Min far endte faktisk som Jehovas Vidne i en alder af næsten 80!” fortalte Patti til avisen The Guardian i 1996.
Hun hævder selv, at hendes kreative gen var veludviklet i en tidlig alder takket være det levende miljø, hendes forældre skabte omkring hende:
“Mange børn har ikke en udviklet sans for æstetik. Det havde jeg. Jeg traf tidligt valg i mit liv – fx foretrak jeg flannel frem for polyester, og jeg ville kun drikke min varme kakao af min farmors meget fine engelske stel. Min mor plejede at spørge mig, om jeg mon havde tænkt mig at gifte mig med en greve,” har Patti fortalt til avisen The Observer.
Forældrene fik yderligere tre børn, og da Patti var ni år gammel, flyttede familien til en meget landlig del af staten New Jersey, hvor der ifølge Patti var nul kultur at finde.
“Jeg var en akavet pige som ung. En rigtig drengepige, som følte sig som en af Peter Pans lost boys og ikke rigtig kunne relatere til klassisk feminine ting. Da jeg voksede op, var det helt store at bobbe sit hår og få sin øjenmakeup til at ligne Elizabeth Taylors i filmen Cleopatra. Det interesserede mig bare slet ikke. Jeg var mere til bøger og min indre verden,” har Patti fortalt The Observer.
Opera-drømme og Rimbaud
Som barn var Patti ofte syg, og skarlagensfeber gav hende hallucinationer. Når hun lå derhjemme, drømte den unge pige om at blive operasanger (mandlig operasanger, vel at mærke), at rejse til fjerne lande og stikke af med Fremmedlegionen. De kvinderoller, det amerikanske landsamfund dikterede i 50’erne, huede ikke Patti, som hverken kunne se sig selv som husmor eller frisør i den lokale salon. I stedet svømmede hun væk i sine elskede bøger, og især 1900-tals-poeten Arthur Rimbaud blev en litterær inspirator for hende.
“Da jeg var 16, ville jeg virkelig gerne have en kæreste, men jeg brød mig ikke om fyrene i kvarteret. Så fandt jeg Rimbauds Illuminations med et billede af forfatteren på forsiden, og han var min type. Egentlig snuppede jeg bogen (hun stjal den fra en antikvar, red.), fordi jeg så ham, og det var kærlighed ved første blik. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod, hvad Rimbaud skrev. Men mit instinkt sagde mig, at sproget var smukt. Jeg blev forført af det,” har Patti fortalt The Guardian.
Mere end noget andet var det passionen for litteratur og skrivekunsten, der drev Patti:
“Alt andet i mit liv udsprang fra mit ønske om at skrive. Det har været den røde tråd igennem alting, og det var det, der førte mig til sangkarrieren. Jeg er ikke musiker. Jeg drømte aldrig om at optræde i et rockband. Igennem mine skriverier blev jeg bare ligesom hvervet,” sagde Patti således i 2011.
Efter endt highschool med kunst som hovedfag blev Patti tilbudt et halvt legat til at fortsætte studierne på Philadelphia Art Museum. Men hendes forældre kunne ikke betale resten af skolepengene, og i stedet begyndte Patti at læse til kunstlærer på det lokale college. I sommerferierne arbejdede hun på en fabrik, og de endeløse grå dage ved samlebåndet inspirerede teksten til sangen Piss Factory om arbejdernes elendige vilkår. Hun var 20 år gammel, da hun fandt ud af, at hun var gravid første gang, og hendes barndom – med Pattis egne ord – fik en brat ende. Den drømmende pige med sit eget lille Peter Pan-kompleks blev med ét tvunget ud i en situation, der ændrede hendes liv. Hun gav barnet væk til adoption efter en mareridts-agtig fødsel, hvor sygeplejerskerne med vilje så godt som ignorerede den ugifte kvindes kvaler. Oplevelsen satte dybe spor i Patti, som besluttede sig for at rive teltpælene op og starte et nyt liv. Hun flyttede til New York for at leve som sin elskede Rimbaud, en fattig poet med sine idealer og sine kreative drømme.
Mødet med Mapplethorpe
Billedet af New York i de sene 60’ere og tidlige 70’ere og Pattis møde med kunst- og portrætfotografen Robert Mapplethorpe er i dag så farvet af eftertidens myter, så romantiseret, at fakta og fiktion på magisk vis smelter sammen i gengivelserne – ikke mindst i Pattis egne. Den korte version er, at Patti efter ankomsten til New York fandt arbejde i en boghandel sammen med en veninde. På samme tid stødte hun ind i Robert Mapplethorpe, som hun år senere beskrev som “kunstneren i mit liv”. Robert var dengang 20 år gammel, og selv om han egentlig var overvejende homoseksuel, blev Patti i en periode både hans elskerinde, muse og soulmate.
“Robert havde en dualitet i sig, som han kæmpede med. Noget af det udsprang af hans katolske opvækst – god vs. ond, heteroseksuel vs. homoseksuel. Det var en kamp indtil den dag, alle de ting lige pludselig bare var sådan, han var. Lige til han døde, var Robert og jeg altid os selv, når vi var sammen. Og vi elskede hinanden. Folk er altid så ivrige efter at definere alting, men er det nødvendigt at definere kærligheden?” har Patti spurgt i magasinet Interview.
Patti og Roberts hastigt sammenflettede skæbner og intense venskab i New York var som taget ud af en af Pattis idoliserede 1900-tals-romaner: Begge levede på en sten i snuskede hoteller og sågar på parkbænke, mens de arbejdede hårdt for at finde hver deres unikke stemme i en verden i oprør. USA var på vej ind i en ny æra, der hidsigt gjorde op med forældregenerationens firkantede livssyn, Vietnam-krigen rasede, og New York var en smeltekedel af idealister, der syntes at flokkes som ildfluer i mørket. På det forhutlet glamourøse Chelsea Hotel socialiserede Patti og Robert med musikerne Jimi Hendrix, Bob Dylan og Janis Joplin, forfatterne William Burroughs og Allen Ginsberg og kunstneren Andy Warhol. I modsætning til, hvad mange har antaget, eksperimenterede Patti dog ikke med de mange stoffer, der på samme tid florerede i kunstnermiljøet:
“Uanset hvilke overdrevne historier, der bliver fortalt i dag, kan jeg tælle på én hånd, hvor mange gange jeg drak for meget tequila. Jeg havde haft så mange sygdomme som barn, at min krop aldrig ville have kunnet tage et stofmisbrug. Jeg var også alt for ambitiøs. Jeg ville skabe noget fantastisk, og det er lidt svært, hvis din hjerne er uklar. Robert levede heller ikke den vilde stof-påvirkede livsstil i 70’erne. Han tog syre en gang imellem, men vi havde ingen penge, så selv en bittelille pakke hash var en meget stor ting for Robert,” har Patti fortalt til Interview.
Nej tak til millionerne
Allerede i starten af 70’erne blev Patti tilbudt penge for at forvandle sine skriblerier til sang, men hun afslog.
“Dem, der tilbød mig en pladekontrakt, ville have en pop-version af mig, og jeg ville ikke få lov til at lave musikken på mine egne vilkår. Selv hvis nogen stod og tilbød mig en million dollars på bekostning af, at jeg gik på kompromis med mine egne idealer, ville jeg aldrig tage pengene. Den slags har jeg aldrig været splittet omkring,” har Patti senere sagt i The Guardian.
I stedet optrådte Patti med at læse sin poesi op på barer i New York, medvirkede i aparte kunstfilm sammen med Robert og kreerede billedkunst. I en årrække havde hun et forhold til skuespilleren Sam Shepard, som hun dedikerede adskillige digte til, og som hun også skrev teaterstykket Cowboy Mouth (1971) sammen med. I 1973 blev hendes kunst udstillet på Gotham Book Mart.
I løbet af 70’erne blev Patti i stigende grad tiltrukket af musikscenen, og i 1974 udgav hun sin første single Hey Joe, med sangen Piss Factory på lp’ens B-side. Begge numre vakte opsigt med deres rå lyd og semi-autobiografiske tekster. Fx slutter sidstnævnte sang med opråbet:
“I’m gonna get on that train and go to New York and I’m gonna be so bad, I’m gonna be a big star and I will never return never return no never return to burn out in this Piss Factory.”
Et ufrivilligt politisk ikon
Efter den første singles succes blev Patti Smith og bandet signet af Arista Records, og i 1975 udgav sangerinden, hvad der regnes som et af de bedste debutalbum nogensinde: Horses. Det nu ikoniske albumcover, skudt af Robert Mapplethorpe, forestiller Patti i en hvid herreskjorte, slips og med en sort jakke nonchalant slynget over den ene skulder. På billedet emmer hun af en tough, distanceret seksualitet, og ikke overraskende blev Patti udråbt som et stærkt kvindeforbillede for feministbevægelsen. Der var bare den lille ridse i lakken, at Patti aldrig så sig selv stå for noget politisk budskab – hun var af princip imod at definere folk ud fra køn frem for individualitet.
Om coverbilledet har Patti fortalt til Interview:
“Jeg kunne godt lide at blive fotograferet dengang. Jeg var høj og slank og plejede at drømme om at blive model. Men dengang var mit look for mærkeligt til modelverdenen. Jeg følte mig dog aldrig usikker foran kameraet. Det var bare mig og Robert – jeg kan ikke engang huske, at jeg så hans kamera. Det var, som om jeg altid kun så hans ansigt og hans øjne, der kneb sig sammen, når han kiggede på mig.”
Men i takt med at både Pattis sangkarriere og Roberts anerkendelse som fotograf tog fart, begyndte de to at glide mere fra hinanden.
“Han udforskede S/M. Jeg var chokeret og bange, for billederne var virkelig skræmmende. Robert lavede nogle chokerende ting, men det var også meningen med dem. Jeg ryster ved tanken om, at folk ville kunne vænne sig til at se blodige testikler på en træplade. Men jeg var bange for, at han ville komme til skade eller blive dræbt, for det var en verden, jeg ikke kendte til,” har Patti sagt til Interview.
Samtidig turnerede Patti med sit band i USA og Europa, hvor punk-rockens popularitet voksede. Bandets andet album, Radio Ethiopia (1976), udforskede i den grad den nye genres lyd, mens teksterne blottede Pattis konfliktfyldte forhold til den Gud, hvis form og eksistens altid havde været så diskuteret i sangerindens barndomshjem. Albummet fik ikke gode anmeldelser og blev i det hele taget efterfulgt af uheldige hændelser – da Patti i 1977 optrådte i Florida, dansede hun således af scenen under nummeret Ain’t It Strange, en sang, hvori Patti direkte udfordrer Gud til at svare hende tilbage. Sangerinden faldt flere meter ned på et betongulv og brækkede to knogler i nakken. Senere jokede hun med, at Gud langt om længe havde givet hende et svar.
Efter en genoptræningspause udsendte Patti i 1978 sit mest kommercielt succesfulde album, Easter, der bl.a. indeholdt singlen Because the Night, som hun skrev sammen med Bruce Springsteen, og som til dato har været Pattis største hit.
Rockstjernen bliver husmor
Patti mødte Fred ‘Sonic’ Smith i 1979. Han var tidligere guitarist i rockbandet MC5, og ikke mindst elskede han poesi lige så højt som Patti. Hendes venner drillede hende med, at den eneste grund til, at hun sagde ja til at gifte sig med Fred, var, at så behøvede hun ikke ændre sit efternavn. Parret flyttede til udkanten af Detroit og fik to børn, og Patti opgav musikken, som hun på det tidspunkt ikke følte gav hende nogen tilfredsstillelse. De, der tidligere havde set rockstjernen som et feministisk fyrtårn, beskyldte hende for at sælge ud og stemplede Patti som en ‘domestic cow’. En betegnelse, der stadig svier den dag i dag:
“Nogle mennesker påstod, at jeg ingenting foretog mig i 80’erne, men jeg vil sige, at det at være mor og hustru nok er det hårdeste job, man kan have. Derudover tror jeg aldrig, jeg kunne have skrevet biografien Just Kids (2010, red.), hvis ikke jeg havde brugt de år i 80’erne på at skrive alt fra aldrig-udgivne bøger til digtsamlinger,” har Patti fortalt The Guardian.
Helt færdig med musikken var Patti dog ikke, og i 1988 udsendte hun sammen med Fred albummet Dream of Life med singlen People Have the Power, der senere er blevet både en koncert- og politisk kampagne-favorit.
Året efter, i 1989, døde Robert Mapplethorpe af aids i en alder af 42, og nyheden ramte Patti som en forhammer i panden. Hun dedikerede senere bøgerne The Coral Sea (1996 red.) og den biografiske Just Kids til Robert, hvis indflydelse på hendes liv og drømme havde været monumental. Fem år senere mistede Patti også sin mand, da Fred døde pludseligt af et hjerteanfald, og som om det ikke var nok, døde også sangerindens lillebror umiddelbart efter. Sorgen overvældede Patti, men heldigvis trådte vennerne til for at få hende tilbage på fode. Musikeren Michael Stipe fra R.E.M. hjalp med at finde hende et nyt hus, Bob Dylan bad hende optræde sammen med sig, så hun kunne tjene nogle penge, og designer Ann Demeulemeester gav hende gratis tøj. Selv sagde Patti til en engelsk avis i starten af 90’erne:
“På dette tidspunkt i mit liv prøver jeg at genfinde mig selv. Jeg har været hustru i 15 år, og min mand og jeg var meget tæt knyttede. Meget af min egen personlighed var en forlængelse af hans. Og nu er han væk. Han er med mig spirituelt, men jeg er her på den fysiske jord, jeg er enlig mor til to, og jeg har praktiske ting, jeg bliver nødt til at tænke over.”
Bl.a. var Patti nødt til at tænke over sin indtjening, og hun begyndte at lave musik igen. I årene, der fulgte, blev hendes sangtekster stadigt mere ladede med politiske budskaber, ikke mindst rettet mod Bush-regeringen. I 2000’s præsidentvalg støttede hun den demokratiske kandidat Ralph Nader, og i 2008 bakkede hun op om Barack Obamas kampagne. Samme år blev Pattis stjerne i offentligheden igen støvet af, da den fascinerende dokumentarfilm Patti Smith: Dream of Life fik premiere. I 2010 udlevede hun endelig sin forfatterdrøm og udgav biografien Just Kids, der vandt hende den amerikanske litteraturpris National Book Award.
“I’m not done yet”
I dag turnerer Patti stadig, mens hun samtidig skriver på en ny roman. Selv om hun aldrig havde ambitioner i den retning, er hendes navn for evigt skrevet ind i musikhistorien. Med sin voldsomme og hurtige ‘speed-punk’ var hun med til at lancere en helt ny musikgenre, hvis lyd har inspireret så forskellige musikere som U2, R.E.M., KT Tunstall og The White Stripes. Og Pattis rock’n’roll-look, med undertonerne af tvetydig seksualitet, kopieres til dato af moderne fashionistaer verden over.
“Jeg er slet ikke færdig endnu, jeg har stadig mit bedste arbejde tilbage i mig,” sagde Patti i et interview sidste år.
Alligevel føler sangerinden, at tiden, med al dens teknologi og polerede flader, på mange måder er løbet fra hende.
“New York er blevet en hård by for kunstnere. Alting er blevet lavet om til fancy gallerier – selv den gamle natklub CBGB (hvor Patti fik taget til at løfte sig i 70’erne, red.) er lavet om til en tøjbutik. Hotellet The Bowery plejede at være samlingssted for vinelskere, folk som William Burroughs og punkrockere. Nu er det noget helt, helt andet. Det er en del af New Yorks tragedie og skønhed: Det er en by i konstant udvikling. Jeg tror, at det, der sker i øjeblikket, er godt for økonomien, men skidt for kunsten og menigmand. Jeg kunne godt lide New York, da den var lidt mere rå og usikker,” har Patti sagt til Interview.
Selv om hun har mistet flere elskede, end hun har lyst til at tælle, i løbet af årene (inklusive sin ungdoms Gotham City), føler Patti dog ikke, at hun står alene i den nye verden:
“Mine børn har hjulpet mig ind i det 21. århundrede,” ynder hun således at fortælle.
Så kan vi almene Patti-fans bare håbe, at hun selv vil hjælpe musikken og poesien videre herfra.