Højdepunkter fra vores modeuge i Paris

Gertrud og jeg tog med det tidlige morgenfly til Paris for at dække den sidste del af modeugen. Der var både Chanel-show, masser af re-sees på programmet (hvor man får lov til at se nærmere på catwalk-kollektionerne) og ikke mindst Nicolas Ghesquieres første kollektion for Louis Vuitton, som vi var meget spændte på.

Efter vi havde været forbi med kufferterne på vores hotel i det hyggelige Saint-Germain, besøgte vi Josephs showroom, der fristede med de skønneste strik- og uldkreationer til efteråret.

Derefter tog vi forbi Acne’s showroom for at se nærmere på den kollektion, de havde holdt show med lørdagen forinden. Louise, der er PR manager for Acne, forklarede os alt om kollektionen, der bl.a. er inspireret af surfermiljøet.

Mandagen startede med Stella McCartney-show, der blev afholdt i den overdådige Opera.  Der var heldigvis lidt lækkert at varme sig på i form af kaffe, the og croissanter. Kollektionen derimod var fyldt med matchende striksæt, plateausko og skiinspirerede bukser, og Stella selv takkede af med sine børn og barnepige (!) på catwalken.

Næste møde var hos Isabel Marant, hvor vi fik lov til at se lidt nærmere på kollektionen. Uhmm.. der var masser af lækre strik, pels og cool nederdele, som allerede er på ønskelisten. Med os havde vi selvfølgelig det nyeste Eurowoman, som de hos Isabel Marant kunne kigge lidt nærmere i.

Modeugens andensidste dag startede med Chanel, der vanen tro holdt show i Grand Palais. Alt var storslået og fantastisk – Modellen Cara Delevingne åbnede ballet, skuespillerinden Keira Knightley sad front row og chefdesigner Karl Lagerfeld havde omdannet det hele til et farverigt indkøbscenter – kun med Chanel-produkter selvfølgelig.

Sultne og overvældede efter Chanel, tog vi forbi & Other Stories kontor for at se deres fine efterårssager, hvorefter vi indtog en lækker frokost med John fra Spalt PR, der bl.a. laver PR for & Other Stories i Danmark.

Onsdag – modeugens sidste dag. Om end en smule trætte, så var det med sommerfugle i maven at vi tog hul på den sidste dag i Paris. Kl.10 afholdt Louis Vuitton show, Nicolas Ghesquieres første for modehuset. Invitationen var tidligere blevet sendt ud i de sejeste læderkuverter, og som den største overraskelse åbnede danske Freja Beha showet.

Sol i ansigtet og omelet på La Fronde inden re-see hos Stella McCartney.

Det var alt for denne gang – au revoir til vi ses igen Paris!