Ann Lehmann Erichsen

Hvor stort vil du bo, når du bliver gammel?

Selvom du prøver at skære ned på forbruget kan et stort hus stjæle dine rejsedrømme som gammel. Husk derfor at tænk over, hvordan du vil bo som gammel og få evt. afviklet huset, mens du kan, råder forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen i denne klumme.

Mange mennesker er en del af post-finanskriseøkonomien, hvor vi tænker mere på frihed og oplevelser end på forbrug og forpligtelser i metermål. Det indebærer den vanskelige øvelse, som vi kalder "downsizing" altså at vi skruer ned for forbruget. Huset erstattes med en mindre (leje)bolig, gælden afvikles, vi køber brugt eller lader eksempelvis være med at købe nyt tøj.

Avisernes livstillæg fortæller os, at flere og flere skipper hus og have, når børnene flytter hjemmefra. En lækker lejlighed er både mindre, nemmere og billigere, og så er vi tættere på byen. Men statistikken fortæller en anden historie.

Pensionister bor større end gennemsnittet

Pensionister svælger i kvadratmeter. Selvom ni ud af ti er på pension, når de runder 65 år, så har denne gruppe faktisk mange flere kvadratmeter til rådighed end gennemsnittet af befolkningen. Og det koster. Pensionister bruger suverænt flest penge på boligposten, og ligger helt i top målt i procent sammenlignet med folk i job, uddannelse eller i ledighed. Det skyldes bl.a., at hele 70 pct. af de 65 årige bor i ejerbolig.

Downsizing er meget sværere end det lyder. Store huse med tomme børneværelser er svære at skille sig af med. Så selvom de yngre generationer til en vis grad har styr på det med at skrue både op og ned for forbruget, når behovene ændrer sig, så er den manøvre vanskelig, ja næsten umulig, jo ældre man bliver. Og det gælder selvom boligudgiften skygger for andre aktiviteter. Meget tyder på, at mange først for alvor rykker teltpælene op, når helbredet sviger.

Vi holder fast i bilen

Biler er endnu et gode vi holder fast i, til vi mister kørekortet. Gamle mænd i store biler, er ikke en kliche. Mænd på 65 og 75 år har det til fælles, at 71 pct. af dem har egen bil. Mænd er glade for biler hele livet, og andelen med egen bil topper først ved 70 år!

Når både boligen og bilen æder store dele af den månedlige indkomst, bliver det ikke til så mange drømmerejser. Vanens magt er enorm.

Netop derfor gælder det om at øve sig i at skrue op og ned for forbruget hele livet igennem. Når man først har prøvet det, vil jeg påstå, at det bliver nemmere med alderen, – det hedder vist "rettidig omhu".

Pas på lave indtægter som pensionist

Men hvorfor dog? Grunden til, at jeg bringer proportionerne i privatøkonomien på tale er, at vi ofte hører om pensionister, der løber tør for pension, når ratepensionen tørrer ud, og en analyse fra ATP viser, at 90 pct. af pensionisterne har så lave indtægter, at de modtager et større eller mindre pensionstillæg.

Når indkomst downsizes til pension, kan vi med fordel skrue ned for forbruget af m2 og hestekræfter, inden de poster føles som en møllesten om halsen. Så er der også mere plads i økonomien til alle de andre drømme.

Ann Lehmann Erichsen

Ann Lehmann Erichsen, cand. jur., er forbrugerøkonom og ansat i Nordea. Hun vil jævnligt levere klummer om penge og privatøkonomi til ALTfordamerne.dk.

Hendes fokusområde er privatøkonomi. Via undersøgelser og analyser formidler hun den nyeste viden om danskernes privatøkonomi og forbrug.