Hvorfor føler mange danske kvinder sig ”punkterede”?

Føler du dig også ”punkteret”?

Jeg har en veninde, som på papiret har alting. En dejlig mand, tre søde børn, helt nyt Svane-køkken og spændende udfordringer på jobbet. Alligevel er hun ikke sådan rigtigt glad.

Hendes mand sagde for nylig til hende: ”Jeg elsker dig. Men jeg er bange for, at jeg en dag holder op med at elske dig, hvis dit humør ikke bliver bedre”.

Hvorfor er det, at så mange danske kvinder føler sig ”punkterede”? Vi burde høre til de rigeste og frieste på jorden, og alligevel er vi ofte utilfredse og føler os pressede.

Præcis dét har coachene Mie Kaae og Sofia Manning skrevet en interessant bog om. Den sætter fokus på, hvorfor så mange kvinder føler sig fortabte og ikke kan mærke, hvad der gør dem rigtigt glade, og bogen kommer heldigvis med svar på, hvordan vi kvinder ”pumper” os selv op igen.

I et interview på side 6 i dennes uges ALT for damerne (nr. 02/2014) fortæller de to forfattere, at problemet ofte er, at kvinder forsøger at leve op til en masse normer i stedet for at tænke på, hvad vi selv har lyst til. Vi suser omkring med børn til svømning, spiser parmiddage og går på arbejde, men vi glemmer at værdsætte manden eller kæresten og det, vi i sin tid faldt for. Vi har så travlt, at selv børnene kan gå hen og blive en opgave, der skal løses. Lyder det bekendt? Jeg synes, de to forfattere rammer spot on med deres nye bog. For det er meget tabubelagt ikke at være glad, når man har alle forudsætninger for et lykkeligt liv. Deres første simple råd til os kvinder er, at vi skal se at få gjort noget ved det. Droppe alt det, vi tror betyder en hel masse, og slippe angsten for at være unormal. Så vi kan passe ordentligt på os selv og mærke glæden igen.

Læs mere i denne uges ALT for damerne (nr. 02/2014).

LÆS OGSÅ: Lene Johansen: Sådan bliver du gladere