Jette Torp: "Der er også noget berigende over skilsmisser, fordi man tager sig selv, sit liv og sin trivsel alvorligt"
Jette Torp har været igennem to skilsmisser, som hun både betegner som voldsomme og berigende.
Hvilken vej var den første vej, du gik på?
– Det var egentligt i København, men begge mine forældre var jyder, og de ville gerne tilbage til Jylland, så vi flyttede til Ry, da jeg var fem-seks år. De arbejdede begge to i DSB, men min far var en drivkraftig karl, så han udviklede sit eget system inden for møde- og taleteknik og blev selvstændig. Min mor startede som billetdame og endte sin karriere som stationsforstander på Ry Station. Bag mine forældre gemmer sig musikken, for de var begge meget aktive amatører. Mor synger, og far spillede harmonika. De har altid støttet mig, når jeg havde lyst til at spille. Da jeg ville lære at spille guitar, blev der fluks indkøbt en guitar til mig. De elskede, når min søster og jeg sang og skrev vores egne sange. Det hele var faktisk meget trygt og godt. Nærmest udramatisk. Jeg kunne godt lide at gå i skole, for parallelt med min kreative side har jeg en boglig – både sproglig og matematisk. Faktisk kan jeg godt lide Excel-ark, og jeg er ret struktureret. I dag føles det som en god modvægt til det flyvske kunstnerliv at lave håndgribeligt arbejde som regnskaber og logistik, hvad jeg også selv gør.
Din levevej?
– Drømmen om at leve af musikken har boet i mig, så længe jeg kan huske. Jeg troede faktisk ikke, jeg ville få lov til det, men i 9. klasse kom jeg på en musikefterskole, og der foldede jeg mig for alvor ud musikalsk og oplevede at blive klappet på skulderen for det. De kunne godt lide, hvad jeg lavede, så jeg tænkte, at det måske var muligt at leve af alligevel. Efter gymnasiet gik jeg meget målrettet efter musikken, men jeg fik ikke søgt ind på musikkonservatoriet, så i stedet kom jeg ind og havde et kort visit på musikvidenskab. Dengang var sabatår ikke så udbredte, og jeg skulle bare videre med musikken, så det blev universitetet. Men jeg søgte ret hurtigt ind på musikkonservatoriet, som var mere praktisk og rettede sig mod det, jeg gerne ville: spille, synge og undervise. På konservatoriet sprang blomsten virkelig ud, og jeg fik også en masse legekammerater. Jeg blev bekræftet i, at mine sange kunne noget.
Jeg var allerede færdig, da jeg var 23. For ti år siden ville jeg have nedgjort, at jeg ikke tog et sabbatår og prøvede noget andet. I dag har jeg accepteret, at jeg havde travlt, men jeg kan til gengæld nyde at se mine egne børn prøve mere af og tage verden ind, inden retningen bliver sat.
LÆS OGSÅ: 73-årige Helle Ryslinges sidste spillefilm havde nær slået hende ihjel
Hvornår i livet har du taget en genvej?
– Jeg var engang i en pigetrio, der hed Dirty Dolls. Vi sang på Strøget i Aarhus og for gæsterne på caféerne. Vi gik bare ind fra gaden. Der blev underholderen født i mig, for når vi skulle introducere os selv, var det lettest, hvis man lige sagde noget sjovt, så vi "huggede" altid om, hvem der skulle råbe folk op midt i deres fadøl og kaffe. Vi swingede meget godt med vores Pointer Sisters og Stevie Wonder. Der kom mere og mere sjov med, og til sidst kaldte folk os den kvindelige pendant til Linie 3. En dag spurgte Finn Nørbygaard, om vi ville være med i en varieté. Da Dirty Dolls blev lagt ned, fortsatte jeg med Finn. Det blev en stor succes, og vi kunne være fortsat meget længere end halvandet år. Men vi blev metaltrætte. Jeg møder stadig folk i dag – også unge – der kan huske vores show Musik og Fis. De unge er jo opvokset med videoerne derhjemme, og de kan stadig replikkerne.
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg oplever det ikke så tit mere, fordi jeg har fået lyst hår og briller og ikke er så meget i spotlightet mere. Selv de steder, jeg skal spille, kan jeg gå ud blandt folk, uden at de ser, det er mig. Folk kigger stadig efter den rødhårede Jette Torp. Dengang jeg var meget i offentligheden, vænnede jeg mig til at kigge ned, når jeg gik på gaden. Jeg tog en mental frakke på, når jeg skulle udenfor, selv om folk kun siger søde ting, når de henvender sig. Hvor må det være hårdt at være politiker, for der kommer folk jo også og siger, når de er uenige. Der er jo ingen, der kommer over til mig og siger: "Føj, nogle dårlige plader, du laver".
LÆS OGSÅ: Dot Wessman oplevede en mors værste mareridt, og to måneder senere blev hun forladt af sin kæreste
Dit livs omvej?
– Mit livs store omvej er, at jeg har underholdt i stedet for at holde mig til musikken. Der er noget i mig, som gerne vil entertaine, men jeg tror, det skyldes, at jeg i mange år ikke stolede nok på, at min musik kunne bære det selv. Jeg underholdt i stedet for at være sanger, sangskriver og musiker. Det behøver jo ikke være kedeligt á la: "Tak fordi I kom, her er en anden sang", men jeg tror, jeg prøvede at gøre mine sange mere spiselige ved at underholde samtidig. I mange år havde jeg svært ved at sætte min fod solidt ned i den kasse, der hedder sanger/sangskriver. Tænk, at jeg skulle blive 50, før det skete. Flot.
Finn og jeg lavede et show i 2013, og det var faktisk sidste gang, jeg underholdt. Jeg bliver ind imellem spurgt, om jeg vil være med i revy eller musikteater, men jeg takker pænt nej hver gang. Jeg har ikke lyst til at underholde mere. Første gang jeg sagde den sætning, da nogen ringede og spurgte, om jeg ville være med i noget, tænkte jeg bare: "Hold kæft, hvor er det rigtigt". Når jeg tager ud i disse år er det mig og en guitarist, som også spiller saxofon. Vi sidder på to barstole og spiller en blanding af egne og andres sange og blander med irsk og skotsk, for det holder jeg meget af. Nu skal jeg ikke underholde mere, og jeg er som en fisk i vandet – og nærværende. Det fyldte meget hos mig før i tiden. Om folk kunne lide det, så jeg pakkede usikkerheden ind i sjov. Nu er det dejligt at sidde på en barstol og vide, at det er godt nok.
Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– For mange år siden arbejdede jeg sammen med Kurt Ravn. Han var engang inde og se mig optræde i Falkoner, og bagefter kom han hen til mig og sagde, at det var rigtigt godt. "Men når du sætter dig ned på den stol og synger A new life, så vil vi gerne se kvinden – ikke pigen fra Viby. Det glemmer jeg aldrig. Min eksmand, Claus, er også en god vejleder, for han er også musiker og har sans for dramaturgi og optræden. Han er stadig en god sparringspartner, for han kender mig så godt, og han siger tingene, som de er, selv om jeg ikke altid tager imod det med kyshånd. Du kender det godt, når nogen siger dig en sandhed, og du siger: "Det passer ikke." Men så bliver deres budskab alligevel siddende. Jo, Claus ryger vist ind på en førsteplads over vejledere – både menneskeligt og fagligt.
Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Ja, de to gange jeg er blevet skilt. Det er en voldsom beslutning at tage, selv om jeg begge gange har taget den sammen med mine mænd. Man bryder sin fælles historie op og sætter en stopper for den. Man får ikke bare en ny historie med et andet menneske. Men der er også noget berigende over en skilsmisse, for man tager sig selv, sit liv og sin trivsel alvorligt, og jeg synes aldrig, man må resignere og sige: "Det er nok bare sådan, det er". Derfor er en skilsmisse noget, der både tager fra dig og kan berige dig.
– Jeg trives fint med at være alene nu og har ingen planer om at blive gift igen. Ind imellem rammer ensomhedshammeren mig dog alligevel, men man kan jo også være ensom i et parforhold, og det er værre at være ensom sammen med nogen end alene. På en dårlig dag kan jeg godt gå i panik over at være alene, når der er stille omkring mig. Så griber jeg mig selv i at tænke: "Hvad skal der nu ske?" Men jeg øver mig i at møde den tanke uden at flygte eller gå i panik.
Jette Torp, 52
Bor i Aarhus.
Har læst på Det Jyske Musikkonservatorium.
Har blandt andet optrådt som sangerinde sammen med Finn Nørbygaard i shows som Musik og Fis.
Mor til tre voksne børn, som hun har sammen med sin første mand. I 2015 blev hun skilt fra sin anden mand, Claus Pilgaard, også er kendt som Chili-Klaus.
Arbejder i dag som sangerinde og sangskriver og kan ofte opleves live rundt i hele landet.