Hvad er din største sorg?
– At min mormor ikke nåede at se mine børn. Og at de ikke nåede at møde hende. Hun var et virkelig godt menneske, som jeg har lært meget af. Desværre var jeg for langsom til at finde manden i mit liv og få børn, mens hun levede.
Hvad skal en mand gøre for at gøre indtryk på dig?
– Han skal være opfindsom og overraske mig. Han skal vise overskud og meget gerne lave dejlig mad til mig – jeg er nemlig ikke selv vild med at stå i et køkken. Jeg vil hellere sidde med et glas vin og glæde mig til, hvad der bliver serveret.
Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?
– Den lillebitte blå sparkedragt med en kat på maven, som vores ældste søn fik, da han blev født, af min mand. Den er så fin, og hver gang jeg kigger på den, tænker jeg på de første magiske timer sammen med vores lille bandit.
Hvad drømmer du om?
– Jeg har tidligere løbet en del maratonløb og har cyklet til Paris et par gange. Så nu drømmer jeg om at komme helt til tops på et bjerg. Måske Kilimanjaro. Efter min seneste fødsel, har jeg haft store problemer med min ryg, så jeg tror desværre aldrig, jeg kommer til at løbe maraton igen.
Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?
– Da jeg var i Australien med en veninde, var vi på en tredages sejltur til Whitsunday Islands. Det var ganske forfærdeligt. På billederne i butikken, hvor vi købte billetterne, så turen fantastisk ud. Der var glade mennesker ombord på en fin båd, der lå og vippede i stille blåt vand med udsigt til lange, hvide strande. Men da vi steg ombord, var der blæst og regn, og havet var sort og uhyggeligt. Jeg syntes hele tiden, jeg kunne se hajfinner rundt om båden, og jeg var søsyg som aldrig før. Det var tre meget lange dage... Og jeg har ikke sejlet ret meget siden.
LÆS OGSÅ: Burhan G: "Jeg var fuldstændig umulig"
Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Jeg er utålmodig. Jeg hader at stå i kø eller holde stille i bilen p.g.a. vejarbejde. Jeg bliver et dårligt menneske, når jeg venter. Når jeg har fået en ide til at prøve noget nyt eller købe en ting, så skal det være NU . Hellere i dag end i morgen. Hellere nu end om en time...
Hvad ville du aldrig give penge for?
– Sex!
Hvilken sang betyder mest for dig?
– Anne Linnets ”Jeg har ingen anden drøm” betyder meget for mig. Jeg har altid været vild med den, og til mit bryllup fik jeg en dygtig sangerinde til at synge den for min mand. Der var ikke et øje tørt, og hver gang jeg hører den, får jeg gåsehud.
Hvornår vidste du, at du ville være journalist?
– Det vidste jeg efter en enkelt dag i praktik på Kanal2. Jeg blev fuldstændig bidt af den hektiske stemning på redaktionen. Jeg syntes, det var sjovt at suse ud i byen med en kameramand, interviewe et par kilder, køre hjem igen, og klippe billederne sammen, speake og vupti, så var der et tv-indslag klar til samme aften. Jeg har krudt i røven og er meget nysgerrig, så et job som journalist passer perfekt til mig.
Hvad er det mærkeligste, nogen har sagt til dig?
– Det var, da jordemoderen efter min anden fødsel udbrød: ”Han er stjernekigger! Så forstår jeg, hvorfor han var så hård at få ud.” Jeg troede, at det var mig, der var en kylling, men det er en smule mere besværligt at føde en lille gut, der kigger opad, end en, der kigger ned.
Hvad er du mest stolt af?
– At jeg har fundet verdens bedste mand og fået to dejlige børn med ham. Det gør mig lykkelig at være sammen med dem, og når de to små kysser hinanden godnat og siger ”Min Isak og Min Mamu (Samuel)”, så bliver jeg stolt og glad.
LÆS OGSÅ: "De spurgte om jeg var mormor til min datter"
Sisse Fisker
Sisse Fisker, 37 år, studievært på DR’s ”Aftenshowet”. Gift med Sune Mogensen og mor til Isak og Samuel.