Cecilie Hother
SPONSORERET indhold

“Jeg bliver næsten lidt ked af det, når jeg ser tilbage på billeder af mig fra den periode”

Cecilie Hother om festivaltisseri, sin tid med ”ishøjspringvand” og om, når sliktrangen bliver så vild, at kassedamen må scanne tomt slikpapir.

Af: Redaktionen Foto: Michael Jensen/TV 2
10. jan. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af Kicki Thomsen

Hvornår vidste du, at du var blevet voksen?
– Jeg tror, jeg blev hurtigt voksen. Jeg flyttede hjemmefra allerede i 2.g i gymnasiet og husker tydeligt, da den første rudekuvert dumpede ind ad brevsprækken. Da gik det op for mig, at der var noget, der hed regninger og faste udgifter, der skal betales til tiden. Jeg tror egentlig, jeg har levet mit liv ret omvendt. Det gik op for mig for nylig, at jeg var den voksne, da vi var unge, men nu er alle mine veninder gift eller har børn, og nu er det pludselig mig, der ikke er så voksen.

LÆS OGSÅ: Pia Olsen Dyhr: Det bør enhver mand vide om kvinder...

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?
– Man kan nok ikke kalde det et karaktertræk, men dér, hvor jeg virkelig misunder mænd, er, når jeg hvert år ser dem stå op og tisse på alle landets fes­tivaler! Det ville være så praktisk, hvis vi kunne det! Det er noget rod at skulle tisse den slags steder for piger. Der er altid lang kø til toiletterne, og der er ret beskidt. Uden at skulle gå i detaljer, så er det ikke nogen fest. Og alternativet er at smutte ud i busken. Det ville altså være lettere bare at kunne svinge javertussen ud og få det klaret, ligesom mænd kan.

LÆS OGSÅ: Når kærligheden står der, beder man den ikke om at vente

Hvilken modetrend hopper du aldrig på igen?
– "Ishøjspringvandet"! Da jeg var yngre, brugte man meget den der lilla gelé, og så skulle håret enten op i et "ishøjspringvand", eller også skulle pandehåret puffes op. Jeg var egentligt utrolig stor fan af det dengang, men jeg bliver næsten lidt ked af det, når jeg ser tilbage på billeder af mig fra den periode. Puha, det var ikke godt! Det klædte mig virkelig ikke.

Hvad er din største last?
– Slik, søde sager og alt med E-numre! Jeg har ingen rygrad, når det kommer til søde sager. Sådan har det altid været. Jeg indrømmer blankt – jeg elsker de der farvesto­fbefængte lyserøde skumfiduser. Det er næsten pinligt! Jeg kan ikke styre det. Jeg har lavet en regel for mig selv om, at jeg skal styre uden om gangen med slik, når jeg er ude og købe ind. Jeg er dér, hvor, hvis jeg ser en Daim og har haft lyst til en Daim hele dagen, ekspedienten kommer til at scanne et tomt stykke sli­k-papir. Jeg kan ikke engang styre mig, til jeg er ude af but­ikken nogle gange. Jeg er 120 procent sukkerafhængig! Jeg vil ret gerne nå derhen, hvor jeg ikke er afhængig af sukker, men bare kan nyde søde sager.

Hvad bør mænd vide om kvinder?
– Mænd skal vide, at kvinder siger én ting, men tit mener noget andet. For eksempel synes jeg nogle gange, at min kæreste burde kunne se, når jeg ligger på sofaen, som den sofakartoffel jeg er, at nej, jeg vil ikke lige med ud og gå tur nu. Heller ikke selvom jeg hører mig selv sige: "Jo, det kan vi da godt". For jeg har trukket dynen ind på sofaen. Jeg har også hentet hovedpuden. Og Coco har lagt sig til rette hos mig. Altså, se nu på mig – ligner det, at jeg synes, det er en god ide at gå en tur lige nu? Der er ingen, der siger, at det skal være nemt, haha!

Hvad er den største ros, du har fået?
– Jeg følte mig rigtig stolt, da jeg opholdt mig fire dage i skoven med et kamera, og jeg efterfølgende fik en mail fra en kvinde, som var blevet så inspireret af at følge min overlevelsestur, at hun havde besluttet sig for, at hun også godt kunne stoppe med at ryge efter 25 år. Jeg skrev til hende for nogle måneder siden for at høre, hvordan det gik med rygestoppet, og hun var stadig røgfri. Jeg tror, det er den største indirekte ros, jeg har fået. Tænk, at man kan få lov til at inspirere mennesker.

LÆS OGSÅ: Carmen Koppel efter skilsmissen: "Heldigvis har jeg altid haft min datter juleaften"

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– At jeg altid er glad! Jeg er faktisk et ret tænksomt væsen. Jeg har måske endda også tendens til at overtænke ting og være lidt melankolsk. Jeg er egentlig et ret følsomt gemyt. 

LÆS OGSÅ: "Kærlighed betyder mere for mænd end for kvinder"

LÆS OGSÅ: 5 tricks til at falde nemmere i søvn

LÆS OGSÅ: Er du ofte bekymret? Så er du måske mere intelligent end andre