Sidste år var min roman "Hændelsen" netop udkommet i oktober og jeg havde lige født min søn i august, så han var med til middagen. I starten af aftenen sov han, under desserten holdt han folketingsformand Mogens Lykketoft i hånden en god times tid, så fik han selv mad og derefter faldt han i søvn i babybjørnen, så mor kunne få sig en god snak og et glas.
"Nå, det var ærgerligt, jeg gider ikke at læse bøger med en kvindelig hovedperson."
Det blev en hyggelig aften, som jeg husker på grund af gode kollegaer, min nyfødte søns ekstremt hensynsfulde opførsel, og så på grund af en samtale med en fyr, som var stødt til ud på natten, og som spurgte til hovedpersonen i min bog. Jeg fortalte om hovedpersonen, som er en nybagt mor i midten af 30erne og om bogen, en psykologisk gyser, som en anmelder sammenlignede med Ira Levins "Rosemary's Baby", hvortil fyren sagde: "Nå, det var ærgerligt, jeg gider ikke at læse bøger med en kvindelig hovedperson. De interesserer mig simpelt hen ikke."
Sætningen fik lov til at stå og sitre lidt, mens jeg overvejede om hans ærlighed var forfriskende, flabet eller måske faktisk lidt fascistoid. Og så kom jeg til at tænke på, hvor indskrænket ens kulturudbud ville være, hvis man selv havde det sådan bare med omvendt fortegn.
Består din favoritfilm Bechdel-testen?
De fleste film for eksempel består ikke den såkaldte Bechdel-test. Og for dem, der ikke kender Bechdel-testen, så består den i at spørge sig selv tre spørgsmål:
- er der mindst to navngivne kvinder på rollelisten,
- taler de sammen,
- og hvis de gør det, er det så om noget andet end en mand?
Testen giver et praj om hvorvidt kvinder i film og anden fiktion alene optræder i kraft af deres forhold til en mandlig karakter, eller om de optræder selvstændigt og dermed også typisk med flere facetter. Sidste år var det under halvdelen af de 100 mest indbringende Hollywood-film, der bestod testen, og så skulle man have noget imod film, som udelukkende handler om mandlige karakterer, kan det hurtigt blive op ad bakke at smide sig foran kassen og holde happy-hour, som hos os betegner tidsrummet mellem at alle under 120 cm sover og man selv går i dørken af udmattelse.
"Heldigvis er det ikke rolleindehavernes køn, der afgør min interesse, men om de fremstår troværdige, dybe, komplekse, flerfacetterede, og ikke som klicheer."
Heldigvis er det ikke rolleindehavernes køn, der afgør min interesse, men om de fremstår troværdige, dybe, komplekse, flerfacetterede, og ikke som klicheer. Jeg er tosset med action, spænding, horror og science fiction, og forfattere, der kan finde ud af at putte indhold i deres karakterer, og ikke bare klæde dem af og passivere dem som trofæer for den mandlige hovedperson for eksempel, eller portrættere dem som fortrinsvis umælende, adrenalin-drevne muskelmaskiner, som tilfældet er for mange mandlige action-karakterer.
For uanset om det er på film, tv i spil eller på skrift, så er fiktion, der kun tjener til at reproducere stereotyper lidt lige som det mentale landskab hos den pågældende fyr i baren under sidste års Bogforum. Snævert, dræbende forudsigeligt og frem for alt ret kedeligt.
LÆS FLERE KLUMMER AF ANNE SOFIE ALLARP:
Sådan tager man glansen af sin datters prinsessedrøm
"Halvvejs gennem graviditeten knækkede filmen totalt"
Ægdonation er den største gave at give
Mænd presses ikke til at tage "remoulade-bleer"
Bryd tavsheden om hverdagssexisme
Silas og livet med en helt udsædvanlig dreng
Anne Sofie Allarp
Anne Sofie Allarp, 40, er cand.jur. og bor i Madrid med sin spanske mand, 3-årige datter og nyfødte søn.
Hun havde en international karriere som embedsmand bag sig, da hun i 2011 debuterede som forfatter med den politiske thriller "Falske Stemmer", der blev nomineret til Debutantprisen. I 2012 udkom den psykologiske gyser "Hændelsen".
Når Anne Sofie Allarp ikke skriver bøger, bidrager hun til forskellige skrevne og elektroniske medier om blandt andet politik og spanske forhold.
