Hvad ville du være, da du var lille?
– Fra jeg var 11 år, skrev jeg i pennevenindebøgerne, at jeg ville være forfatter. Jeg skrev hele tiden historier og fandt ud af, hvor magisk det er at bygge hele verdener op. Teatret overhalede indenom, men de sidste fire år har jeg skrevet tre romaner og er netop optaget på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole. Jeg er lykkelig for at komme tilbage til udgangspunktet.
Hvad er det bedste råd, du har fået?
– En dag, da jeg var vildt stresset over alt for mange ting, jeg skulle nå, sagde min mand, Søren, til mig, at jeg skulle se det som en elefant, der skulle ædes. Du kan jo ikke bare gå ombord og æde den på én gang, men du må tage en lille bid ad gangen, nyde den, smage den næste, og lige pludselig har du ædt hele dyret.
"Telefonpæleben!"
Hvad er det mærkeligste, en mand har sagt til dig?
– I 10. klasse sagde en dreng til mig, at jeg havde telefonpæleben! Efter han havde sagt det, syntes jeg pludselig, han havde lidt ret! Sikke en magt. Vildt tarveligt sagt.
Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– Fordi jeg privat kan pingponge og være hurtig i replikken, er jeg mange gange blevet tilbudt at lave impro-teater eller være med i underholdningsprogrammer, hvor man på stedet skal være vildt skæg! Jeg bliver tusseangst over sådan noget, så jeg takker ofte nej. Jeg har det faktisk bedst, når jeg ved, hvad jeg skal sige. Så kan jeg altid overraske mig selv ved at flytte de rammer, jeg så er blevet tildelt.
Moderrollen er det mest krævende
Hvad har været din mest krævende rolle?
– Moderrollen. Her bliver man jo slynget rundt i alle følelser i løbet af 10 sekunder. Professionelt har det været ”Nora” i ”Et dukkehjem”. Hun vælger at gå fra sine tre børn. Det kunne jeg aldrig gøre, men forstår hende godt. Indimellem kunne man godt få lyst til at flytte på en øde ø og først komme hjem, når ungerne er flyttet hjemmefra!
LÆS OGSÅ: "Jeg er jo nærmest et helt andet menneske"
Hvem var den første, du kyssede?
– En lidt ældre dreng på en koloni, da jeg var 8-9 år. Han tog mig med til et afsides sted, og jeg var totalt overrumplet og tænkte kun på, hvor åndssvagt det var, at fortænderne stødte sammen. Han havde vist også unaturligt store fortænder, sådan Freddy Mercury-agtigt.
Har du et ar, der fortæller en historie?
– Da jeg var 16, fik jeg en knude i brystet – den var godartet, men skulle ud. Jeg husker stadig at ligge der, kun lokalbedøvet, og med en gammel mandlig læge, der gravede knuden ud, praktisk som en slagter, og en ung sygeplejerske, der stod bag ham, og som jeg kunne se på, at hun bestemt ikke brød sig om at se på det. Bagefter syntes jeg, at det på en måde var et meget sejt ar.
"Ville skide i bukserne af skræk"
Hvis du ku’ vælge frit, hvem ville du tilbringe en dag sammen med?
– Christian IV. Jeg er dybt fascineret af ham og har læst meget om ham, fordi han spiller en stor rolle i min første roman ”Kongens staldknægt.” Jeg ville elske at se hans ansigt, hvis vi tog en tur i metroen eller så byen oppefra i en helikopter. Jeg tror, han ville skide i bukserne af skræk, men måske ville han også synes, at byen stadig er ret fantastisk. Og så skulle vi drikke meget vin og snakke om hans forliste store kærlighed, Kirsten Munk.
Hvilket menneske har gjort størst indtryk på dig?
– Min mor og min mormor er mine kvindelige forbilleder på hver deres måde. Min mormor, fordi hun til det sidste var aktiv, begyndte til klaver som 80-årig og gik til yoga helt til sin død. Det var faktisk der, hun åndede ud. Min mor er et meget positivt menneske og taler aldrig grimt om andre mennesker. Og så har hun gang i så mange ting hele tiden. Sådan vil jeg også være, når jeg er 70.
LÆS OGSÅ: Susanne Rützou: "Jeg er ikke nogen tudemarie"
Trine Appel
Trine Appel, 40, skuespiller, bor i Nyhavn med sin mand, 3 børn og et bonusbarn. Hun er netop nu aktuel i Bornholmerrevyen.