Letz Sushi
SPONSORERET indhold

"Jeg har kun kvindelige ledere i mine restauranter"

Hun har tre børn, men aldrig været på barsel. Og derhjemme står hun for det hele. Alligevel har Louise Ertman Baunsgaard banket syv sushirestauranter op fra bunden og lever efter mantraet "Det er kun et arbejde". Mød kvinden bag Letz Sushi.

Af: Simone Anet Bodholdt
10. sep. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad betyder det for din virksomhed, at du er kvinde?

– Jeg er kvinde i et lidt abnormt fag, for der er ikke ret mange kvinder, der driver større restaurationskæder. Især udenlandske leverandører forventer helt klart at møde en mand, og ofte titulerer de mig "Mr" i mails. Jeg synes, at det er mere irriterende, når nogen kalder mig Sussi. Ja, ja det laver jeg, men det er jo ikke mit navn.

– Jeg synes, at kvinder er utrolig dygtige ledere og mere empatiske, end mænd er. Jeg har kun kvindelige ledere i mine restauranter. Kvinder går mere op i de små ting, og når man driver en restaurant, er der mange vigtige detaljer og hygiejne, der skal tages hånd om. I begyndelsen tog jeg arbejdet med hjem og ned i maven. Det er en meget kvindelig ting. I dag tænker jeg: "Det er kun et arbejde". Det siger jeg til mig selv, hvis tingene bliver lidt uoverskuelige. Så forsøger jeg at tage nogle hurtige beslutninger, og det er måske ikke altid den bedste beslutning, men den bliver taget, og så kan vi komme videre derfra. Jeg mener også, at man skal tage konflikter med det samme og få dem lukket. Det er nok en mandig måde at være på og en overlevelsesstrategi for kvinder, der har en stilling, som jeg har. Jeg kan ikke sidde at fundere over alting eller bruge tid på fnidder.

Hvornår har du tvivlet mest på dig selv?

– Når jeg er træt. Haha. Nej, jeg har egentlig altid tænkt, at hvis tingene ikke lykkes, så finder jeg på noget andet. Jeg har aldrig investeret hele mit liv eller alle mine penge. Jeg investerede den ejerlejlighed, jeg havde, da jeg åbnede min første restaurant. Jeg var ung og havde ikke været så længe på arbejdsmarkedet og havde ikke så meget at miste. Jeg bruger slet ikke tid på at frygte at være en fiasko. Det har jeg sikkert været mange gange. Det er måske lidt mandigt at tænke sådan. Kvinder tvivler ofte på, om de kan tage et bestemt job, og om det er for svært. Men sådan har jeg aldrig haft det.

Hvad har været din største karrieremæssige sejr?

– At jeg har skabt et brand, som folk kender. Vi har lige åbnet en restaurant i Rungsted, og rigtig mange ved, hvad LETZ SUSHI er. Det er virkelig fedt, at de kender os på forhånd og ved, hvad vi står for.

"Jeg er hjemmegående husmor med karrierejob. Dermed sagt, at det er mig, der sammen med en aupair-pige laver stort set alt derhjemme."

Hvor stor den del af din karriere har været planlægning, og hvor stor en del har været tilfældigheder?

– Det har været 100 procent tilfældigheder. Jeg har altid haft en idé om, at jeg gerne ville lave noget selvstændigt, men jeg har leget med mange forskellige ideer. Jeg har fra min barndom haft en bog, som jeg skriver ideer op i og gør det stadig. Jeg tog orlov fra mit arbejde i en it-virksomhed og rejste rundt i Australien, hvor jeg blev meget inspireret af deres sushimarked. Da it-krisen kradsede, og virksomheden, jeg arbejdede for, gik konkurs, fik jeg et halvt års løn. Og så var det bare at gå i gang. Jeg tror meget på tilfældigheder og skæbnen. Selvfølgelig skal man dygtiggøre sig, men det er også vigtigt at mærke efter, hvad man kan lide at lave og lade være med at være for fokuseret på, at man vil en bestemt vej.

Hvad har været dit største offer for at nå dertil, hvor du er i dag?

– Jeg synes ikke, jeg har ofret noget. Når man bliver leder, bestemmer man selv og sætter selv dagsordenen. Hvis jeg arbejder for meget, vælger jeg det jo selv. Jo højere op du kommer, og jo mere du bestemmer, desto større mulighed har du for at tilrettelægge din egen dag. Jeg har set flere kvinder, som har fået topjob, men som ikke af den grund arbejder mere. Det er bare noget andet, de laver. Det er strategisk tænke-arbejde, hvor man bliver træt i hovedet i stedet for træt af at løbe rundt. Til andre kvinder kan jeg kun sige: Prøv det dog! Det er jo ikke fordi verden vælter om ørene på dig, hvis du ikke får succes.

Hvorfor er det vigtigt, at der kommer flere kvindelige topchefer?

– Der er nok lidt for mange mandeklubber af topchefer, men jeg mener stadig, at man skal vælge den bedste til jobbet. Mænd er fantastiske til et netværke og hjælpe hinanden, og kvinder er gode til at netværke og virkelig dårlige til at hjælpe hinanden. De står af på strategispillet, fordi det er for indviklet. Og så begynder vi at blande følelser ind i det, og så bliver det besværligt. Når vi endelig hjælper hinanden, gør vi det ofte, fordi vi fatter sympati for kvinden, og vi forventer at få noget igen. Sådan tænker mænd ikke.

Hvilken rolle har din opvækst spillet for din karriere?

– Jeg har haft en tryg kernefamiliebarndom med en far, der har gjort karriere og en mor, der har haft et deltidsjob. De har opdraget mig med en tro på, at jeg kunne det, jeg ville, og jeg bare skulle rejse ud i verden og gøre de ting, jeg havde lyst til. Da jeg kom med ideen om at lave sushi-restauranter, bakkede de mig op. Og der var bestemt mange, der synes, at det var en utrolig dårlig idé. "Hvorfor skal du dog være selvstændig? Og hvorfor i den branche?"

"Kvinder er gode til at netværke og virkelig dårlige til at hjælpe hinanden."

Hvordan har du kombineret børn og karriere?

– Jeg er hjemmegående husmor med karrierejob. Dermed sagt, at det er mig, der sammen med en aupair-pige laver stort set alt derhjemme. Min mand rejser og arbejder en del, og det er da skide surt nogle gange, men sådan er det bare blevet. Jeg ved ikke, om det giver mig en fordel i forhold til børnene, for far er den hyggelige, og jeg er den sure, men jeg kan prioritere at have meget tid med dem, og det er dejligt.

– Jeg har altid gerne villet have børn, men jeg har aldrig været på barsel. Jo i 14 dage efter fødslen. Jeg har set veninder, der går på barsel og flader ud i et år, og så rammer virkeligheden lige pludselig, når de skal tilbage på arbejde. Den overgang har jeg ikke. Selvfølgelig er det hårdt, lige når babyen kommer, men det er jo mig, der bestemmer, hvornår jeg skal arbejde, fordi jeg er selvstændig. Jeg har kontor og holder møder hjemme, og så ammer jeg undervejs. Jeg har aldrig oplevet, at det generede nogen. Jeg møder mere respekt for, at jeg kan overskue det. Men det er da hårdt at have små børn, og mangel på søvn rammer lige meget, om man skal møde ind på en arbejdsplads eller sidde hjemme.

I hvilken situation gik det op for dig, at du kunne komme helt til tops?

– Da jeg åbnede den anden restaurant et år efter den første. Jeg kunne mærke, at det her var jeg god til, og samtidig virkede det helt rigtigt. Det gav mig ro, at jeg kunne disponere over min tid, for egentlig vil jeg bare have et godt liv og være tilfreds. Jeg har aldrig haft femårige strategiplaner, men jeg har været på udkig efter location, location, location, som man siger. Og så har det selvfølgelig handlet om, hvad jeg kunne overskue. Hvis jeg havde ansat en hel hær af mennesker i begyndelsen, havde jeg da sikkert haft tyve restauranter nu. Mit mål er alligevel, at det skal være en landsdækkende sushi-kæde. Vi er kun lige begyndt!

Hvilken fejlagtig idé har du haft om det at sidde i en chefstilling?

– At det bare er arbejde og stress. Jeg mener, man kan disponere sin tid og træffe nogle beslutninger, så man får et arbejdsliv, der fungerer. Det ville være noget andet at sidde som topchef i en virksomhed, der ikke var min egen. Det driver mig at arbejde for mit eget. Jeg har aldrig sygedage, og det er vel, fordi jeg laver noget, som jeg godt kan lide. Og fordi jeg er needed.

Tror du, at kvinder bliver sat tilbage karrieremæssigt pga. barsel og børnepasning?

– Kvinder bliver sat tilbage, og så får de ideer om at gøre noget andet – starte selvstændigt, åbne en webshop eller noget, som giver større fleksibilitet. Det er også dårligt for arbejdsgiverne, som mister medarbejdere, der er på barsel. Jeg synes virkelig, at man skal revidere barselsordningen. Selvfølgelig skal mødre kunne være hjemme ved deres børn den første tid, men hvorfor ikke begynde på deltid efter et halvt år? Jeg kan slet ikke forstå, at folk fuldstændig kan forlade det, de laver.

LÆS OGSÅ: "BIG-direktør: Jeg indrettede et kontor til ammestue"