”Jeg har tøvet med at melde mig til arrangementer, fordi jeg lige ville tjekke, om der var noget sjovere”

Af Johanne Mygind

KLUMME: En af de mest triste scener i dansk filmhistorie findes i Nils Malmros' klassiker "Kundskabens træ". Her falder hovedpersonen Elin i unåde blandt sine klassekammerater, og i et desperat forsøg på at blive lukket ind i varmen igen inviterer hun til ungdomsgilde. Men ak, da culottestegen steger, og kassen med citronsodavand er bragt fra købmanden, ringer telefonen. Klassekammeraterne har fået et bedre tilbud. Mona er alene hjemme og holder fest med øl og kinddans. Elins udtryk, da hun lægger røret på, er ikke til at bære. I stedet for at være værtinde er hun blevet taberen i en popularitetskonkurrence.

LÆS OGSÅ: "Vi tør ikke sige vores mening af angst for at træde hinanden over tæerne"

Lige siden jeg så "Kundskabens træ" i en vikartime i 7. klasse, har jeg frygtet for at blive Elin, hver gang jeg holder fest. Tænk, hvis det er mig, som alle vælger fra? Tænk, hvis der slet ikke kommer nogen? Tænk, hvis jeg står alene tilbage med en culottesteg og en kasse citronvand?

Min bekymring er ikke stilnet af med tiden. Den er faktisk blevet værre, for i løbet af de sidste 10 år er der sket noget med vores forhold til invitationer og bindende svar. I dag skal man nærmest være inviteret til bryllup, før man giver et bindende svar og trodser enhver forkølelse eller orkan for at komme. Til stort set alle andre begivenheder kan man trække svaret i en uendelighed og aflyse et kvarter, efter at festen er gået i gang.

Man behøver ikke engang finde på undskyldninger som diarré eller migræne. Man behøver bare sende en sms med en hurtigt forklaring om, at man bare ikke kan "overskue det". Og guderne skal vide, at jeg ikke er uskyldig. Jeg har også tøvet med at melde mig til mine venners arrangementer, fordi jeg lige ville tjekke, om der var noget sjovere, eller bare om jeg orkede det, når lørdagen nærmede sig. Jeg har meldt fra i sidste øjeblik, fordi børnene var småsyge, eller jeg var udmattet, eller fordi jeg hellere ville se "The Affair" på HBO.

Og jeg har gjort det modsatte. Jeg er dukket op til fester, hvor jeg ikke havde fået sagt, at jeg kom. Jeg er taget med mine venner til arrangementer, som jeg egentlig slet ikke var inviteret til. Fordelen ved vores nye forhold til invitationer er nemlig, at noget spontant pludselig kan opstå.

Men prisen for spontaniteten er, at det er langt mindre sjovt at være værtinde.
Hvordan kan man vide, hvor mange flasker sprut, man skal bestille, når folk først svarer halvanden dag inden festen? Hvornår kan man sætte culottestegen i ovnen, når man hele tiden venter på den næste sms, som fortæller, at gæsterne alligevel ikke kommer? Det er svært ikke at føle sig som en kikset outsider eller en bitter Emma Gad, når man igen og igen rykker sine venner efter svar og ikke ved, om der kommer 5 eller 50. Selv har jeg løst problemet ved at holde mine fødselsdage på en bar, hvor man altid kan hente et par ekstra stole eller skære ned på antallet af indkøbte drinks. Det er bare en løsning, som ærgrer mig lidt, for jeg kan egentlig godt lide at lave mad til mange og have venner i min stue til langt over midnat.

Derfor har jeg besluttet, at 2016 skal være både forpligtigelsens og festens år. Jeg vil sige ja til enhver festinvitation samme dag, som jeg modtager den, og jeg vil komme iført dansesko og læbestift, lige meget hvor meget sofaen kalder. Jeg håber, at I andre vil være på min nye trend. Jeg fylder nemlig 40 år i 2016 og vil holde en kæmpefest uden at være bange for, at mine gæster hellere vil danse kinddans hos Mona.


LÆS OGSÅ: Derfor er jeg lettet over at blive ældre

LÆS OGSÅ: 5 situationer hvor jeg har lært at sige ”pyt” – og har fået et bedre liv

LÆS OGSÅ: "Hva' fanden er der egentlig sket med vores sprog?"