Pia Kjærsgaard har ikke glemt modstandernes hårde ord.
Foto: Les Kaner Pia Kjærsgaard har ikke glemt modstandernes hårde ord.

"Jeg har været utrolig vred, når de hårde ord og angreb er gået ud over mine børn"

Efter en lang karriere som kontroversiel politiker er Pia Kjærsgaard trådt op på landets næsthøjeste podie som formand for Folketinget – som den første kvinde nogensinde. Nu står der rummelighed og diplomati på dagsordenen, men hun har ikke glemt sine modstanderes hårde ord. Især ikke dem, der er gået ud over hendes børn.

Af Marie-Louise Truelsen

Pia Kjærsgaard er god til at mande sig op. God til at være på, når det gælder. Den evne har hun haft stor brug for i hele sit politiske virke, for hun er et af de mennesker i Danmark, som alle har en mening om. Enten er man med hende. Eller også er man imod. Man kan ikke være uden holdning til hende. Og da hun 6. oktober bød kongefamilie, folketingsmedlemmer og gæster velkommen til et nyt folketingsår, fik hun brug for sin evne til at mande sig op.

LÆS OGSÅ: ”Da jeg virkelig var i krise sidste år, tænkte jeg, det er godt, min far ikke skal opleve det her. Det ville have gjort ondt, ondt på ham”

– Det var meget specielt at stå deroppe og kigge ud over den fyldte Folketingssal. Min datter kunne desværre ikke være der på grund af sit job, men min mand og min søn sad der, og det var dejligt at stå og kigge ud til dem. Jeg blev lidt rørt, men så måtte jeg tage en dyb indånding, for det går jo ikke, at man ser helt rørstrømsk ud, når man står der.

Den prestigefyldte formandspost lå ikke ligefrem i kortene, da Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti i 1995, eller da hun og hendes parti fik den berømte svada ved Folketingets åbning i 1999 fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen: "Stuerene, det bliver I aldrig".

LÆS OGSÅ: 20 ting der fortæller mig jeg er fyldt 30 år

– Jeg håber, at Poul Nyrup går og krymper sig over den bemærkning i dag, men jeg har intet hørt fra ham. I de interviews, jeg har givet, efter jeg er blevet formand, er jeg stort set hver gang blevet spurgt, hvad jeg i dag tænker om den bemærkning, men jeg har ikke på noget tidspunkt selv taget emnet op. For mig er det gemt og glemt. Nej – ikke glemt, men gemt. 

Gemt, men ikke glemt – har du et sted inde i dig selv, hvor du putter den slags hen?
– Ja. Jeg gemmer. Jeg tilgiver alt, men glemmer intet, og det kan være både godt og skidt. Men altså, hvis ikke man går og bliver bitter over det – og det gør jeg ikke – så er det sådan set mest godt. Jeg taler meget med Henrik om alting. Han er den mest forstående og opbakkende ægtefælle, som nogen kan have, det er jeg overbevist om. Han har altid stået hundrede procent loyalt bag mig. Han har aldrig klaget over for meget fravær, aldrig brokket sig over, at han ikke blev passet eller fik lavet mad til sig. Det er jeg dybt taknemmelig for. Når jeg har læsset af derhjemme, har han altid været meget eftertænksom i forhold til, hvordan han svarede mig. Han har virkelig lyttet, når jeg har haft behov for at komme af med noget vrede eller sårethed, men der har da også været tidspunkter, hvor han har følt, at det har været for meget. Jeg glemmer aldrig en gang, hvor jeg brokkede mig over et eller andet, og hvor han sagde: Hvis du kommer forbi en pølsevogn, så fortæl pølsemanden det, for jeg gider simpelthen ikke høre på det. Det var sådan et wakeupcall, hvor jeg tænkte, okay, det kan godt være, at jeg lige på det punkt fik lidt for ondt af mig selv. Det har været nyttigt, det er jeg slet ikke i tvivl om. 

LÆS OGSÅ: "Kærlighed betyder mere for mænd end for kvinder"

Da Pia i sommer blev valgt til formand for Folketinget, udtalte hun bevæget, at det var stort, og at hun altid havde skullet kæmpe lidt mere for tingene.

– Ja, jeg må jo sige, at jeg har ikke på den måde har haft så nem en gang her på jorden. Jeg har mødt meget modstand, mange hårde ord og levet med livvagter 24/7 i ti år, men egentlig har jeg såmænd befundet mig udmærket. Det er ikke sådan, at jeg har gået og tænkt, at det hele var forfærdeligt, overhovedet ikke, men det er klart, at på en dag, hvor man bliver udnævnt til sådan en ærefuld post, så tænker man: Hold da op, er det virkelig mig?


Første dag som Folketingets formand den 3. juli 2015.

Den hårde tone

Hvordan har det været at leve med de hårde ord?
– Det overrasker mig hver gang. Jeg så lige en lederartikel fra Politiken i går, som var så fyldt med had og personlige betragtninger mod Dansk Folkeparti, og jeg tænkte, slap dog af, altså. Lad os dog respektere hinanden for det, vi er og kan og står for.

Men har I ikke selv været med til at skabe en hård tone i debatten?
– Nej, det synes jeg oprigtigt talt ikke. Enkelte er igennem årene gået over stregen, men det er partiet og jeg ikke i det partiprogram, som tegner vores politik. Så nej. Men modstandere har nærmest dyrket at stigmatisere både mig og DF på en måde, der minder om tonen på Facebook, længe før Facebook blev opfundet.

Har du nogensinde været helt nede og ligge?
– Nej, det har jeg altså ikke. Jeg har været utrolig vred, når de hårde ord og angreb er gået ud over mine børn. De skal ikke forklare og forsvare. De har ikke bedt om en mor, der er en højt profileret politiker. Min mand og mine skiftende hunde har været en del af det offentlige billede, men mine børn har jeg aldrig skubbet frem, og alligevel er det gået ud over dem. Det har jeg været meget ked af mange gange. Det har været ting, der er blevet sagt i skolen af kammerater eller af meget ubetænksomme lærere, der har nævnt dårlige ting om det parti, jeg har været en del af. Selvom de udmærket godt har vidst, at mine børn sad der. Det er jo simpelthen så gement, synes jeg, at voksne mennesker kan opføre sig på den måde. Vi har altid snakket om det derhjemme, men jeg synes, at mine børn har betalt en høj pris.

Har din politiske karriere været den pris værd?
– Det er jo ikke sådan, at det kommer væltende ind over en på en gang, det er bare den ene dag, der tager den anden, og man kan sige, hvis jeg ikke havde levet mit liv og gjort det, jeg har gjort, så havde jeg heller ikke været mig. Jeg tror – eller jeg ved – at mine børn og børnebørn er stolte af mig i dag. Efter valget ringede mit ældste barnebarn, som ellers altid har holdt sig væk fra mit politiske virke, og sagde: Bedstemor, jeg er simpelthen så stolt af dig, og jeg kan godt fortælle dig, at mine veninder synes, at du er megasej. Der blev jeg i hvert fald glad!

– Generelt synes jeg, at min tilværelse er blevet nemmere de senere år. Den bemærkning fra mit barnebarn viser det jo også. Jeg var lige nede i Netto i formiddag, og jeg kunne ikke lade være med at grine, for det var ret tidligt på morgenen, jeg havde ikke engang ordnet hår eller lagt makeup, og så stod der otte elever med deres lærer, som gerne ville have lov til at tage et foto af mig. Det oplever jeg hele tiden. Faktisk oplever jeg, at jeg er blevet lidt kultagtig blandt de unge, og det er jo bare sjovt.


Med Dansk Folkepartis mand i EU, Morten Messerschmidt.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder

Med livvagter i Netto

Hvilke omkostninger har din politiske karriere haft for dig selv?
– Der har været meget fravær fra familien, det har været en stor omkostning. Og så det, at jeg har haft livvagter døgnet rundt i ti år. De skal have alt mulig ros, for de er nogle fantastiske drenge, der gør deres arbejde suverænt, men det er da en omkostning at have vagter med hele tiden. Når jeg lufter hund, handler i Netto, er i svømmehallen med mine børnebørn.

– Jeg kan huske især de første år – og jeg slap det aldrig helt – men de der spotvarer i Netto kan godt være lidt hyggelige, men jeg tænkte, nej, det køber du bare ikke, for så tænker vagterne: Sikke noget skidt hun bruger penge på, ha, ha. Og selvfølgelig tænker de ikke sådan, men man kan ikke lade være med at overveje det. Og hvis man går en tur ned ad Strøget og ser noget tøj, man går forbi, og så fortryder og drejer om på hælen for at gå tilbage og prøve det – altså, man føler sig jo fuldstændig tosset, når vagterne så også skal vende om. Så man oser ikke i forretninger, når man har livvagter. Spontaniteten ryger også. Selvom jeg har lyst til at cykle en tur ned i Hellerup Havn efter arbejde sammen med Henrik, lader jeg som regel være, for så skal jeg ringe efter vagterne igen, efter de lige har sagt farvel og tak for i dag. De ville komme i løbet af ingen tid, men man gør det bare ikke.

Pia Kjærsgaard er den første kvindelige formand for Folketinget, og hun er i øvrigt også den kvinde, der har siddet længst i Folketinget, knap 32 år. At være kvinde har dog aldrig betydet noget for hende i den sammenhæng.

– Det er ikke noget, jeg gider gå op i. Jeg kan ikke rigtig identificere mig med det, og det kan jeg jo sige med god ret, netop fordi jeg har kæmpet så meget. Jeg er i hvert fald ikke blevet båret frem og slet ikke, fordi jeg har været kvinde. Og derfor kan jeg også tillade mig – uden at nogen bliver fornærmede – at se lidt nonchalant på det.

Der har heller ikke været skrevet ret meget om, at du er den første kvinde på posten?
– Det er klassisk. Det er, fordi det er mig. Jeg synes, at det er lidt latterligt et eller andet sted, at de her kvindeorganisationer ikke har været mere på banen, men jeg kan sagtens undvære det. Jeg er ikke tøsefornærmet.

Hvad mener du, når du siger, at det er, fordi det er dig?
– Det er, fordi jeg – efter deres mening– har den forkerte politiske opfattelse. Simpelthen. Og det kan man ikke se ud over. Men det er jo lige præcis det, jeg synes, man skal gøre. Man skal se på, hvem er folk, hvad står de for, hvad har de kæmpet for, og hvad har de opnået. Jeg kun-ne aldrig nogensinde drømme om at tale dårligt om eller se ned på nogle af mine folketingskollegaer, fordi de lige tilfældigvis er fra et parti, som jeg overhovedet ikke sympatiserer med. Der er nogle, hvor jeg kan sige vorherre bevares, men det er, fordi de opfører sig dårligt som mennesker. Ikke fordi de er medlemmer af et parti, som står fjernt fra mig.


Med formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.

LÆS OGSÅ: 5 ting du ændrer syn på, når du bliver ældre

Ros til Folketinget

Hvad tænker du om, at du med din nye stilling har fået den høje placering i samfundet?
– Det er ikke noget, jeg tænker over til daglig. Jeg ved bare, at det er en stor post, som man skal skabe respekt om ved sin egen person. Man kan ikke tillade sig at se let på det. Altså, jeg skal ikke lave hele mit liv og min personlighed om, men jeg ved også, at det er en post, som det er meget få forundt at få, og derfor skal jeg sørge for at være lidt rummelig. Jeg kan ikke tillade mig at være partipolitisk, og det var da bestemt også en overvejelse, jeg gjorde mig. Jeg drøftede det også meget med min mand, Henrik, inden jeg sagde ja tak. Det er et andet arbejde, jeg har fået, og det skal jeg jo være helt bevidst om. Jeg skal samle. Jeg kan ikke være fagordfører, og jeg kan ikke gå på talerstolen og holde taler. Jeg skal sidde i formandsstolen og repræsentere Folketinget indadtil og udadtil og lade andre om det andet. Så det var bestemt en overvejelse, det vil jeg slet ikke lægge skjul på, jeg er jo et politisk dyr, men jeg har gået og øvet mig, ha, ha. 

Som Folketingsformand vil Pia først og fremmest sikre folkestyret.

– Jeg går meget op i, at folkestyret fungerer. Folketingets talerstol er Danmarks fornemmeste talerstol. Det skal der være respekt om. Og der skal være god stemning. Hvis ikke der havde været god stemning og socialt samvær i Dansk Folkeparti, så var vi ikke nået så langt. Det sociale samvær og den gode stemning skal der så vidt muligt også være blandt Folketingets 179 medlemmer. Og der vil jeg rose Folketinget, jeg synes, at vi har et enestående Folketing. Politikere kommer langt bedre ud af det med hinanden, end folk tror, når de ser os.

Lister til Henrik

Pia er en stor hundeven, og for nylig udtalte hun til Dansk Kennelklubs blad, at hun ville være en terrier, hvis hun var en hund. Sådan en, der bider sig fast. Det er hendes natur, og hun synes ikke, at det er anstrengende at være sådan.

– Nej, det er anstrengende at lade være, synes jeg. Jeg går aldrig fra et skrivebord, uden at jeg har været alting igennem, det er ikke sket en eneste gang på Christiansborg. Jeg ville have det skidt med, at der lå noget post, jeg ikke havde været igennem. Men mine omgivelser kan godt blive lidt trætte af det. Henrik er træt af de lister, jeg somme tider lægger til ham om morgenen. Jeg har lige puttet tøj i tørretumbleren, kan du lige tage det ud, inden du går? Og jeg ville SÅ gerne have, at han satte et hak, så jeg kunne se, at det var gjort, når jeg kommer hjem.

Gør han det?
– Ja, som regel. Men under protest!

Hvis jeg siger diplomat – hvad siger du så?
– Ja, det er meget sjovt, for lige da jeg var blevet formand for Folketinget sad vi i familien og snakkede om, at jeg nu skulle til at finde en anden rolle i det politiske system. Og så begyndte min søn at grine og sagde: Ved du hvad, det næste de gør dig til, det er sgu diplomat. 

Hun slår en høj latter op.

– Og det skal ses i lyset af, at det kunne INGEN i familien overhovedet forestille sig.

Men du bliver vel nødt til at udvise en vis form for diplomati nu?
– Ja, det gør jeg selvfølgelig. Da jeg tiltrådte, havde jeg et møde med Folketingets administration, og der fik jeg at vide, at jeg havde ord for at være direkte og omgængelig. Det var jeg da glad for at høre. Jeg vil gerne være direkte, jeg har ingen skjulte dagsordener, og jeg har ikke noget ønske om at fornærme folk.

Men du er en, der deler vandene?
– Det må folk jo selvom, altså. Tingene er, som jeg sagde før, blevet meget, meget bedre, men ja, der er nogle, jeg aldrig vil kunne nå. Georg Metz, Carsten Jensen og alle dem, der har svinet mig til gennem årene, det vil de da sikkert fortsætte med. Og jeg gider ikke engang gøre mig umage for at være på en måde, så de holder op.

– Jeg tager mig heller ikke af alle dem, der efter valget skrev på de sociale medier, at det var en skandale, at Dansk Folkeparti havde fået så mange stemmer, og at de nu overvejede at flytte til Sverige. Hvad skal jeg gøre ved det? Den type mennesker lever i en osteklokke, og det har jeg i hvert fald aldrig nogensinde gjort. Mange af dem aner ikke, hvad der foregår. Det er så trendy at bo på Østerbro i en fed lejlighed, tage ud på Nørrebro lørdag formiddag for at købe spændende grøntsager og kød hos halalslagteren, og så lige smutte en tur til Gentoftegade, hvor man køber en fantastisk barolo for til sidst at invitere vennerne om aftenen og sidde og rakke Pia Kjærsgaard ned. Det er deres problem. Ikke mit. Jeg er helt ligeglad. Jeg fæstner mig ved, at der er så mange, der har stemt på os, og at jeg møder så meget imødekommenhed, glæde og så mange søde kommentarer. Man får rynker af at gå og
være sur, så det er der ingen grund til at være. 

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du dine gamle forældre

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi kvinder så travlt med at dømme hinanden?

LÆS OGSÅ: 11 ting du skal vide, hvis du er ensom

Pia Kjærsgaard, 68

Folketingets formand og medstifter at Dansk Folkeparti for 20 år siden. Før det politisk leder af Fremskidtspartiet, som hun sad i Folketinget for fra 1984 til 1995. Som politiker især kendt for sine holdninger mod multikulturalisme og indvandring. Forfatter til flere bøger, senest selvbiografien fra 2013 "Fordi jeg var nødt til det", som blev lavet i samarbejde med Jette Meier Carlsen.

Pia Kjærsgaard er gift med Henrik Thorup, som hun har datteren Nan på 48 år og sønnen Troels på 45 med. Har også fire børnebørn, en på 20, to på 17 og en på 1 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview